Faelleskommunal klimasvindel

Der findes naeppe en folkevalgt uden en klart defineret holdning til klimaforandringerne, og hvad der bør gøres for at indfri det overordnede mål i FN’s klimaaftale om nuludledning i 2050. Anderledes bliver det, jo taettere udmøntningen af de klimapolitiske ambitioner kommer på borgerne.

Meningsmåling efter meningsmåling viser, at klimaet fylder i vaelgerkorpsets dagsorden, men virkeligheden er en anden, hvis man pludselig kan blive nabo til solenergianlaeg og vindmøller og alle de gener, som de medfører.

Endnu vaerre er det, hvis den, der opstiller en vindmølle i baghaven, er en fjerntliggende kommune, der såvel nationalt som internationalt gerne vil promenere sin klimaprofil, herunder selvskabte og svaert realisable ambitioner om at blive CO2-neutral allerede i 2025.

Københavns Kommune har en selverklaeret ambition om at vaere CO2-neutral om bare tre år. Det sker dog ikke ved at rejse tårnhøje vindmøller inden for kommunegraensen, men derimod fjernt fra Rådhuspladsen. Konkret har Københavns Kommune via Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) i samarbejde med lokale lodsejere opstillet tre 140 meter høje vindmøller i Skive Kommune. Endvidere er der opstillet tre vindmøller ved Nissum Fjord i Lemvig Kommune samt andre 22 vindmøller i Lolland Kommune.

Dermed mener magthaverne i København at vaere godt på vej til at indfri ambitionen om at blive verdens første CO2neutrale hovedstad. At dette primaert skal ske gennem vedvarende energiproduktion og skovplantning langt vaek fra København, anses i Borgerrepraesentationen for at »gøre tingene smartere og grønnere«. Københavnerne kan med andre ord fortsaette udledningen af drivhusgasser, herunder CO2, mens skatteyderne i Udkantsdanmark såvel visuelt som hørbart må lide under, at borgerne på stenbroen bilder hinanden ind at vaere grønnere end andre.

At Københavns Kommune overhovedet vil vaere denne fremfaerd bekendt, er ikke svaert at have en mening om, men den bliver grotesk, når vi i avisen har kunnet berette, at Københavns Kommune ikke er den eneste, der i sit CO2regnskab indregner den fulde effekt af vindmøllerne. Det samme gør nemlig Skive, Lemvig og Lolland Kommuner, hvilket alle involverede er fuldt vidende om.

I erhvervslivet anvender man begrebet »greenwashing« om virksomheder, der gør sig mere klimavenlige, end de faktisk er. Ofte er investorernes dom hård og kontant. Når fire kommuner med åbne øjne gør det samme, er der reelt tale om klimasvindel, da ingen folkevalgte anstrenger sig for at orientere om de sminkede CO2-regnskaber.

Kommunerne har en opgave i Danmarks CO2-reduktion, isaer når det gaelder energieffektivisering af bygningsmassen, men der er alt for mange eksempler på silotaenkning, der end ikke på papiret bidrager til i afgørende grad at reducere det samlede klimaaftryk. Givet er det, at den reducerede CO2-udledning fra solenergianlaeg, vindmøller og skovplantning kun skal optraede på klimaregnskabet i beliggenhedskommunen. Det betyder udfordringer for Københavns Kommune, men vil omvendt betyde en reel CO2-reduktion.

Da kommunerne åbenbart ikke selv evner at lave retvisende CO2-opgørelser, må Folketinget gribe ind og sikre redelige kommunale klimaregnskaber.

Københavns Kommune må gerne have en ambition om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad, men det skal ikke ske ved faelleskommunal klimasvindel.