Republiques ”Den kaukasiske kridtcirkel” er en stramt skåret Brecht-forestilling

Kaerligheden er det altoverskyggende tema i Brechts ”Den kaukasiske kridtcirkel”, når den bliver opsat af Anja Behrens på Teater Republique.

Kan man sådan elske en traedukke? Det kan Fanny Louise Bernth i rollen som tjenestepigen Grusche, der redder sit herskabs barn fra krigsdøden, mens barnets mor først og fremmest spekulerer på sine gyldne kjoler og sit eget naeseskind. Grusche ofrer alt for barnet, men efter krigen vil den biologiske mor have sit barn tilbage. Spørgsmålet er blot, hvem der nu er barnets mor.

I Bertolt Brechts efterkrigsforestilling ”Den kaukasiske kridtcirkel” fra 1948 er det altoverskyggende tema kaerlighed. Og det er blevet koncentreret i Anja Behrens kompakte version, der zoomer helt ind på Grusches følelsesmaessige udvikling. Lige så stringent er Karin Betz’ scenografi med sine stilrene elementer i det store, sorte scenerum, der giver forestillingen et minimalistisk og superaestetisk udtryk.

Uudholdelig selvopofrelse

Anderledes aekelt er det, når de fem medvirkende traeder frem med døde hoveder, der pludselig hugges af og illustrerer krigens massehenrettelser. Og da Grusche – i sit forsøg på at give barnet papirer på sin eksistens – gifter sig med en halvdød olding, der med et gustent ansigtsudtryk dunker langsomt ind i hende bagfra, bliver hendes selvopofrelse naesten ikke til at holde ud.

Vi kommer med andre ord godt ind i materien, fordi Anja Behrens har et skarpt og veldefineret koncept, og fordi det visuelle udtryk bakker konceptet op. Og samtidig har vi fornøjelsen af at have set en Brechtforestilling, uden at det på noget tidspunkt føltes for langt. Dét er i sig selv en praestation.

Fanny Louise Bernth gør sin Grusche både begavet, kompromisløs og empatisk. Og i sammenligning med forestillingens øvrige karakterer er hun det eneste medfølende menneske i historien. De fleste andre straeber kun efter, hvad man kan få, frem for at give.

Og netop derfor bliver Grusches hengivenhed til barnet, der ligner overdelen af den slags anatomifigurer af trae med bevaegelige led, som vi kender fra hylderne i en laegeklinik, til en menneskelig og trovaerdig kaerlighed.

”Den kaukasiske kridtcirkel” får også en sjov – eller i hvert fald afmålt humoristisk – tone i Anja Behrens uhøjtidelige iscenesaettelse. Her er det isaer Benjamin Kitter og

Tina Gylling Mortensen, der på hver deres måde udfolder og udfylder forestillingens komiske facetter.

Måske har man dog skraellet så meget overflødigt fra, at man efterhånden har skraellet forestillingens saeregenhed vaek. Anja Behrens har indfanget forestillingens kernefortaelling, men hvad med alt det, som gør forestillingen til

Brechts? Det får vi desvaerre ikke med her.

SKUESPIL

MORTEN HEDE

Måske har man dog skraellet så meget overflødigt fra, at man efterhånden har skraellet forestillingens saeregenhed vaek.