Diskrimination - naturligvis
»Denne saerlov er racistisk affald,« sagde Sikandar Siddique fra Folketingets talerstol, før han med stor patos rev saerloven om ukrainske flygtninge midt over. Lidt af et stunt. Og vel kan man mene, at Sikandar Siddique er så karnevalistisk en figur på den yderste venstrefløj, at det er for megen stads at gøre af ham at ville haefte sig ved endnu en af hans mange happenings, men man kunne måske gøre en undtagelse her, hvor modsaetningen er mere principiel.
På Twitter skriver han: »Jeg får ondt helt ind i hjertet. Regeringen står og fortaeller flot om, hvordan familier og børn selvfølgelig skal behandles, og imens kan jeg bare se de syriske og afghanske familier for mig – vaersgo at blive siddende buret inde på centeret. Det er jo helt åbenlys racisme.«
Dette med sådan at få »ondt i hjertet« i forbindelse med politiske prioriteringer er et privilegium fortrinsvis forbeholdt venstrefløjen og visse saerligt følsomme medlemmer af blå blok. Og mens vi endnu engang noterer os venstrefløjens naermest maniske og ganske ubehagelige optagethed af menneskers hudfarve, hvorefter alting er racisme, taler han jo denne gang ind i en principiel diskussion: Hvorfor gøre forskel på ukrainere og f.eks. syrere? En flygtning er en flygtning, hvordan kan man tillade sig at
Svaret er enkelt: Fordi der forskel. Set fra Danmark er Ukraine taettere på end Syrien, og for en dansker er en ukrainer ikke så fremmed, som en somalier eller en syrer er det. Hvis det er svaert at forstå, at det selvfølgelig er sådan, kan det måske hjaelpe at naerstudere de seneste 30 års erfaring med indvandring fra Mellemøsten. Man troede med så stor selvfølgelighed, at enhver tilrejsende måtte have som livsdrøm at blive, som danskerne er flest, og forstod slet ikke, at en somalier måske i grunden var tilfreds med at vaere somalier, men bare søgte et andet sted at bo. Og – nå ja – måske også del af den naermest utrolige velfaerd i landet, hvor alting er »gratis«.
Men der er forskel på fremmede. Det er en såre menneskelig betragtning, ligesom det er menneskeligt at begraede sit eget braekkede ben eller fejre sin fødselsdag, selv om der er folk i Ukraine, der har det vaerre. Men også før Ukrainekrigen var der mennesker i verden, der havde det vaerre end en dansker med et braekket ben. Meget vaerre. Men som mennesker lod vi os ikke maerke med det, for sådan er nu engang menneskenes børn. Og den tyranniserende ideologi, der vil benaegte det, er i sandhed umenneskelig.
Lige nu er Danmark ved at bruse over af hjaelpsomhed, og det er både rart at se – og helt på sin plads. Man føler sig med rette magtesløs og vil gerne gøre noget. Det prøver vi så. Velviljen er stor, og det samme er fremtidstroen. Alle er enige om, at med de ukrainske flygtninge bliver alting anderledes og evig fryd og gammen. Hvad der på ingen måde er sikkert, bl.a. fordi de ukrainere, der hidtil har slået sig ned i Danmark, har vaeret arbejdsføre maend, mens mange af dem, der kommer nu, er kvinder og børn. Regeringen og kommunerne planlaegger efter at kunne modtage ca. 20.000 ukrainere i Danmark, men det tal kan meget vel blive »markant højere«, erkender udlaendinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Er vi klar til det – sådan for alvor? Det er en anden historie. Lige nu gaelder det om at hjaelpe, det er klart. Krigen raser i Europa, og vi betragter med gru, hvad der sker omkring os, og vi må hjaelpe med alle de midler vi kan. Også i erkendelse af, at der er forskel.