Er Erdogans diplomatiske strid en afledningsmanøvre?

Igennem sine 19 år ved magten har Tyrkiets praesident ofte pustet til konflikter med Vesten, når han var under pres på hjemmebane. Nu truer han med at saette 10 ambassadører på porten.

Tyrkiets praesident, Recep Tayyip Erdogan, har ofte skabt overskrifter med sin retorik over for vestlige allierede.

I 2017 beskyldte han den tyske regering for at bruge nazimetoder og sammenlignede hollaenderne med fascister. Senest har han i forbindelse med en strid med Graekenland og Cypern om graensedragningerne i det østlige Middelhav anklaget sin franske kollega, Emmanuel Macron for at »opføre sig som Napoleon«.

Nu har Erdogan lagt stenene til en ny diplomatisk krise. I en tale til hujende tilhaengere meddelte praesidenten i sidste uge, at han har beordret sin udenrigsminister til at erklaere 10 ambassadører, herunder fra

Danmark, USA og Tyskland, persona non grata. På dansk: uønskede.

Det er et voldsomt diplomatisk våben, som Tyrkiet kun har brugt tre gange tidligere i løbet af de seneste 50 år. Henholdsvis i 1986 og 1989 mod Libyen, Syrien og Iran.

Nu truer Tyrkiet så med at bruge det mod 10 lande samtidig. Syv af landene er som Tyrkiet en del af forsvarsalliancen Nato. Der er også tale om nogle af Tyrkiets største handelspartnere.

Erdogans vrede skyldes officielt en faelles udtalelse fra ambassadørerne, hvori de opfordrede Tyrkiet til at efterleve en dom fra Menneskerettighedsdomstolen.

For to år siden slog domstolen i Strasbourg fast, at anklagerne mod den 64-årige tyrkiske forretningsmand og filantropist Osman Kavala var ubegrundede, hvorfor den tyrkiske stat burde løslade ham.

Nye anklager

Kavala, som har siddet tilbageholdt i fire år, stod bl.a. anklaget for at have finansieret de landsdaekkende

Gezi Park-protester mod Erdogans regering i 2013. Da en tyrkisk dommer frifandt ham, rejste de tyrkiske myndigheder prompte nye anklager imod ham – nu også relateret til det fejlslagne kupforsøg i 2016.

Det har udløst kritik fra både EU og mange vestlige lande. Meldingen fra ambassadørerne er derfor ikke ny for regeringen i Ankara, og der er grund til at tro, at Erdogans udbrud har et andet motiv.

Den tyrkiske praesident står dårligere end nogensinde i meningsmålingerne. Mindre end 30 pct. af tyrkerne vil ifølge en måling fra den seneste uge stemme på Erdogans Retfaerdighedsog Udviklingsparti, AKP. Det skyldes isaer økonomien. Priserne er på himmelflugt, mens vaerdien af den tyrkiske lira synker som en sten i vand. Truslen om at udsende de 10 ambassadører fik den mandag til at synke endnu dybere.

Konflikter med Vesten

Igennem sine 19 år ved magten har Erdogan ofte skabt nye konflikter med Vesten for at aflede opmaerksomheden fra problemer eller pudse sin profil som Tyrkiets staerke mand. Nazi-bemaerkningen i 2017 om Tyskland faldt f.eks. umiddelbart før en folkeafstemning om en ny forfatning, som ville give Erdogan mere magt. Han vandt afstemningen med et mulehår.

Der kan vaere en lignende dynamik i gang nu. Det naeste parlamentsvalg ligger to år forude, men der er mange spekulationer i tyrkiske medier om, at Erdogan overvejer at udskrive valg før tid. Praesidentens påstand om, at han forsvarer landets uafhaengighed, spiller uden tvivl godt med hans nationalistiske vaelgerbase.

Men det er også bemaerkelsesvaerdigt, at Erdogans melding kom, kort efter at den finansielle arm af G7landene satte Tyrkiet på sin grå liste for at gøre for lidt for at bekaempe hvidvask. Det kan mindske udenlandske investorers tillid til Tyrkiet og forvaerre landets finansielle krise.

»Jo større pres, der er nationalt på Erdogan, jo staerkere er hans reaktion – og altid mod Vesten,« skriver Erkan Arikan, lederskribent for den tyske tv-station Deutsche Welle, i et indlaeg.

Det er stadig uvist, om Tyrkiet gør alvor af sin trussel. Mandag havde det tyrkiske udenrigsministerium ifølge nationale medier ikke taget skridt til at kontakte de 10 lande. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Erdogan hilst en ny melding fra 8 af de 10 ambassader velkommen, hvor de skriver, at de fortsat vil overholde en diplomatisk konvention om ikke at blande sig i vaertslandets anliggender. Det siger kilder i praesidentens stab.

Sker der udvisninger, vil det dog naeppe ske uden en modreaktion, siger Marc Pierini, Tyrkiet-ekspert fra taenketanken Carnegie i Bruxelles.

»Generelt bruges dette typisk kun i ekstreme tilfaelde, og ofte følger en gensidig handling.«