Biden må laegge kursen om
Dommen over Joe Bidens første år i Det Hvide Hus og som leder af den frie verden er ikke, hvad mange forventede, at den ville blive, da han den 20. januar i fjor blev taget i ed som USA’s 46. praesident.
Langs graensen til Ukraine har Rusland opmarcheret flere end 100.000 kamptropper ledsaget af ultimative krav til USA og dets Nato-allierede. Et vidnesbyrd om, at praesident Vladimir Putin ikke har respekt for sin amerikanske kollega.
I Afghanistan lider store dele af befolkningen hårdt under den forcerede amerikanske retraete, som praesident Biden beordrede, og som tvang de øvrige Nato-lande, heriblandt Danmark, til også at traekke sig ud af det konfliktfyldte land og overlade afghanerne i Talibans vold.
I Nato-landenes hovedstaeder var der i 2020 ganske åbenlyse håb om, at Donald Trump ikke ville blive genvalgt, og at Joe Biden med sin livslange politiske erfaring ville kunne genskabe den normalitet, som Trump gennem sine fire år ved magten havde udsat for systematisk disruption. Med Biden ville alt blive som før, lød håbet. De forgangne 12 måneder har vist noget andet og ikke saerligt betryggende.
Med Kina og Rusland i spidsen har den frie verdens fjender ikke vaeret sene til at laese Biden og drage den konklusion, at han ikke ville vaere en staerk praesident.
Kinas overgreb mod uighurerne fortsaetter uantastet, og det samme gør omdannelsen af Hongkong til endnu en kommunistisk styret millionby. Handelskrigen, som Trump startede, er fortsat under Biden. Fremfaerden over for Taiwan taler sit eget sprog om den hegemoniske selvopfattelse, som praesident Xi Jinping er eksponent for, men her markerede Biden sig med Aukus-alliancen med Storbritannien og Australien, der indebaerer, at sidstnaevnte udstyres med atomubåde. Det førte til en krise i forholdet til Frankrig, der ved rettidig omhu kunne have vaeret undgået.
Rusland forsøger at markere sig i snart sagt alle verdens braendpunkter, og naesten hver gang er der tale om en udfordring af USA’s historiske lederrolle. Retfaerdigvis skal siges, at Biden har forsøgt at inddaemme den russiske autokrat, men de europaeiske lande, der drømte om at se Biden i Det Hvide Hus, har vist sig alt for ambivalente i holdningen til Rusland, da profit ofte har vaeret vigtigere end principper. Dette har ikke mindst kendetegnet Tysklands adfaerd.
Nordkorea affyrer nye missiler efter forgodtbefindende, og reaktionerne fra Washington D.C. har vaeret så afdaempede, at det ikke har afskraekket Kim Jong-un.
Iran forhandler nu om at reaktivere atomaftalen, men har i denne uge demonstreret sin magt i Mellemøsten via det droneangreb på Abu Dhabi, der blev gennemført fra Yemen af den iransk-støttede Houthi-milits.
Joe Biden har tre år tilbage af sin første embedsperiode, hvorfor meget forhåbentlig vil aendre sig. Omvendt kan midtvejsvalget til november betyde, at Republikanerne genvinder flertallet i det ene, hvis ikke begge Kongressens kamre, hvilket efterlader Biden endnu mere handlingslammet, end han forekommer i dag. En lammelse vel at maerke, der skyldes intern uenighed blandt Demokraterne i Kongressen.
»Jeg vil kaempe lige så hårdt for dem, der ikke stemte på mig, som dem, der gjorde,« sagde Biden for et år siden.
Det løfte har han ikke indfriet, lige så lidt som løftet om et staerkere og mere forenet Amerika.
Praesident Biden må laegge kursen om. Gør han ikke det, er der meget lang vej hjem, og tiden er ikke på hans side.