Forsvarerne fører på point i Rigsretten: Anklagerne virker utraenede i rollen som anklagere

I den meget omtalte rigsretssag er den tidligere udlaendingeminister Inger Støjberg tiltalt for overtraedelse af ministeransvarsloven. Vi er ved at vaere halvvejs igennem de mange afhøringer, og udover at sagens ubestridte hovedperson har afgivet forklaring, har mange af de centrale embedsmaend også lagt vejen forbi Rigsretten.

Selv om det er for tidligt at sige, hvem der vinder sagen til sidst, kan man godt lave en foreløbig status.

Forsvarerne synes at vaere kommet bedst fra start. De fører på point. De har praesenteret deres version af sagen på en klar og energisk facon, og man er ikke i tvivl om, at forsvarerne har forberedt forskellige argumenter til fordel for deres påstand om fuld frifindelse. De tror på det. Den tidligere minister har virket veloplagt og er ikke blevet presset af de to anklagere i naevnevaerdig grad.

Nogle af de centrale embedsmaend er kommet med udsagn, der er belastende for den tidligere minister, men spørgsmålet er selvsagt, om deres version er tilstraekkeligt konsistent og bevismaessigt underbygget. Det skal her indsparkes, at flere af forsvarernes argumenter i mine øjne bestemt kan udfordres. Deres føring er mere baseret på kunstneriske point end på faglige point.

Forsvarernes offensive udlaeg er blevet endnu staerkere af, at anklagerne i Rigsretten har valgt en helt anden tilgang, nemlig en underspillet og defensiv tilgang. Anklagerne støtter sig indirekte til de vurderinger, som den grundige Instrukskommission kom frem til i 2020, men anklagerne har ikke lagt deres syn på forløbet ind i nogen klar fortaelling.

Det er uklart, hvor de vil hen, og om de selv tror på, at de kan vinde. Anklagerne har ikke – så langt – lagt et strafferetligt lag oven i Instrukskommissionens kritiske bevisvurderinger, hvad der dog bliver nødvendigt før eller siden.

Generelt virker anklagerne utraenede med at stå i rollen som anklagerne, og deres faglige cv’er vidner også om, at deres fagkompetencer ligger på andre felter af juraen end det strafferetlige og forvaltningsretlige. Dette kan lyde som hård kritik, men det er ment som en nøgtern vurdering af anklagerteamet.

I Rigsretten er der med rette store forventninger til advokaternes praestationer, da vi ikke kan komme op på nogen højere hylde i domstolssystemet. Det giver fortsat anledning til undren, at det davaerende Advokatråd tilbage i december 2020 ikke kunne finde mere egnede advokater til hvervet som anklagere i en historisk rigsretssag.

Mange laesere vil i øvrigt huske, at de to anklagerne under sagens prolog tilbage i juni tabte et slagsmål om sagens tilskaering.

Uden at traede i det kan det kort siges, at den tidligere minister har opnået en markant fordel i, at hendes optraeden i striben af samråd i kølvandet på den meget omtalte pressemeddelelse fra februar 2016 er blevet pillet ud af rigsretssagen.

De to anklagere har vist stadig lidt ømhed i kroppen som følge af denne indledende maveplasker og synes i hvert fald at afholde sig fra at gå kritisk ind i disse samråd.

Det er til forsvarernes fordel.

På den store klinge handler rigsretssagen om ministres manøvrerum i forhold til grundlaeggende retlige principper. Politik versus jura, kan man måske koge det ned til. Det er en tvekamp, som er indbygget i mange sager i forskellige varianter. Inger Støjberg har i både Instrukskommissionen og i Rigsretten mejslet ud i granit, at hun som minister først og fremmest var politiker, og at hun foretrak at gå med den store politiker-hat på frem for den mere grå og formelle juridiske minister-hat.

Hovedspørgsmålet for Rigsretten er måske her, om en minister kan ”melde sig ud” af forskellige juridiske bånd, kommunikativt og muligvis også indholdsmaessigt. Forsvarernes svar er ja, og de fører indtil videre på point i Rigsretten.

Deres føring er mere baseret på kunstneriske point end på faglige point.