Naerhospital lyder bedre end sundhedshus
Sundhedsvaesenet skal taettere på danskerne – det er alle enige om. Centraliseringsiveren glemte naerheden. Og nu kan den vaere svaer at få genskabt. For en ting er, hvad man kalder det – noget andet, hvad det er i virkeligheden.
Sundhedsvaesenet fylder meget i folks bevidsthed, fordi vi alle går op i sygdom og behandling og bruger sundhedsvaesenet livet igennem mindst én gang om året.
Derfor er det ikke underligt, at sundhedsvaesenet topper, når man spørger borgerne om de vigtigste emner ved det kommende kommunalvalg. Og der er nok emner at tage fat på.
Mange venter utålmodigt på et sundhedsudspil fra regeringen – og ikke bare det laenge lovede udspil om en 10-års plan for psykiatrien eller forsøg på at øge antallet af sygeplejersker og praktiserende laeger.
Det kraever ikke en krystalkugle at forudsige, at sundhedsvaesenet skal taettere på danskerne – det er alle enige om. Reformudspillet fra den tidligere regering i marts 2019 hed ”Et staerkere sundhedsvaesen – taetter på dig”, og den davaerende sundhedsminister sagde, at sygehusene skal vaere til det komplicerede – hvis det ikke er svaert, skal det vaere naert.
Da vi centraliserede sygehusvaesenet i de to første årtier af det nye årtusinde, glemte vi at medtaenke det naere sundhedsvaesen: almen og specialpraktiserende laeger, de kommunale sundhedstilbud og de øvrige praktiserende sundhedsprofessioner, bl.a. fysioterapeuter og psykologer. Vi glemte en aldrende befolkning og et stigende antal kronisk syge, der ofte ikke behøver behandling i det specialiserede sygehusvaesen.
Ingen drømmer om at rulle centraliseringen tilbage, men vi skal styrke det naere sundhedsvaesen og udlaegge visse ambulante sygehusfunktioner. Dette undersøgte Sundhedsstyrelsen i 2018 i et notat om det naere og sammenhaengende sundhedsvaesen.
Konklusionen var, at flere opgaver med fordel kunne løses i det naere og sammenhaengende sundhedsvaesen. Ingen er overordnet uenige i ønsket om mere naerhed, men som altid består uenigheden i, hvordan vi giver indhold til det, vi for 40-50 år siden omtalte som LEON-princippet: Lavest effektive omsorgs- og omkostningsniveau for behandlingstilbud – noget, man glemte i iveren for at centralisere mange sygehusbehandlinger for at få det bedste behandlingsresultat.
Statsministeren sagde ved Folketingets åbning, at »som noget nyt vil vi etablere naerhospitaler. Hvor kommuner, regioner og almenlaeger kan arbejde taettere sammen om patienten. Det bliver mere trygt«.
Idéen om naerhospitaler blev introduceret i det socialdemokratiske sundhedsudspil fra oktober 2018 ”Tid til omsorg”. Der er ingen tvivl om, at det bliver én af byggestenene i et kommende udspil sammen med idéen om sundhedsklynger. I modsaetning til den tidligere regerings udspil er regionerne i dag fredet.
Det blev de i forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne, og Venstre accepterer nu igen regionernes eksistens. Vi slipper med andre ord for en ny debat om for og imod regioner.
Først i juni praesenterede regeringen sammen med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening en aftale om sundhedsklynger. Det hed bl.a., at sundhedsklynger, der skal bestå af kommuner og almen praksis omkring de 21 akutsygehuse, skal tage faelles ansvar for befolkningen i optageområdet og styrke sammenhaeng og bedre behandlingsog rehabiliteringsforløb for borgere, der har forløb på tvaers af regioner, kommuner og almen praksis. Idéen om sundhedsklynger var lånt fra den tidligere regerings reformudspil, men uden nogen af tidslerne.
Man må håbe, at regeringen ikke dumstaedigt holder fast i betegnelsen naerhospital. Den indbyder til misforståelser og har ikke noget med et ”rigtigt” hospital at gøre: hverken senge eller døgnåbent med sygehuslaeger.
Der er i virkeligheden ikke tale om andet end store sundhedshuse, som vi f.eks. allerede kender det fra Sundhedscenter Haderslev med kommunale sundhedsfunktioner, nogle regionale funktioner som jordmoderkonsultation, mammografiscreening, røntgenapparat, flere praktiserende speciallaeger og alment praktiserende laeger, laegevagt samt lokal- og socialpsykiatri.
Der er tale om et kommunalt-regionalt samarbejde, der holder til i nye ca. 5.000 kvm til ca. 80 mio. kr., og der er lige igangsat en udvidelse.
Det svarer stort set til den beskrivelse, der findes i det socialdemokratiske 2018-oplaeg, bortset fra muligheden for småoperationer, men det vil i givet fald kunne klares af en praktiserende speciallaege i kirurgi, og at det ikke er indrettet i et tidligere sygehus, altså Haderslev Sygehus, som statens ejendomsselskab Freja overtog.
Der er mange andre tilsvarende eksempler, bl.a. Kalundborg Sundhedsog Akuthus fra 2014, som heller ikke blev indrettet i det tidligere Kalundborg Sygehus.
Regeringen har bedt Sundhedsstyrelsen om at lave et notat om naerhospitaler, og det tilkommer naturligvis ikke en styrelse at sige, at der er tale om store sundhedshuse. Betegnelsen bruges dårlig nok i notatet, men i et appendiks har man kuriøst nok medtaget et danmarkskort med tvaersektorielle sundhedshuse.
I stedet bruges godt 30 sider på en håbløs definitionsøvelse, som cementerer det naere sundhedsvaesen i en sygehustaenkning, der netop ikke afspejler naerhed og munder ud i en definition af et naerhospital: ”En institution, der både leverer ambulante sygehusfunktioner under laegeligt ansvar og tvaerkommunale sundhedsindsatser”, og det hedder embedsmandagtigt, at det efterfølgende bør kvalificeres.
Der tør nok siges: Hvor er f.eks. de regionale sundhedstilbud uden for sygehusene, altså bl.a. almenog specialpraktiserende laeger.
Og havde Sundhedsstyrelsen kigget i det socialdemokratiske 2018-oplaeg – men det gør en upolitisk styrelse jo ikke – ville man nok have genskrevet notatet og have inddraget ikke kun styrelsens sygehusafdeling i arbejdet, men også afdelingen for den primaere sundhedssektor.
Man må håbe, at regeringen ikke dumstaedigt holder fast i betegnelsen naerhospital. Den indbyder til misforståelser og har ikke noget med et ”rigtigt” hospital at gøre.
Forud for generalforsamlingen i Danske Regioner i maj 2021 introducerede regionernes formand og naestformand begrebet ”specialiserede sundhedshuse”, og den tidligere regeringen talte i sit reformforslag fra marts 2019 om ”store sundhedshuse” og nu taler statsministeren om ”naerhospitaler”. Befolkningen er nok ligeglad med, hvilket begreber man bruger, men er ikke ligeglade over for, hvad man kan forvente af behandlingstilbud i de nye eller allerede eksisterende eller udbyggede ”huse”.
Det er ikke nok at sige, at de skal vaere de steder, hvor der er blevet langt til det naermeste hospital, og hvor borgerens undersøgelse eller behandling ikke er så kompliceret, at man behøver den lange tur til sygehuset, når det kan klares i det lokale sundhedshus.
Der skal imidlertid også vaere det nødvendige befolkningsunderlag for at sikre, at der er brugere nok til behandlingstilbuddene og i det hele tager er tilpasset de lokale forhold. Indbyggertallet i mange kommuner vil ikke vaere stort nok til at understøtte et sundhedshus med mange tilbud. Det skriver Sundhedsstyrelsen klart i notatet om naerhospitaler.
I den tidligere regerings reformforslag var der afsat 4 mia. kr. til sundhedshuse, men før der afsaettes mange milliarder i et kommende sundhedsudspil, bør der som minimum skabes klarhed over, hvad et moderne sundhedshus skal/kan indeholde, hvad der er et nødvendigt befolkningsunderlag og samspillet med akutsygehusene. Det vil kraeve en naesten total omskrivning af Sundhedsstyrelsens notat om naersygehuse.
Samtidig kunne notatet om, hvad der kan udlaegges, opdateres.
Akutsygehusene skal ved opbygningen af det naere sundhedsvaesen på én og samme gang både vaere det specialiserede tilbud og ”servicestation” for det naere sundhedsvaesen. Altså en redefinition af sygehusrollen.
Der er ikke behov for et ekspertudvalg til denne afklaring – det kan klares ved skrivebordet i løbet af mindre end én måned. Det er dog ingen garanti for, at det risikerer at blive en land/by-problemstilling i regeringens ”Et Danmark i balance”. Det må ikke ske – dertil er fremtidens naere sundhedsvaesen for vigtigt for danskerne.