Det bliver en underholdende weekend i Hernings politiske boksering

Herning har vaeret ramme om mangen en boksekamp og bliver det igen, når Dansk Folkeparti på søndag skal vaelge ny formand. Det kommer ikke til at handle om politik, men om magtmenneskers personlige ambitioner. Følelserne er på højkant. Man behøver ikke at knipse det traditionelle kampbillede, hvor bokserne, før de skal i ringen, stirrer olmt på hinanden. De billeder findes allerede.

Hvad skal de DF-delegerede så vaelge imellem? Der er fire – nå nej, tre – kandidater, men det ender med en naevekamp mellem Morten Messerschmidt og Martin Henriksen, og formentlig en knockoutsejr til førstnaevnte. Basalt set skal de delegerede ikke tage politisk stilling til noget som helst, de skal bare vaelge mellem to meget forskellige personligheder.

Messerschmidt er en mand uden bremser og med et ego så stort som Rundetårn. Han er født med en formandsdrøm som genetisk disposition, og Pia Kjaersgaard hepper som en stolt mor fra sidelinjen. Men Messerschmidt er også en trojansk hest. I første omgang lykkedes det dem, der frygter ham – og det er mange – at få ham eksporteret til EU-Parlamentet i 2009, men da var der heller ikke udsigt til formandsposten foreløbig.

Paradokset Messerschmidt viser sig i forskellen mellem det, der sker i hans fjerne og i hans naere relationer. Ved EP-valget i 2014 sikrede den veltalende elegantier sig det største antal personlige stemmer, der nogensinde er afgivet ved et valg i Danmark. Til gengaeld lykkedes det ham at splitte DF’s gruppe i EU-Parlamentet i atomer: Følg eller forsvind, lille forvirrede pige. Sådan var beskeden til Rikke Karlsson, der tillod sig at udfordre solkongens dispositioner. De dispositioner, der nu turnerer ved domstolene.

I 2019 kaldte mor Pia igen. Hjem kom Messerschmidt efter selvvalgt martyrium og en orlovsperiode. Valget til Folketinget blev straks fulgt op af antaendelsen af en ny atomkrig, denne gang i folketingsgruppen.

Den eneste anden kandidat med en minimal chance i bokseringen i Herning er Martin Henriksen. Han er til gengaeld ikke engang på tålt ophold i barndomshjemmet laengere, for ham har mor Pia udvist til det politiske Sibirien. Vidste man det ikke i forvejen, viste billeder og lyd det med al tydelighed i denne uges tv-dokumentar om partiejeren.

Henriksen kan man til gengaeld stole på, og han er pot og pande med Støjberg, der er pot og pande med både Henriksen og Thulesen Dahl. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har hørt Martin Henriksen sige noget, jeg er enig i. Men hans renommé på Christiansborg er, at man får, hvad man ser og hører. Intet fejes under gulvtaeppet, selv om enhver ved, at skidt ind imellem har det bedst dér.

Og hvad sker der så efter søndag? Bedste bud er, at en raekke af DF’s folketingsmedlemmer herefter forlader folketingsgruppen. De kender formand Messerschmidt, og der er trods alt for megen selvstaendig tankevirksomhed til, at de vil placere sig i et dressurprogram. Partiflygtningenes største ønske vil vaere, at Inger Støjberg, når fodlaenken falder, saetter sig i spidsen for et nyt parti, som de kan søge asyl hos. Martin Henriksen og Thulesen Dahl bliver i så fald de første medlemmer, og sidstnaevnte kan få en opblomstring i den rolle, han er bedst til. Som løjtnant.

Så krigen fortsaetter, selv om opstillingen aendrer sig. Og i krig og politik, haevder mange, gaelder alle kneb.

Taberen er – trovaerdigheden.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har hørt Martin Henriksen sige noget, jeg er enig i. Men hans renommé på Christiansborg er, at man får, hvad man ser og hører.