»Speciallaeger er skaevt fordelt, og isaer i områder langt fra de store byer er der mangel«

Ventetiderne på at komme til en speciallaege skal ofte taelles i måneder, og ifølge Laegeforeningen er problemet størst uden for de store byer. Fordelingen af speciallaeger er geografisk meget skaev, og Danske Regioner erkender problemet. Svaret er at fly

Ondt i hele kroppen – er det mon gigt? Det spørgsmål kan det tage mange uger, ofte måneder, ja, op til over et år at få besvaret, når man som patient er henvist til en praktiserende gigtlaege, viser en opgørelse, som Danske Regioner har udarbejdet for Jyllands-Posten.

I Region Nordjylland, som kun råder over to specialister i gigtsygdomme – også kaldet reumatologer – er ventetiden ifølge Sundhed.dk 57 uger hos den ene og 22 uger hos den anden. I Region Midtjylland med tre praktiserende reumatologer varierer ventetiden mellem 12 og 20 uger, mens patienter i hovedstaden med mange valgmuligheder mellem gigtlaeger kan nøjes med at vente ca. 12 uger – dog med en højdespringer, hvor det tager et halvt år at komme til.

De praktiserende speciallaeger er for mange patienter nøglen til at få stillet en diagnose, og de tager imod patienter, som er henvist af deres praktiserende laege, men som ikke er tjenlige til en indlaeggelse.

De lange ventetider viser sig inden for en lang raekke specialer. F.eks. tager det op til 26 uger at få en tid i Region Midtjylland, lidt kortere i Region Nordjylland, mens hovedstadsborgerne kan regne med at få undersøgt deres øre, naese eller hals af en ekspert i løbet af to-tre-fire uger.

Angst, depressioner og stress har i mange år vaeret faste og belastende følgesvende for den 26-årige Amalie Christine Adamsen.

Hun er en af de patienter, som er fanget i en uendelig lang kø for at få tid hos en psykiater – også en gruppe af specialister med meget lange ventetider. Mellem 38 og 52 uger er den ventetid, Amalie Christine Adamsen er blevet praesenteret for i sit forsøg på at komme i behandling i Aarhus og omegn.

»Jeg har ovenikøbet forsøgt at søge hos psykiatere uden for Aarhus i håb om at komme hurtigere til,« siger hun, der fik diagnosen ADD sidste år, men som også faegter med andre psykiatriske lidelser.

»Jeg har gået hos min egen praktiserende laege, og vi har bare sammen fundet ud af, at jeg skal videre i systemet for at få den rette specialistbehandling og komme tilbage til et nogenlunde normalt liv,« siger hun, der efter et års studiepause netop er begyndt på kandidatdelen af sit studium, baeredygtigt kulturmanagement.

»Det går megadårligt, for jeg kan slet ikke koncentrere mig. Så får jeg dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke kan, og så kører den dårlige cirkel nedad,« siger hun.

Når ventetiderne til speciallaeger uden for sygehusene er meget lange isaer i visse dele af landet, haenger det sammen med en geografisk skaev fordeling. Ifølge Danske Regioners opgørelse over alle praktiserende speciallaeger uden for sygehusene klumper speciallaegerne sig sammen i de større byer og i det østlige Danmark.

Mens der i gennemsnit i Region Hovedstaden er knap 23 speciallaeger pr. 100.000 borgere, er der i de fire øvrige regioner kun omkring halvt så mange – i Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark er der omkring 12 speciallaeger pr. 100.000 indbyggere, mens tallet i Region Sjaelland er 14,7.

Kigger man på de forskellige laegefaglige specialer, er der flere eksempler på endnu større geografiske forskelle: I Region Hovedstaden er der knap 2,5 praktiserende gynaekologer pr. 100.000 borgere, mens der i Region Nordjylland kun er omkring 0,3 gynaekologer pr. 100.000 borgere.

I Region Nordjylland og Region Syddanmark er der ifølge Danske Regioner henholdsvis 1,20 og 1,41 psykiatere pr. 100.000 borgere mod 2,86 psykiatere pr. 100.000 borgere i Region Hovedstaden. Landsgennemsnittet ligger på 2,04 psykiatere pr. 100.000 borgere.

For få ydernumre

I 24 af landets 98 kommuner er der ingen psykiater, ifølge opgørelsen. Flest psykiatere pr. 100.000 borgere er der i Lyngby-Taarbaek og Roskilde, nemlig 6,66 psykiatere pr. 100.000 borgere.

For Amalie Christine Adamsen er det frustrerende og overvaeldende ikke at kunne få den nødvendige hjaelp og få sammensat en medicinsk behandling, der kan hjaelpe hende til at fungere.

»Jeg er – heldigvis – ikke så syg, at jeg er til fare for mig selv eller andre, og derfor er jeg ikke i målgruppen til at blive indlagt. Omvendt kan min praktiserende laege ikke gøre mere, så jeg er henvist til at søge en praktiserende psykiater, og det er ved at draene mig,« siger hun og føler sig helt overladt til sig selv.

»Det er mit eget ansvar at finde en behandling, og jeg kan ikke udefra se, om den enkelte psykiater har forstand på netop det, jeg fejler. Der er ingen varedeklaration. Hele ansvaret ligger på mine skuldre, og det er naesten ikke til at baere, for jeg er jo syg og bakser i forvejen med alt det, jeg ikke når og ikke føler, jeg har kraefter til,« siger hun.

Laegeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, kalder manglen på praktiserende speciallaeger – og den skaeve fordeling af dem – for et stort problem for kvaliteten i behandlingen. Og for borgernes frie valg. Hun retter ikke mindst kritikken mod den enkelte region, som selv beslutter antallet af speciallaeger uden for sygehusene ved at udbyde et bestemt antal ydernumre.

»Ydernumrene og dermed speciallaeger er skaevt fordelt, og isaer i områder langt fra de store byer er der mangel på speciallaeger med egen praksis. Jeg kunne godt få den mistanke, at nogle regioner, som i forvejen kan have svaert ved at rekruttere og fastholde speciallaeger på sygehusene, er tilbageholdende med at tildele ydernumre af den simple grund, at de frygter at draene deres sygehuse for netop speciallaeger,« siger hun.

Hun understreger, at manglen på speciallaeger uden for sygehusene er et problem isaer for patienter, som skal i gang med udredning af en formodet sygdom.

For få bliver uddannet

»For den gruppe er det af stor vaerdi, at de kan komme til hurtigt og få af- eller bekraeftet, om de skal videre i systemet. Her er der ikke behov for at starte den helt store hospitalsmølle, men med de ekstremt lange ventetider til mange praktiserende speciallaeger har patienterne ikke den valgmulighed for hurtigt at blive vurderet af en specialist,« siger Camilla Noelle Rathcke, som bl.a. peger på psykiatrien, reumatologien og neurologien som nogle af de specialer, der for alvor mangler speciallaeger med praksis.

Laegeforeningen har laenge kaempet for at udvide antallet af uddannelsesstillinger, som er laegens vej til at blive speciallaege. Af Sundhedsstyrelsens seneste dimensioneringsplan fra sommeren 2021 fremgår det, at der i 2022 skal uddannes 1.069 speciallaeger i Danmark og 1.090 i 2023. Her ville Laegeforeningen gerne have haevet barren til 1.250 uddannelsesstillinger årligt.

»Det er altafgørende at få uddannet flere

speciallaeger i de kommende år, og det nytter ikke at tro, at man ved at holde antallet lavt tvinger laeger ud i tyndt befolkede områder for at tage en bestemt specialistuddannelse, som de ikke har blik for er noget for dem. Der er mange specialer, og det er et stort puslespil, men det er vigtigt, at alle laeger får mulighed for at blive speciallaege, så vi også kan sikre høj kvalitet i vores behandlinger. Ellers risikerer vi, at laegerne i stedet tager til Norge eller Sverige for at få deres speciallaegeuddannelse, og så er det ikke sikkert, de vender tilbage igen,« siger Camilla Noelle Rathcke.

Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, er enig i behovet for at få uddannet flere speciallaeger for at sikre en bedre fordeling. Men hun advarer mod at tro, at det er gjort med et øget antal uddannelsesstillinger i de store byer.

»Grundlaeggende er min holdning, at man skal uddanne speciallaeger derude, hvor der er brug for dem. Vi tror simpelthen ikke på, at hvis man uddanner dem i de store byer, så flytter de ud, hvor der er brug for dem, når de er faerdiguddannede. Tvaertimod. Vores erfaring er, at de naesten hellere vil tage til Norge, når de er faerdiguddannede, end at de vil tage til Sønderjylland eller Vestjylland,« siger Stephanie Lose.

Derfor handler det om at få de unge studerende ud i landet, før de når at slå rødder i storbyerne.

»For en del år siden fik Aalborg en medicinuddannelse, og det er den vaesentligste årsag til, at laegedaekningen er blevet bedre i regionen, end den har vaeret. Derfor har jeg også store forventninger til, at den kandidatuddannelse i medicin, som starter i Esbjerg i sommeren 2022, vil bidrage til bedre laegedaekning i den sydjyske del af regionen,« siger Stephanie Lose, der tilføjer, at der nu også er en medicinuddannelse i Køge.

Underforsyning af speciallaeger

Regionernes formand saetter ikke tal på, hvor mange uddannelsesstillinger der er brug for, men hun siger, at det er fornuftigt at øge antallet de naeste år, som der er lagt op til, og at det vil vaere mest fornuftigt at »skrue op i de specialer, hvor laegerne mangler mest«. Foruden almen medicin – altså praktiserende laeger – gaelder det ifølge Stephanie Lose specialer som psykiatri, neurologi, geriatri, radiologi og urologi.

»Det er åbenlyst, at der er en underforsyning af speciallaeger i nogle områder, f.eks. i psykiatri, og hvis vi i Region Syddanmark slog 10 ydernumre op i morgen og rent faktisk kunne rekruttere til dem, så gjorde vi det. Problemet er bare, at vi er kommet i en mangelsituation i psykiatri, som er så omfattende, at vi ude i regionerne godt ved, at vi dermed risikerede at komme til at konkurrere med os selv. Forstået på den måde, at de få psykiatere, vi selv har på sygehusene, måske er dem, som ville søge ydernummeret,« siger hun.

Stephanie Lose peger på, at man i overenskomsterne også forsøger at understøtte bedre laegedaekning, bl.a. ved at understøtte uddannelse i ledelse, organisationsudvikling og praksisdrift, forsøge at få aeldre laeger til at fortsaette, eventuelt med hjaelp fra andre laeger, i stedet for at gå på pension og ved at ophaeve begraensningen i antallet af ansatte laeger pr. ejerlaege.

Samtidig fremhaever hun, at regionerne netop har indgået aftale med praktiserende speciallaeger, som giver mulighed for at lave satellitklinikker. På den måde kan en enkelt praksis daekke et større geografisk område. I aftalen er der øremaerket ca. 55 mio. kr. til nye ydernumre i de specialer, som der bliver øget behov for i de kommende år på grund af et stigende antal aeldre.

For overlaege Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Psykiatrifonden, er manglen og den skaeve fordeling af praktiserende psykiatere en del af et større problem for mennesker med behov for udredning og behandling for psykiske sygdomme.

»Det er nødvendigt at finde ud af, hvilke patienter som har behov for en speciallaege i psykiatri, og hvem der eventuelt kan behandles af psykologer eller de praktiserende laeger. Systemet haenger sammen, men det gør planlaegningen ikke i øjeblikket,« siger Torsten Bjørn Jacobsen.

I øjeblikket har Amalie Christine Adamsen bevilget sig selv ro og fred og er taget hjem til sin mor »langt ude i det nordjyske«. Her samler hun kraefter i trygheden og får en pause fra den dårlige samvittighed.

»Jeg bor sammen med min kaereste, og både over for ham og alle andre har jeg evig og altid dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke kan og orker,« siger hun, der netop har søgt dispensation for at studere på nedsat tid.

Isaer i områder langt fra de store byer er der mangel på speciallaeger med egen praksis. CAMILLA NOELLE RATHCKE, FORMAND FOR LAEGEFORENINGEN