1993 Aarhus kårede sin konge og pegede på

To af byrådets ronkedorer, Jens Arbjerg (S) og Olaf P. Christensen (K), måtte forlade deres rådmandsposter ved indgangen til den byrådsperiode, der hen mod slutningen gav Aarhus en ny borgmester, da Thorkild Simonsen blev minister, og Flemming Knudsen tog

Valget den 16. november 1993 blev et S-valg. Socialdemokratiet gik frem fra 47.842 stemmeseddelskryds i 1989 til 67.021 i 1993. Fra en vaelgeropbakning på 36,7 pct. i 1989 til 45,9 i 1993. S gik fra 12 til 15 mandater i byrådet – en plads fra det absolutte flertal – og det højeste mandattal siden Bernhardt Jensens sejr i 1970.

Og partiets spidskandidat og ubetingede leder, borgmester Thorkild Simonsen, trak laesset og gik fra 23.045 personlige stemmer fire år tidligere til 37.906.

Thorkild Simonsen var populaer. Og allerede før valget var ingen i tvivl om, at Thorkild Simonsen ville fortsaette som borgmester. I stedet var der en del spekulationer om, hvem der – når det ville blive aktuelt – skulle afløse ham. I en årraekke havde pilen peget på Eva Tørnaes, men taet på slutningen af den forgangne valgperiode fik hun så store personlige problemer, at hun forlod både byrådet og sin rådmandspost. De tilbagevaerende Simonsens-efterfølger-kandidater var primaert rådmand Lis Saerkjaer og Flemming Knudsen, der havde siddet i byrådet siden valget i 1985. Og i periferien Torben Brandi og Knud Erik Mortensen.

Valget af to borgmestre

Valgforsker Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, sagde det sådan til Aarhus Stiftstidende et par dage før valget:

»På tirsdag vaelger vi måske to borgmestre. En for de naeste fire år – og hans afløser.«

Men hvem var så nummer to i det socialdemokratiske hierarki?

Det skulle valget give et fingerpeg om. Ved valget i 1993 gik naestflest socialdemokratiske personlige stemmer til Flemming Knudsen (4.486) foran Lis Pedersen (3.509) og Torben Brandi Nielsen (1.667), der kom i byrådet fra en post som lokal LO-formand.

Thorkild Simonsen er årgang 1926 og ville altså vaere plus 70 og godt og vel pensionsmoden ved naeste valg i november 1997, hvorfor en efterfølger måske var klogt at have kørt i stilling. Vagtskiftet skete inden det, da Thorkild Simonsen den 20. oktober 1997 blev anmodet af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om at indtraede i regeringen som indenrigsminister, hvorfor Thorkild Simonsen forlod byrådet og borgmesterposten efter lang og tro tjeneste.

Hans arvtager vender vi tilbage til. For først valget 16. november 1993, hvor S som allerede naevnt gjorde det naesten historisk godt.

Frem og tilbage

De andre partier, der havde saede i 1989byrådet, gik det således i 1993:

Det Radikale Venstre bevarede deres ene mandat.

Det Konservative Folkeparti fik endnu en vaelgerlussing fra syv byrådspladser i 1985 via fem i 1989 til tre i 1993.

Vaelgerne nikkede SF en skalle, og dén knaldede mandattallet ned fra seks til fire.

Venstre fik et historisk godt valg med Hans

Schiøtt og fordoblede sig i byrådssalen fra tre til seks mandater – et antal, det liberale parti aldrig tidligere havde mønstret i Aarhus.

Fremskridtspartiet genvandt deres ene mandat, der gik til Birthe Skaarup, som senere gjorde karriere i Folketinget. Birthe Skaarup forlod Z for at tilslutte sig Dansk Folkeparti, da det parti fik en Aarhus-afdeling i 1996.

På venstrefløjen havde Den Rød-Grønne Faellesliste (VS, DKP og SAP) skiftet navn til Enhedslisten – De Rød-Grønne (Ø). Om det var grunden, vides ikke, men listen tabte 200 stemmer, og det betød et tabt mandat. De måtte fortsaette med en plads i byrådet, som Søren Egge Rasmussen satte sig på. Også han forsvandt senere til Folketinget.

Centrum-Demokraterne mistede deres ene mandat og gled ud af aarhusiansk lokalpolitik for stedse.

Retsforbundet fik 0,2 pct. af stemmerne og kom som saedvanligt ikke i byrådet.

De Grønne, der var inde i 85, taet på i 89, men med 1 pct. af stemmerne i 1993 gav det ikke adgang til rådhuset i Aarhus.

Sådan gik det også for Kristeligt Folkeparti. Nye på stemmesedlen, men uden stemmer nok til at blive valgt i byrådet, var Engagement i Lokalområdet (de fik 25 stemmer), Borgerlisten (18 stemmer), Progressiv Ungdom (76 stemmer), Naturlovspartiet (106), Arbejdsløshedspartiet (262), Nyt Midterparti (238) og Århus-listen (140).

Laengst fra at blive valgt var H. Elmelund Jørgensen (R), Niels Åge Eriksen og Sigrid Meier Andersen (begge liste Q – de kristelige). De fik hver en personlig stemme.

Konstituering uden de røde

Så alt i alt: Otte partier i 1989 blev til syv i 1993. Det røde flertal, S og SF, var forstaerket fra 18 til 19. Og uaendret 20, hvis Enhedslisten blev talt med. Men det var ikke sådan, man så det. Der blev talt om tre fløje på rådhuset. En venstrefløj på fem (SF og Ø), en højrefløj på ni, måske 10 (K, V og måske Z) og en midterfløj på 16 (S og Rad.V).

Af de 269 opstillede kandidater var 87 kvinder. I procenter en tilbagegang fra 36 i 1989 til 32 i 1993. Ind blev valgt 12 kvinder – en fremgang fra 10 ved valget i 89.

Antallet af brevstemmer forud for valget var højere, end det plejede at vaere, hvilket

rivalerne Flemming Knudsen og Lis Saerkjaer Petersen.

De to fik så henholdsvis rådmandsposterne for Skole og Kultur (4. afd.) og Socialområdet (3. afd.) Hans Schiøtt (V) fik Byplan og Veje (2. afd.), den nyvalgte SF-spidskandidat, Niels E. Eskildsen, fik Beskaeftigelse, Skat og Grønne områder (1. afd.), og Olaf P. Christensen (K) mistede efter 30 år som rådmand for Teknisk Afdeling sin post og blev rådmand for 5. afd. – Den kollektive trafik og De kommunale vaerker.

Gade og den første udlaending

Nye i byrådet pr. 1. januar 1994 var bl.a. den dengang 21-årige Louise Gade (V), som senere kom helt til top i lokalpolitik på aarhusiansk.

Og første aarhusianske byrådsmedlem med indvandrerbaggrund blev Hüseyin Arac (S), der spang ind fra en 21. plads på S-listen pga. et personligt stemmetal på over 1.000.

Blandt dem, der ikke kom ind, og som slet ikke stod på stemmesedlen, men fik stemmer alligevel, var Anders And, Elvis og Boris Jeltsin.

Og så tilbage til borgmesterskiftet. Straks efter Thorkild Simonsen havde annonceret sin afgang i oktober 1997, pegede S på Flemming Knudsen som hans efterfølger. Han var Simonsens kandidat, hvilket Lis Saerkjaer ikke kunne matche, så det endte med Knudsen, dog ikke uden et hump på vejen:

For en borgmester skal vaelges af byrådet, og her sad Hans Schøitt (V), der pegede på den radikale Bjarne Ørum, hvilket resten af højrefløjen bifaldt, og SF ikke umiddelbart ville afvise. Men da Enhedslisten sagde Flemming Knudsen, faldt brikkerne og flertallet på plads.

Flemming Knudsen blev byens ottende socialdemokratiske borgmester i streg – siden Jakob Jensen startede stimen i 1919.

Torben Brandi (S) blev ny kulturrådmand efter Flemming Knudsen. Og da Simonsen forlod byrådet, kom Jamil Abu-Kabir, byrådets andet medlem med etnisk baggrund, ind. Han sad dog kun perioden ud.