Nu tør de sige det højt: Der er noget galt i Folkhemmet

Socialdemokraterna tør nu tale om en fejlslået integration i de mange udsatte boligområder, og regeringen har udvidet vaerktøjskassen for politi og domstole – blandt andet med inspiration fra Danmark.

Svenskerne skal til stemmeurnerne til september for at vaelge 349 medlemmer til Riksdagen. Sidst de gjorde det i 2018, tog det fire måneder, før der var dannet en regering. Meget har aendret sig i svensk politik og i det svenske samfund siden da, men meget er også det samme. Den bedste prognose er derfor, at det bliver en hård valgkamp efterfulgt igen af lange regeringsforhandlinger.

Valgkampen gik allerede i gang sidste år. Hele tre gange fra sommer til advent skulle Riksdagen stemme om, hvem der skulle stå i spidsen for Sverige. Første gang gjaldt det den socialdemokratiske statsminister siden 2014, Stefan Löfven. Da han blev formand for Socialdemokraterna i 2012, var han den samlende figur og dygtige forhandler, som partiet havde brug for. Det svenske socialdemokrati er et stort parti med mange fraktioner – kaldet ”falanger” – og det kraever en dygtig leder at holde sammen på partiet. Men sidste sommer havde Löfven fået nok af at stå i spidsen for en regering med et svagt parlamentarisk grundlag. Han meldte efter sommerferien, at han ønskede at traede tilbage i løbet af efteråret.

Ifølge kilder taet på Socialdemokraterna var det ikke det vaerste, der kunne ske. Partiet fik ny optimisme i forhold til at vinde valget i 2022. Partiet samlede sig hurtigt om Magdalena Andersson, og Sverige fik – som det sidste land i Norden – også en kvindelig statsminister. Der skulle godt nok to afstemninger til i Riksdagen, fordi Miljöpartiet valgte at forlade regeringen, da det viste sig, at regeringen ikke kunne få flertal for sit eget finanslovsforslag. Som det lille parti i koalitionen var man klemt og lå i meningsmålingerne ofte under spaerregraensen på 4 pct. – bemaerkelsesvaerdigt i Greta Thunberg-land.

Andersson-regeringen styrer således under en finanslov, som er forhandlet på plads mellem Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna. Sverigedemokraterna er kommet ud af den reelle isolation, som de har befundet sig i, siden de blev indvalgt i 2010, og som har fået politologer til at benaevne dem ”pariapartiet”. Det var således et optimistisk parti, som kort efter finanslovsaftalen holdt kongres. Partiformand Jimmie Åkesson slog fast, at partiet ved det kommende valg ville have indflydelse i forhold til størrelse. Åkesson havde allerede inden finanslovssamarbejdet gjort klart, at partiet var klar til at indgå i et regeringssam-arbejde, og at han gerne selv ville vaere justitsminister.

Faktum er, at partiet i flere meningsmålinger har ligget side om side med det traditionelt førende borgerlige parti, Moderaterna, som på det seneste har tabt terraen. Partiformand Ulf Kristersson har ellers kørt en meget aggressiv linje i forhold til Socialdemokraterna med isaer kritik af fejlslagen migrationsog retspolitik, men også kritik af energipolitikken, hvor udfasningen af atomkraft, ifølge Moderaterna, er en kilde til ustabilitet for forsyningssikkerheden. Tiden må vise, om et eventuelt krav fra Sverigedemokraterne om regeringsdeltagelse vil vaere en for stor mundfuld for Ulf Kristersson og Moderaternas graesrødder.

Eftersom Sverige traditionelt har haft brede regeringer, ynder Moderaterna at fremhaeve, at den nuvaerende regering er Sveriges hidtil svageste. Magdalena Andersson har hertil svaret, at velfungerende mindretalsregeringer er et faktum i nabolandene. Hendes regering er ifølge meningsmålingerne generelt kommet godt fra start. I sin tiltraedelsestale på den socialdemokratiske kongres i november talte hun om vigtigheden af en staerkere velfaerdsstat, hvis nuvaerende mangler er blevet fremhaevet under corona-pandemien. Det gaelder en forsømt aeldre- og sundhedssektor, og det gaelder en undervisningssektor, hvor privatiseringen – i en socialdemokratisk optik – har vaeret med til at udhule den offentlige grundskole.

Men hun skaerpede også tonen om ”de svenske tilstande” – et udtryk, der bruges oftere i den danske debat om Sverige. Der refereres til den voldelige bandekriminalitet på et bagtaeppe af en mangelfuld integration af de mange nye borgere, som Sverige har åbnet ”folkhemmet”

for igennem mange årtier. Socialdemokraterna tør nu tale om en fejlslået integration i de mange udsatte boligområder, hvor der er opstået parallelsamfund, nogle steder styret af klaner. Regeringen vil og har gennem de seneste år udvidet vaerktøjskassen for politi og domstole – blandt andet med inspiration fra Danmark.

I det hele taget er der i Sverige stor fokus på og bekymring for den indre og ydre sikkerhed med flere ressourcer til politi og en reform af forsvaret med en markant oprustning. Det kaldes ”totalforsvar”, hvor både civile og militaere kraefter skal vaerne om svenskernes tryghed. Den aktuelt spaendte situation i Østersøregionen grundet Ruslands ageren spiller ind i den virkelighed og har ført til mobilisering af alle vaern og styrket beredskab på bl.a. Gotland.

Udenrigspolitik fylder normalt ikke meget i valgkampen, men sikkerhedssituationen har fået diskussionen om Sveriges relationer til Nato til at blusse op igen. De borgerlige partier presser regeringen for at få en såkaldt ”Nato-option”, som det ligeledes alliancefrie Finland har. Men det mest fremtraedende emne i valgkampen bliver uden tvivl, hvordan der genskabes tryghed overalt i Sverige. Hvem kan bedst gøre noget ved ”de svenske tilstande”?

Sikkerhedssituationen har fået diskussionen om Sveriges relationer til Nato til at blusse op igen. De borgerlige partier presser regeringen for at få en såkaldt ”Nato-option”, som det ligeledes alliancefrie Finland har.