Kontroversiel forfatter kalder det politik, at hun bliver beskyldt for plagiat
Forfatter, forsker og debattør Marianne Stidsen anklages bl.a. for at have kopieret laengere passager i sin nye debatbog. Hun afviser kritikken, men risikerer nu at få set sin doktorafhandling efter i sømmene.
Plagiat eller parafrase, det er spørgsmålet.
Den kontroversielle forfatter og debattør Marianne Stidsen gør sig skyldig i sin første debatbog ”Køn og identitet: et spadestik dybere”. Det mener Carsten Fogh Nielsen, som er ekstern lektor i filosofi på Syddansk Universitet (SDU).
»Jeg vidste, at jeg ville vaere fagligt uenig med bogen, fordi jeg har laest andre af hendes ting. Jeg vidste også, at jeg nok også ville vaere politisk uenig med hende. Men det var bl.a. derfor, jeg købte den og laeste den ret grundigt, for jeg ville gerne høre, hvorfor hun mente det, hun mente. Undervejs faldt jeg tilfaeldigt over lange passager, som enten var ordrette afskrifter eller meget tekstnaere parafraser af leksikonopslag og en enkelt artikel fra Politiken, hvor det nogle gange er svaert og andre gange umuligt at se, hvor det, hun har skrevet, kommer fra,« siger han, der i flere opslag på Facebook har gennemgået passager i Stidsens bog.
Kritikken blev i første omgang fremført i Information, og juraprofessor ved SDU Sten Schaumburg-Müller har over for flere medier vurderet, at hendes bog er i strid med ophavsretten.
Marianne Stidsen afviser alle beskyldninger om plagiat »fuldstaendig«.
»Jeg gør det, at jeg visse steder i min bog, som i øvrigt ikke har noget med den overordnede analyse at gøre, inddrager, hvad man kan kalde almen viden fra leksikale opslag, hvor jeg tydeligt henviser til kilden og parafraserer dele af de opslag.«
Du skriver i et afsnit om Thomas More, at du citerer fra »diverse leksika«, men teksten stammer jo fra ét opslagsvaerk?
»Nej, for hvis du laeser videre ned i opslaget, indgår der oplysninger, som du ikke finder i Den Store Danske Encyklopaedi, så det er fuldstaendig i overensstemmelse med sandheden, når jeg skriver ”diverse”. Og det er faktuelle oplysninger om denne person, der er ikke tale om originale tanker, idéer eller noget fuldstaendig nyt.«
Men der er jo tale om enslydende formuleringer, og kritikken går på, at man ikke kan overtage formuleringer fra en tekst, aendre enkelte ord og så kalde det at parafrasere?
»Jeg argumenterer for, at det, jeg har gjort, er at parafrasere. Det holder jeg fuldstaendig fast i.«
Overvejer injuriesag
Marianne Stidsen overvejer at laegge sag an for injurier mod Carsten Fogh Nielsen og Sten Schaumburg-Müller, hvis ikke de traekker beskyldningerne tilbage. Alternativt må de sagsøge hende, så retten kan afgøre sagen, mener hun.
»Enhver kan tage fejl, herunder Marianne Stidsen, men jeg fastholder, at det er relativt klart. Hun har ikke kopieret flere kapitler, vi er ikke der, hvor de røde lamper blinker vildt og voldsomt, men jeg vurderer, at det er en ophavsretskraenkelse,« siger Sten Schaumburg-Müller, der tilføjer, at det er den forurettede ophavsretshaver, som i givet fald kan laegge sag an. deltaget i debatter om MeToo og den wokebevaegelse, som den bredt kan kaldes, som også inkluderer Black Lives Matter, LGBT+ osv. Jeg har stort set ikke oplevet andet, end at folk ikke har villet diskutere substansen i min kritik, men forsøger at aflede opmaerksomheden ved at henvise til formaliteter, detaljer og sekundaere temaer, som ikke har noget at gøre med substansen i det, jeg skriver.«
Er det så ikke desto vigtigere at have fuldstaendig styr på de småting, som eventuelt kunne spaende ben for diskussionen?
»Jo, det mener jeg også, at jeg har. Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem redelighed og pedanteri, og jeg synes, at det her er pedanteri.«
Så du mener, at det her handler om politik hele vejen rundt?
»Ja, det må du gerne citere mig for.«
Sten Schaumburg-Müller afviser, at han skulle have en politisk agenda i sagen. Carsten Fogh Nielsen ville hellere end gerne have en debat om substansen og påpeger, at han netop skriver om Stidsens argumenter i adskillige af sine Facebookopslag. Samtidig erkender han, at han formentlig har laest hende mere nidkaert, fordi han er uenig med hende.
»De, jeg er uenig med, vil jeg gerne finde ud af, hvad mener, og hvorfor de mener det. Jeg har gjort praecis det samme hos Henrik Dahl, og der fandt jeg andre ting, jeg var uenig i, men der er ikke de samme problemer med tekstnaere parafraser og gennemgange, der i lange traek er baseret på leksikonopslag.«
Kan få konsekvenser
Sagen kan få konsekvenser for Stidsens doktorafhandling ”Den ny mimesis – Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig” fra 2015.
»Marianne Stidsen har udtalt, at hun mener at have benyttet samme parafraserende metode i sin forskning, som hun har gjort i sit formidlende arbejde, derfor synes vi, der bliver skabt en usikkerhed, som har foranlediget bedømmelsesudvalget til at foreslå Københavns Universitet, at der foretages en plagiattest af hendes afhandling,« siger professor i dansk litteratur ved Sydansk Universitet Anne-Marie Mai, der var medlem af bedømmelsesudvalget ved Marianne Stidsens doktordisputats.
Hun understreger, at man i bedømmelsesudvalget ikke havde nogen mistanke om, at der skulle vaere tale om plagiat i afhandlingen, og Marianne Stidsen er da heller ikke bekymret.
»Jeg har overhovedet ikke nogen forbehold over for mit arbejde, det er fuldstaendig til punkt og prikke, som det skal vaere. Der var endda laesere af afhandlingen i sin tid, som syntes, at jeg var lidt for samvittighedsfuld og omhyggelig med at henvise til kilder. Metoden med at bruge parafrase med tydelig kildeangivelse bruger jeg også i min afhandling, og det er en fuldstaendig legitim metode i det akademiske arbejde, du skal bare vaere tydelig. Det er deri, at redeligheden ligger.«
Jeg har overhovedet ikke nogen forbehold over for mit arbejde, det er fuldstaendig til punkt og prikke, som det skal vaere. MARIANNE STIDSEN