Sådan ville Jens Otto Krag ikke have gjort

Mette Frederiksens smukke ambition om at stå på skuldrene af Jens Otto Krag og reformprogrammet "Fremtidens Danmark" må ikke ende som endnu en forhastet spareøvelse på velfaerdens regning.

I begyndelsen af 2021 blev Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, bange. Rigtig bange. Mette Frederiksen havde i en tale bebudet såkaldte »andengenerationsreformer«. Det er reformer, der i stedet for skattelettelser til de rigeste eller flere pisk af de arbejdsløse lader sig inspirere af Jens Otto Krags stort anlagte reformprogram ”Fremtidens Danmark”, som lagde byggestenene til den velfaerdsstat, vi kender og elsker.

En bedre inspirationskilde til et opgør med de seneste 20 års nedskaeringsreformer er svaer at forestille sig. Selv hvis man troede på den paradoksale fortaelling, at vi bliver nødt til at afskaffe velfaerdsstaten for at bevare den, så gnaver vi for laengst på en blottet knogle. Vismaendene sagde det klokkeklart i 2019: De lavthaengende frugter til at øge arbejdsudbuddet er allerede plukket.

Desvaerre ser det ud til, at regeringen med reformpakken ”Danmark kan mere I” har fået kolde fødder. Regeringens udspil indeholder rigtignok mange fine takter: en mere retfaerdig beskatning af store aktieindkomster, en styrkelse af dagpengenes daekningsgrad samt penge til uddannelse og grøn omstilling. Desvaerre er der også klassiske reformgreb. Det gaelder isaer den bebudede slagtning af de nyuddannedes dagpenge, der vaekker mindelser til de oldnordiske reformparoler, som får mundvandet til at løbe hos liberale. De Radikale og blå blok traekker den ene reformklassiker efter den anden op af hatten som en livstraet kanin, der helst bare vil slippe for den samme dødssyge forestilling endnu engang: De vil saenke topskatten. De vil hive udenlandsk arbejdskraft ind til alt for lav en løn. Og så bliver det pludselig rigtig svaert at få øje på Krag og ”Fremtidens Danmark”.

Hvad er egentlig begrundelsen for, at vi skal gribe til de klassiske reformtiltag? I en tid, hvor dansk økonomi er bomstaerk, og vi ridder på et opsving, har vi så ikke netop gunstige forhold til at taenke lidt mere langsigtet?

SF kommer til at gå konstruktivt ind i arbejdet omkring regeringens reformpakke – ikke mindst på grund af de fine elementer i pakken, herunder isaer investeringer i uddannelse. Men jeg håber virkelig ikke, at pakken signalerer en vaklen i troen på, at inspirationen fra Krag var rigtig og vigtig. Det handler ikke mindst om, at jeg personligt mener, det er nødvendigt at øge arbejdsudbuddet. Faktisk synes jeg, at både regeringens og Radikale Venstres planer er en smule uambitiøse, hvis man taender for det lange lys. ”Danmark kan mere I” øger kun arbejdsudbuddet med 10.500 personer. Det er ikke noget videre imponerende tal, givet at vores velfaerdssamfund står over for store økonomiske udfordringer i fremtiden, der kraever flere haender – og ikke mindst kvalificerede haender. Spørgsmålet er nemlig, hvad det i realiteten er, der holder folk ude af arbejdsmarkedet? Lad os prøve at se på tallene.

200.000 holdes ude som følge af det, man kan kalde forskellige grader af en dårlig barndom. Måske har deres far drukket. Måske er de fra et kaerligt hjem, der bare ikke havde ressourcerne til at klaede dem på til livet. Måske har de haft svaert ved at laese og regne og har ikke modtaget den nødvendige hjaelp.

100.000 holdes ude som følge af et alt for ringe arbejdsmiljø. De går måske ned med stress og må holde en pause fra arbejdsmarkedet, lider et kompetencetab og kommer aldrig tilbage.

72.000 fuldtidspersoner holdes ude som følge af sygefravaer, og 15.000 yderligere som følge af deciderede arbejdsulykker.

Kigger vi alene på dette udpluk, står vi med et tabt arbejdsudbud på godt 400.000 i runde tal. Ikke fordi de får for meget i understøttelse. Ikke fordi de er dovne. Men fordi de er blevet svigtet i barndommen, mangler kompetencer eller er bukket under for et arbejdsmiljø, der ikke kunne rumme dem.

Naturligvis kan vi ikke løse alle de problemer i morgen. Vi foreslår, at regeringen, Folketinget og erhvervslivet sammen saetter en målsaetning om et rødt arbejdsudbud – om at realisere 10 pct. af de 400.000 som et faktisk, øget arbejdsudbud. Det vil rigtignok koste nogle penge – men vil til gengaeld føre til en forbedring på de offentlige finanser på omtrent 15 mia. kr. og 40.000 ekstra haender på det danske arbejdsmarked. Slut med kortsigtede løsninger. Slut med et kontanthjaelpsloft, der øger arbejdsudbuddet med sølle 600, men til gengaeld ødelaegger børns opvaekst. Slut med at spare penge på kernevelfaerd kun for at bruge de surt optjente kroner på voldsomt dyre skattelettelser.

Blot et eksempel: Hvis halvdelen af alle under 25, der lige nu er ufaglaerte, får en kompetencegivende uddannelse, så øger vi arbejdsudbuddet med 11.000. Eller en endnu mere simpel løsning: hvis vi i morgen gav alle offentligt deltidsansatte, der ønsker at arbejde fuld tid, mulighed for det, så øger vi arbejdsudbuddet med 18.500. Begge tiltag giver altså hver isaer et større arbejdsudbud end hele regeringens reformpakke tilsammen. Så hvorfor er det, at vi ikke saetter ind med reformer, der kan bringe folk i arbejde ved at forbedre deres tilvaerelse?

Det korte, kedelige og dybt bizarre svar er, at mange af de her metoder ikke passer ind i Finansministeriets regnemodeller. Jo, jo, ministeriet anerkender, at mange mennesker står uden for arbejdsmarkedet af de grunde, jeg taler om. Hvad de derimod ikke altid anerkender, er, at politik, der løser de problemer og får de mennesker i arbejde, øger arbejdsudbuddet.

Hvis du synes, det lyder som volapyk, så har du fuldstaendig ret.

Som direktør i Arbejderbevaegelsens Erhvervsråd sagde det i Børsen for nylig: »Den her pakke er et godt eksempel på, hvordan nogle regneregler naesten definerer en politik.« Man har lovet De Radikale 10.500 i arbejdsudbud, og Finansministeriets regnemaskine siger, at reformpakken giver 10.500 i arbejdsudbud.

Jeg anerkender, at regeringens opgave ikke er nem. Hver gang den tillader sig selv at drømme om det røde arbejdsudbud, så står dommedagskoret i De Radikale og blå blok klar med ildevarslende klagesange.

I SF naegter vi simpelthen at vaere slaver af så snaevre praemisser for politik. Hvis mennesker holdes uden for arbejdsmarkedet af de problemer, jeg har skitseret, så lad os da forsøge at løse dem. Det kraever selvfølgelig, at vi tør. At vi tør forsøge at give så mange børn som muligt en reel chance. Det kraever en styrkelse af daginstitutioner og folkeskolen, så ressourcesvage børn ikke forsvinder i maengden. At vi sikrer, at inklusion ikke laengere bliver brugt som en spareøvelse, og at vi saetter ekstra ressourcer af til at hjaelpe de svageste elever i folkeskolen.

At vi tør skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor nedslidning og arbejdsulykker forebygges – for eksempel gennem en markant styrkelse af Arbejdstilsynet. Ved at indføre større bøder for at bryde reglerne, obligatoriske kurser for offentlige ledere i psykisk arbejdsmiljø og ved at blive bedre til at udvikle arbejdsmiljøvenligt udstyr.

At vi tør arbejde for et konstruktivt og målrettet arbejdsløshedssystem, hvor der altid er gode og konkrete tilbud om uddannelse, så vi faktisk kunne matche efterspørgslen på arbejdskraft med den arbejdskraft, der blev efterspurgt. I stedet for at drive syge mennesker rundt i en ørkesløs manege af meningsløshed.

At vi tør aendre rammerne for arbejdslivet, så hverdagen gør os mindre syge. At vi reducerer luftforureningen markant, bl.a. gennem flere og bedre miljøzoner og mindre forurening med ammoniak. Haever rengøringsstandarden i eksempelvis daginstitutioner, på sygehuse og på plejehjem, så dårlig rengøring ikke som i dag bidrager til at sprede infektionssygdomme.

Jeg anerkender, at regeringens opgave ikke er nem. Hver gang den tillader sig selv at drømme om det røde arbejdsudbud, så står dommedagskoret i De Radikale og blå blok klar med ildevarslende klagesange om, at Danmarks økonomi vil henligge i ruiner, hvis ikke de gamle reformtravere tages i brug øjeblikkeligt. Krag havde en anden vision. På skuldrene af den byggede Danmark velfaerdsstaten.

Nu skal vi have fundet en god løsning på de nuvaerende reformforhandlinger, så resultatet bliver bedst muligt for Danmark. Men det er en bunden opgave at levere på det røde arbejdsudbud, når Nina Smiths kommission barsler.