Ikke flere dyre bud på klimaløsninger, der ikke virker

I deres forsøg på at fremstå som førende på klimafronten forud for FN’s kommende klimatopmøde i Glasgow (COP26) taler verdensledere atter om ambitiøse mål for CO2-reduktion. For eksempel har den amerikanske praesident, Joe Biden, sat sig som mål at skabe »en elsektor fri for CO2-forurening inden 2035 og en økonomi med netto-nuludledninger senest i 2050«. Regeringer i de fleste rige lande har formuleret lignende ambitioner.

Desvaerre er det et mål, der bliver prohibitivt dyrt. En ny undersøgelse i det velkendte tidsskrift Nature viser, at prisen for en reduktion på 95 pct. inden 2050 — taet på Bidens nettonul — ville vaere 11,9 pct. af bnp eller over 11.000 i nutidens dollars for hver amerikaner om året.

Der er gået 24 år siden vedtagelsen af Kyoto-protokollen, den første store verdensdaekkende aftale, der lovede at skaere CO2-udledninger.

Siden da har verden vaeret vaert for hundredvis af klimatopmøder, og rige lande har altid snakket godt for sig om grønne tiltag, men udledningerne er steget alligevel, fordi ingen ledere er interesseret i, at deres befolkninger skal haenge på de enorme omkostninger.

I en meget ligefrem analyse af klimapolitikken over det seneste årti kalder FN 2010’erne et tabt årti. De kan ikke se nogen forskel mellem det, der skete, og en verden, der ikke har indført nye klimapolitikker siden 2005. Taenk lige over det: Efter alle de klimatopmøder og alle de klimaløfter kan vi, når vi ser på de faktiske udledninger, ikke se forskel på den verden, vi lever i, og en verden, hvor vi ikke har gidet at gøre noget ved klimaet siden 2005.

Det saetter udfordringen ved COP26 i perspektiv. Verdens ledere kan vaelge at gøre det, de har gjort i årtier, og bidrage til endnu et klimamøde i en verden, hvor der er en overflod af velmenende klimatopmøder. Det ene land efter det andet tropper op og afgiver løfter, der lyder fantastiske, såsom transformering af elsektoren (som kun tegner sig for 19 pct. af al den energi, verden forbruger) til vedvarende energi. Der er gode chancer for, at disse løfter før eller siden vil vise sig at vaere lige så tomme som det sidste årtis løfter, for vaelgerne accepterer ikke regningen.

Eller lederne kunne langt om laenge vaelge at gå en anden vej.

Den virkelige udfordring ved den nuvaerende tilgang til klimapolitikken er, at så laenge det er dyrt at skaere udledninger, vil lederne tale i et vaek, mens de gør meget lidt. I den rige verden gøres dette for at undgå at følge i den franske praesident Emmanuel Macrons pinlige fodspor, da han måtte give indrømmelser til de gule veste, efter han havde foreslået en beskeden stigning i benzinpriserne.

Det, der skal til, er et meget større fokus på forskning i grøn energi. Hvis verden kunne innovere grøn energi, der var billigere end fossile braendstoffer, ville vi have løst problemet med global opvarmning. Alle ville skifte – ikke blot velmenende rige lande som Danmark, men alle – også Kina og Indien. I vores arbejde med 27 af verdens førende klimaøkonomer og tre nobelpristagere fandt min taenketank, Copenhagen Consensus, at den mest effektive, langsigtede klimapolitik er at investere mange flere ressourcer i grøn forskning og udvikling.

I stedet for at afgive store, dyre løfter, som fremtidige regeringer senere ikke overholder, når deres borgere protesterer over stigende energipriser, bør lederne øjeblikkeligt forpligte sig til at bruge mange flere penge på grøn forskning og udvikling. Ikke alene har de fleste lande allerede afgivet dette løfte, men det kan bekraeftes inden for 12 måneder, om de holder det. Og de samlede omkostninger for de enkelte lande bliver meget lavere end de nuvaerende klimapolitikker. Vores nobelprisbelønnede økonomer foreslår, at verden for 2030 øger finansieringen med endnu 70 mia. dollars om året. Sammenlign det med de 195 mia. dollars, vi i øjeblikket bruger på støtte til ineffektiv grøn energi.

På COP26 ville verdens ledere gøre klogt i at undgå en gentagelse af det, der har slået fejl i det seneste årti, og i stedet laegge vaegt på en billigere og smartere vej frem, der rent faktisk vil bidrage til at løse problemet med klimaaendring: Invester betydeligt mere i grøn forskning og udvikling for at sikre, at vi innoverer teknologier, der kan hjaelpe hele verden til at skifte fra fossile braendstoffer billigt.

Det, der skal til, er et meget større fokus på forskning i grøn energi.