Rane Willerslev vil gøre fortid til nutid

Rane Willerslev, Nationalmuseets direktør, vil ifølge JP 14/10 have et nyt Nationalmuseum. Det skal han nok få. Pengene sidder løst på folkevalgte, når det gaelder museer, og rundt om i landet udbygges eksisterende museer, og helt nye opføres.

Det er prisvaerdigt, at han vil bevare Nationalmuseet i de eksisterende bygninger i Prinsens Palae i stedet for at opføre et helt nyt i hovedstadsregionens udkant. Han skal også roses for at ville gøre det nuvaerende Nationalmuseum mere fleksibelt, så vaegge, gulve og lofter kan flyttes efter behov, da museumsgaester så vil få mere ud af udstillingerne.

Men det er tilsyneladende ikke antropologen Rane Willerslevs primaere formål med en gennemgribende ombygning af lokalerne i Prinsens Palae. Nej, formålet er at saette historien »ind i en nutidig kontekst«. Det formål er jeg ikke med på. Jo, det kan bestemt vaere en idé i at traekke en linje fra flinteredskaber til redskaber, vi benytter i dag, og måske også blive klogere på, hvordan stenaldermenneskene brugte redskaberne.

Grundlaeggende bør museerne i deres udstillinger beskaeftige sig med fortiden for dens egen skyld og på dens egne betingelser, så man får indsigt i fortidige menneskers anderledes livsvilkår, syn på hinanden og verden – ja, forståelse af alt muligt. Hvis museumsgaester så kan traekke linjer til nutiden, er det da fint. Man skal have lov til at få de associationer, der nu falder én ind.

Rane Willerslev vil noget helt andet med Nationalmuseet: »Folk skal kunne se, hvorfor historien er relevant for dem i dag.« Men så gør han historie til samfundskundskab, blot med udblik til fortiden. Måske fordi han vil slippe en af sine nutidige kaepheste løs på fortiden. Eksempelvis ”deleøkonomi”; Willerslev naevner det selv. Det kunne også vaere, som refereret af Michael Böss i JP 16/10, at Nationalmuseets repraesentant i referencegruppen nedsat i forbindelse med etableringen af et kolonihistorisk museum vil inddrage »stemmer fra de tidligere koloniserede områder«, det vil sige efterkommere af slaver eller ”slavegjorte”, som det hedder på politisk korrekt dansk.

Meget af den viden, man kan få om Danmarks jernalder ved at se en udstilling med guld- og sølvgenstande fundet i den danske muld med metaldetektorer gennem det seneste årti, kan det imidlertid vaere svaert at se nutidsrelevansen af, men den bør heller ikke vaere det vigtigste ved en udstilling. For da ender man med kun at søge det i fortiden, der har betydning for nutiden, og dermed er fortiden gjort irrelevant. Det spaendende ved historien er netop, at man kan støde på forhold, der er meget fjerne fra nutidige forhold.

Desvaerre står antropologen

Rane Willerslev ikke alene med kravet om historiens indsaettelse i en nutidig ramme. Det kom ind i bekendtgørelsen for faget historie med 2005-gymnasiereformen, og gymnasieelever skal i dag »formulere historiske problemstillinger og relatere disse til elevernes egen tid«.