Zelenskyj er anti-woke
Volodymyr Zelenskyj er alt det, som man traditionelt forbinder med at vaere et rigtigt mandfolk. Han opgav en lukrativ skuespillerkarriere for at blive praesident på en politisk ambition om at fjerne korruption og samle en splittet nation.
Som altid er den slags projekter agtvaerdige, men også naesten dømt til at skuffe, når de politiske realiteter rammer idealismen, så den håbefulde praesidents popularitet havde taget et dyk, før Putin besluttede sig for at indlemme hans land i sit nye Rusland.
Det var her, Zelenskyj for alvor trådte ind på verdensscenen. Til USA’s tilbud om at evakuere regeringen lød det ikoniske svar: »Jeg har ikke brug for et lift, jeg har brug for mere ammunition«, og man fornemmede naesten ekkoet fra 80’ernes muskelsvulmende actionhelte med al deres toksiske maskulinitet. Men med sin farkrop på blot 170 centimeter kommer Zelenskyj i en indpakning, som de fleste kan identificere sig med.
Og derfor er Zelenskyj farlig. Ikke bare for Putin, men for hele det genopdragelsesprojekt, hvormed wokenessideologien forsøger at begrave den traditionelle manderolle.
Han udstråler et helt enestående mod og en overskudsagtig maskulinitet, når han midt i en krigszone taler om forårets komme og blinker kaekt til kameraet.
Der var en staerk symbolik i hans skifte fra det kontrollerede jakkesaet til militaertrøjen, de uplejede skaegstubbe og det skaeve smil. Fra det civiliserede til det farlige, umiddelbare og nødvendige. Fra tale til handling.
Foran os står en privilegeret, hvid, heteroseksuel, mandlig leder, som klart og unuanceret fortaeller, at han vil kaempe til døden for det, han holder af. Nationen og sin familie. Alt det, som vi har fået fortalt, er forkert og gammeldags, men som åbenlyst har sin berettigelse i en situation, hvor ukrainerne står over for en ubønhørlig fjende, som ikke er interesseret i dialogkaffe og politiske kompromiser, men i total underkastelse fra sin modpart. Han traeder modvilligt ind i krigerrollen, når det er nødvendigt, men må helt nødvendigt kunne traede ud af den og tilbage til de civiliserede former, når truslen er borte.
Dermed skriver han sig ind i det oldgamle europaeiske ridderideal, hvor idealer om mod, aere og pligt foregår i en ramme, der er større end det enkelte individ.
Sammen med ukrainernes indaedte kampvilje understreger han den enorme styrke, der ligger i det nationale faellesskab, som woke-ideologien lige så indaedt forsøger at nedbryde til fordel for konstruerede faellesskaber baseret på køn, hudfarve og seksualitet.
Så når unge maend skal finde sig et sundt ideal for, hvad maskulinitet bør vaere, så skal de ikke søge på Instagram efter den wokeisme, som forsøger at fortaelle dem, at de skal skamme sig over deres hudfarve, deres køn eller deres historie. De kan i stedet med fordel rettet blikket mod en lille, kvabset mand i Ukraine.