De forgreb sig på dem, de var sendt ud for at hjaelpe

WHO offentliggjorde forleden en eklatant 35 sider lang rapport om dets medarbejderes indblanding i overgreb og seksuelt misbrug i DR Congo. Det er ikke første gang, at en stor hjaelpeorganisation afsløres i så grel en sag, og naeppe den sidste, lyder det

Denne artikel handler helt grundlaeggende om desperation og magtmisbrug. Om hvordan over 80 nødhjaelpsarbejdere – herunder 21 ansatte ved Verdenssundhedsorganisationen, WHO – er blevet udpeget som skurke i det, der er blevet betegnet som én af de største skandaler i FN-organets historie.

Men det er også en grundlaeggende fortaelling om noget meget menneskeligt, der i teorien kan ramme os alle: Om hvordan man fuldstaendig kan miste sit moralske kompas, hvis man befinder sig i en langvarig krisesituation.

Efter 12 måneders arbejde offentliggjorde WHO forleden en rapport, som kortlaegger omfanget af de seksuelle overgreb, som ansatte ved det store FN-organ begik mod kvinder og piger i DR Congo i årene 2018-2020.

Det er »rystende laesning«, som WHO’s generalsekretaer, Tedros A. Ghebreyesus, selv formulerede det, da rapportens konklusioner blev praesenteret på et pressemøde.

Kort fortalt blev et krisehold på over 1.500 WHO-medarbejdere i 2018 udsendt til det fattige centralafrikanske land for at hjaelpe med at bekaempe et ebolaudbrud, som spredte sig i de to nordlige provinser Ituri og North Kivu. Dag efter dag forsøgte de på bedste vis at redde liv og skaerme befolkningen for den dødelige virus. Men i skyggen af missionen udnyttede flere WHO-ansatte deres magtposition ved bl.a. at tilbyde job til unge piger og kvinder i bytte for seksuelle ydelser.

»Organisationen, som først og fremmest var fokuseret på at udrydde ebola, var fuldstaendig uforberedt på at håndtere risikoen for og tilfaelde af seksuel udnyttelse og misbrug,« konkluderer rapporten.

Lina, Jolianne og 73 andre ...

I alt har 63 kvinder og 12 maend i alderen 13 til 43 år fortalt deres historie til den uvildige undersøgelseskommission. En af dem er Lina. Hun optraeder ligesom andre ofre under pseudonym i rapporten, men detaljerne i hendes møde med en WHOansat er velbeskrevne.

Efter i to måneder at have modstået seksuelle tilnaermelser fra hjaelpearbejderen var hun til sidst så desperat for at få et job og forsørge sig selv og sine fire børn, at hun gik med til at have samleje med manden.

»Hun fortalte, at hun end ikke turde bede ham om at bruge et kondom, af frygt for at han ville naegte at have sex med hende, og at hun så ikke ville få jobbet,« står der om Linas oplevelser i rapporten.

Gerningsmaendenes manglende brug af kondom går igen i andre vidnesbyrd. I alt fastslås det, at overgrebene har ført til mindst 29 graviditeter.

En anden kvinde, Jolianne, solgte mobilopladere i vejkanten, da en bil kørte ind til siden, og chaufføren tilbød hende et lift hjem. I stedet tog manden, der var chauffør for WHO, hende med på et hotel og voldtog hende.

»For nogle af de formodede ofre var det en unik mulighed at arbejde for den udsendte gruppe i en region, hvor jobmuligheder, saerligt for kvinder, er meget sjaeldne. Den økonomiske usikkerhed og generelle usikkerhed var så stor, at et job for dem vaegtede højere end noget som helst andet, herunder tvang til at have sex i bytte for løfter om et job,« konkluderer rapporten.

Nogle af kvinderne blev tvunget til at fortsaette med at tilfredsstille de maend, der fik dem ansat, for at beholde jobbet. Men »størstedelen fik ikke de job, de var blevet lovet, selv om de var gået med til sex«, fastslår undersøgelsen.

En »overordentlig pinlig« sag

Alt fra administrative medarbejdere, chauffører og sikkerhedsvagter til laeger naevnes i rapporten som overgrebsmaend, og saerligt de WHO-medarbejdere, som stod for at ansaette lokale på korttidskontrakter i beredskabsteamet, anklages for at have udnyttet deres position.

Danske Bjørn Melgaard, der tidligere har vaeret direktør i den store FN-organisation gennem 11 år, tøver ikke med at kalde sagen »overordentlig pinlig« for WHO. Men samtidig undrer han sig også over, at det kunne ske.

»Det overrasker mig lidt, for jeg synes sådan set, at de fleste medarbejdere i WHO har en høj integritet. Men jeg ved også, at når man står i katastrofelignende situationer eller som her midt i en ebolaepidemi, så bliver der ansat en raekke folk, som ikke er vant til de principper, moralske retningslinjer og vaerdier, som WHO står for,« siger han.

»WHO er ikke pletfri. Det er mennesker, som tegner organisationen, og ikke udstyr, og der er ingen tvivl om, at man kan finde brodne kar. Store organisationer vil i den store målestok altid løbe ind i skandaler,« lyder det fra den tidligere WHO-direktør.

Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, hvor han bl.a. beskaeftiger sig med dansk og internationalt udviklingssamarbejde, mener også, at DR Congo-sagen er alvorlig for WHO.

Man taler ofte om normskreddet i forbindelse med laengerevarende udsendelser. I krisesituationer bliver folk yderligere presset, og det bliver endnu svaerere at holde tungen lige i munden og opføre sig ordentligt. Det er tydeligvis et problem, og det kommer ret sikkert til at ske igen, det er meget vanskeligt at undgå. LARS ENGBERG-PEDERSEN, SENIORFORSKER VED DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER, DIIS

»FN-systemet er bygget på menneskerettigheder, og så skal FN-systemet jo ikke bedrive overgreb,« siger han.

Lars Engberg-Pedersen forklarer, at det er et velkendt faenomen, at der i krisesituationer opstår »normskred«, når man som nødhjaelpsarbejder udsendes eller arbejder i en anden virkelighed.

Det er bl.a. Oxfam-sagen i Haiti et lignende eksempel på. Her blev flere af nødhjaelpsgruppens medarbejdere i 2018 afsløret i at have udnyttet unge kvinder og prostituerede under deres udstationering til Haiti i kølvandet på det store jordskaelv i 2010. Oxfam mødte stor kritik for at forsøge at daekke over det.

Også FN’s fredsbevarende styrker har ved flere lejligheder vaeret under beskydning, bl.a. for overgreb i lande som DR Congo, Den Centralafrikanske Republik og Liberia.

»Man taler ofte om normskreddet i forbindelse med laengerevarende udsendelser. I krisesituationer bliver folk yderligere presset, og det bliver endnu svaerere at holde tungen lige i munden og opføre sig ordentligt. Det er tydeligvis et problem, og det kommer ret sikkert til at ske igen, det er meget vanskeligt at undgå,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Lokale congolesere i søgelyset

Det er både lokale og internationale hjaelpearbejdere hos WHO, men også andre hjaelpeorganisationer eller samarbejdspartnere, der er anklaget for at have udnyttet deres position til at få sex med kvinder og piger under ebolaudbruddet i DR Congo. Størstedelen af de anklagede og identificerede er congolesere, som var ansatte på midlertidige kontrakter.

Rapporten peger på, at WHO ikke har gjort sit arbejde godt nok med at screene lokalt ansatte og traene dem i organisationens vaerdier. Kun en brøkdel af de medarbejdere, som var en del af ebolakriseteamet i DR Congo, havde således deltaget i traening af at forebygge seksuelle kraenkelser og misbrug.

Rapporten kritiserer ligeledes WHO for en »systematisk tendens«, når det kommer til kun at tage anklager om seksuelle overgreb alvorligt, hvis de er nedfaeldet.

Fire af de 21 anklagede maend er i dag blevet fyret fra WHO, mens 17 andre allerede var stoppet med at arbejde for WHO, da skandalen kom frem i lyset.

Et grundigt eftersyn i WHO

WHO’s top har som følge af rapportens konklusioner beordret et grundigt eftersyn af FN-organets rutiner og kultur for at forebygge lignende sager.

»Hvad der skete for jer, bør aldrig ske for nogen andre. Det er utilgiveligt. Det er min øverste prioritet at sikre, at gerningsmaendene ikke bliver undskyldt, men at de bliver holdt ansvarlige,« har løfterne lydt fra generalsekretaer Tedros A. Ghebreyesus.

Ingen i WHO’s øverste ledelseslag kendte ifølge rapporten til de store problemer i DR Congo, omend generalsekretaeren ifølge mediet The New Humanitarian besøgte DR Congo 14 gange under ebolaudbruddet.

Den 25. juni 2020 blev det store ebolaudbrud i DR Congo erklaeret for ovre, og WHO mindskede sit beredskab i de berørte områder. Over 2.200 døde i perioden som følge af den smitsomme sygdom.

Hvad angår sagen om overgreb og misbrug af de lokale kvinder, fortsaetter efterforskerne med at modtage henvendelser, selv om kommissionen i dag har afsluttet sin undersøgelse.