De fleste står af over for udsigten til et årelangt cirkus om minksagen

I det hedengangne DDR dyrkedes en udbredt folkesport – systemkritiske vitser, der gav folk afløb for utilfredshed med regimet. En af vitserne var en gåde: Hvad er verdens mindste tidsenhed? Svaret var: en Ulb. Det var dén tid, det tog for DDR-borgeren at slukke sit tv, når den upopulaere partichef Walter Ulbricht tonede frem på skaermen.

Før året er omme, vil mange danskere have en lignende tidsenhed, når de på et splitsekund aktiverer fjernbetjeningen – en mink.

Minkskandalen satte dagsordenen i politik og medier meget af det seneste efterår, og med Granskningskommissionen – og den forestående afhøring af statsministeren – kommer det massive fokus igen. Og mange orker slet og ret ikke mere mink.

Aflivningen af minkene uden lovgrundlag er selvfølgelig en skandale. Den fylder af gode grunde meget i landbrugskredse, det gør den også i medierne og blandt en del borgerlige, herunder laesere af denne avis.

Da Altinget for nylig reporterede fra Venstres landsmøde, hed reportagen ganske rammende: ”Ellemann sagde frihed 47 gange. Men først da han sagde mink, blev han baglandets mand”. Minkskandalen passer perfekt til den borgerlige fortaelling om en magtfuldkommen statsminister på kant med lov og privat ejendomsret.

Men, men, men … Folk flest deler ikke det massive fokus på mink.

For det første opstår der altid en vis traethed, når medier og politikere kører laenge i samme rille – »sker der virkelig ikke andet ude i verden«, spørges der rundt i stuerne. Hertil kommer en mere fundamental kløft, der har praeget meget af corona-forløbet: Siden foråret 2020 har corona-restriktionerne vaeret under massivt bombardement fra en dagsordensaettende trekant – medier, erhvervslobbyister og dele af oppositionen. Store dele af befolkningen er imidlertid et andet sted, for dem var (og er) restriktionerne en ubehagelig nødvendighed for at bremse smittefaren, indtil vi fik gang i vaccinen.

Kløften dokumenteres af Trygfondens undersøgelser. Da debatten om restriktionerne i marts i år kørte for fuld skrue, spurgte Trygfonden, om »politikerne har begraenset borgernes frihed for meget under corona-krisen«. Det var kun 28 pct. enige i – 65 pct. uenige. Over 70 pct. tilsluttede sig, at »myndighedernes krav til borgerne under epidemien er i det store hele fornuftige«.

I dette perspektiv var minkaflivningen uskøn, men nødvendig.

Det er veldokumenteret, at tusindvis af menneskelige smittetilfaelde det seneste efterår kan føres tilbage til minkfarmene. Laeg dertil frygten for nye mutationer og udlandets reaktioner. Lovgrundlaget skulle selvfølgelig have vaeret der, men grundlaeggende var der ikke andet at gøre.

Minkskandalen mangler noget afgørende for at blive en bevidst forbrydelse – et motiv.

Vi ved allerede meget om det kaotiske minkforløb. Skandalen mangler noget afgørende for at blive en bevidst forbrydelse – et motiv. Intet havde vaeret lettere for Mette Frederiksen end at annoncere minkindgrebet og i samme åndedrag bede Folketinget om lovhjemmel. Når lovgrundlaget først blev etableret for sent, skyldes det efter alt at dømme en stribe megafejl fra en overtraet og lettere panisk regering og centraladministration, godt møre efter måneders dans med corona.

Danmark lukkede allerede ned den 11. marts 2020 – som et af de første lande. Vi er også et af de lande, der er kommet gennem pandemien med faerrest menneskelige og økonomiske tab. Det taerede på kraefter, arbejdsgange og omhyggelighed – men i det store perspektiv er det ikke så ringe endda.