Så er den socialdemokratiske gavebod åben igen

Mette Frederiksen lever til fulde op til sit løfte om at ligne Anker Jørgensen. Hans økonomiske politik kom naer afgrunden. Hvad med efterfølgerens? Hvor ender den?

Jeg følte mig sat tilbage til 70’ernes Anker Jørgensen-styre, da jeg onsdag aften i ”Deadline” fulgte duellen mellem Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen og Venstres Sophie Løhde.

Den socialdemokratiske ordfører afslørede med al ønskelig tydelighed, at den grundholdning, der praegede Anker Jørgensens regeringer i 70’erne, igen skal vaere den toneangivende. Det var den politik med den åbne gavebod, der endte med, at Anker Jørgensens egen finansminister, Knud Heinesen, kapitulerede og forkyndte, at den økonomiske afgrund var naer. Anker Jørgensen smed tøjlerne uden valg, og Schlüter-regeringen måtte i årene herefter sammen med De Radikale gennemføre økonomiske hestekure, kartoffelkure og andre ubehagelige kure for at få økonomien på fode igen. Det drejede sig om noget så elementaert som at sikre, at pengene er til stede, før de gives ud.

Venstres formand sagde det helt klart på Venstres landsmøde for nylig. Pengene skal vaere til stede i statskassen, før vi giver dem ud. Det lyder så banalt, at man kunne have lyst til at spørge, hvorfor manden spilder vores tid med den slags selvfølgeligheder.

Desvaerre viser historien og regeringens aktuelle politik, at Ellemanns bemaerkninger ikke er banale, men tvaertimod nødvendige. Forstå det, hvem der kan. Men for Socialdemokratiet er det ikke en selvfølge, at man skal tjene pengene, før man bruger dem. Tvaertimod er det, som om den socialdemokratiske regering finder det kontroversielt, at Venstre viser den selvfølgelige snusfornuft at forlange, at man har pengene, før de bruges. Socialdemokraterne naegter at afgive en sådan forsikring om, at der skal vaere penge i statskassen, før de bruges.

Det er egentlig velgørende, at forskellene på partierne kommer så tydeligt frem. Det er så let at åbne gaveboden og love guld og grønne skove og øget velfaerd. Men regningen skal nu engang betales. Det magtede Mette Frederiksens forbillede Anker Jørgensen ikke. I stedet gik han af og lod andre om den økonomiske genopretning.

For at saette trumf på egne løfter og skjule den kendsgerning, at socialdemokraterne naegter at give forsikring om, at indtaegter og udgifter skal haenge sammen, forsøger Rabjerg Madsen at opstille falske modsaetninger om, at Venstre vil lukke for udgifterne, hvis f.eks. corona breder sig, og landet må lukkes ned. Den påstand kunne Sofie Løhde afvise. For naturligvis vil Venstre, som tidligere, understøtte arbejdspladserne i en sådan nødsituation. Men det aendrer ikke ved det principielle.

I en historieløs tid skal der mindes om Anker Jørgensens manglende lyst til at se sammenhaengen mellem statens indtaegter og udgifter. Og der skal mindes om, at De Radikale tog deres del af ansvaret for opretningen efter Anker Jørgensen. Rabjerg Madsen forsøgte naermest at latterliggøre Sofie Løhdes paedagogiske henvisning til privatøkonomien, hvor den fornuftige familie afstemmer indtaegter og udgifter.

Den gamle historie gentager sig. Socialdemokraterne vil mane et spøgelse frem om, at Venstre ikke vil velfaerd. Jo, Venstre vil netop velfaerd, men en mere holdbar velfaerd, der ikke udhules, så kommende generationer kommer til at betale regningen. Det er, som om Socialdemokratiet intet har laert af partiets egen historie eller vil bruge den sunde fornuft. Spaendende, om regeringens støtter, De Radikale, også denne gang vil vise sig som et økonomiske ansvarligt parti. Det er jo så indlysende. Man kan ikke bruge penge, man ikke har. Børn og børnebørn får ringere velfaerd og mindre frihed, hvis socialdemokraterne får held til at vaelte regningerne over på kommende slaegter.

Det er egentlig velgørende, at forskellene på partierne kommer så tydeligt frem.