Hvad vil Danmark i EU – saette sin egen dagsorden eller rende efter de andres?

Danmark har ikke alene mistet status i EU. Danmark er også for dårlig til at søge indflydelse. Det er de korte, men til gengaeld dystre konklusioner i rapporten ”Folketinget i Europa - Europa i Folketinget”, som for nylig blev offentliggjort. Bag rapporten står folk med indgående kendskab til både dansk indenrigspolitik, EU og Europas historie, som Folketingets Europaudvalg havde bedt om at se på, om den parlamentariske kontrol med EU-politikken i Danmark er tilstraekkelig effektiv, transparent og på omgangshøjde med den bedste praksis i de øvrige EU-lande.

Det korte svar på det lange spørgsmål er, at det er den ikke og det på trods af, at lidt over en tredjedel af danske lovforslag har EUretlige aspekter.

»Folketinget inddrages for lidt, for sent og har derfor kun minimal indflydelse på den europaeiske lovgivning, som Folketinget senere skal implementere i dansk lovgivning,« fremgår det af rapporten, som tillige slår fast, at når det drejer sig om EU’s langsigtede strategiske diskussioner og det lovforberedende arbejde, så er Folketinget oftest helt fravaerende.

Heller ikke det danske system med, at regeringen skal søge mandat i Folketingets Europaudvalg, før ministeren drager til Bruxelles og afgiver sin stemme, får mange roser med på vejen.

Tidligere var den danske model forbillede, men nyere forskning viser, at Danmark er rykket ned på en femteplads, når det handler om formelle kompetencer til at kontrollere regeringens EU-politik. Folkevalgte i Finland, Tyskland,

Litauen og Sverige står bedre.

Naesten enslydende fra de mange centrale aktører, som gruppen har talt med, lyder det, at »Danmark langt hen ad vejen er en defensiv og reaktiv aktør i EU«. Danmark har kort og godt ikke gjort sig klart, hvad man vil med EU-medlemskabet, hvor der skal vaere danske spor i Europa, og hvordan kraefterne skal prioriteres for at fremme danske interesser.

»Det allerbedste er at komme på banen, allerede før kommissionen forelaegger forslag – med Danmarks størrelse er det endnu vigtigere,« lyder det fra Jeppe Tranholm-Mikkelsen, som er generalsekretaer i Ministerrådet, men som også har en lang dansk diplomatisk karriere bag sig, bl.a. som EU-ambassadør.

Claus Haugaard Sørensen, som tidligere har vaeret generaldirektør i EU-Kommissionen, siger, at »Folketinget bør fokusere mere på strategiske drøftelser om, hvilken vej EU skal bevaege sig frem for at reagere i sidste øjeblik på beslutninger i EU, hvor løbet for laengst er kørt«.

Med briternes farvel til EU kan Danmark for det første ikke laengere gemme sig bag Storbritannien, for det andet må Danmark indstille sig på, at EU ikke står stille. EUsamarbejdet er en dynamisk proces. Ikke mindst i det lys er det interessant, at Danmark under budgetforhandlingerne bruger naesten al sin politiske kapital på at få en rabat, og at regeringen hidtil har brugt energien på at begraense EU og endnu ikke er barslet med den europapolitiske aftale, som har spøgt i forskellige regeringers kulisser i årevis. Mens Danmark fedter med rabatten, satser andre på den store gevinst.

I rapporten fastslås det, at Danmarks defensive rolle haenger sammen med fravaeret af en europapolitik. »Der bliver ikke på parlamentarisk niveau taget stilling til, hvilke mål Danmark skal forfølge i EU, og hvilke forslag Danmark skal fremme,« står der. Eller som det konstateres mere direkte. »Der mangler en faelles forståelse for, hvad Danmark vil med sit medlemskab af EU.«

Danmark må indstille sig på, at EU ikke står stille. EU-samarbejdet er en dynamisk proces.