Hvad siger vi egentlig ja til den 1. juni?
Det helt grundlaeggende spørgsmål, jeg vil stille den tidligere radikale udenrigsminister, er: Hvad siger vi egentlig ja til, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet den 1.juni? Lidegaard siger, at vi aldrig kommer til at deltage i EU-krige i Afrika, og at en EUhaer ingen gang på jord har. Men allerede i 2018 erklaerede Angela Merkel på Tysklands vegne, at en EU-haer måtte vaere målet. Frankrigs praesident Macron arbejder for det samme. Og Lidegaards egen formand i EU erklaerede for nylig – under Margrethe Vestagers bivånende tilstedevaerelse – at et nationalt forsvar er både »ineffektivt« og »farligt«, hvorfor det bør afvikles. Kan Lidegaard garantere, at hverken Merkel, Macron, Verhofstadt eller andre i EU har mere indflydelse på fremtidens europaeiske forsvar end Danmark og Martin Lidegaard? Selvsagt ikke.
Forsvarsforbeholdet har vaeret i brug en hel del gange. I 2015, da EU tog på militaer aktion til
Mali. Året før var det Den Centralafrikanske Republik.
Året før var man også i Mali. I 2008 i Somalia. I 2007 i Tchad, i 2006 i Congo og i 2005 i Sudan. Mange af disse lande har historiske bånd til Frankrig. Måske er det derfor, Frankrig er så glad for et EU-militaer? Det er bare rarere at kunne sende andres tropper afsted, når man skal sikre ro i de tidligere kolonier.
Allerede i dag er det gennemgående tema i udenrigspolitiske debatter i EU, at man vil have ”europaeisk autonomi”. Derfor er det vaerd at bemaerke, hvordan lande, der føler sig mest truet af Rusland, advarer imod et EU-forsvar.
Også Natos generalsekretaer, Jens Stoltenberg, har advaret imod de staerke drømme i EU: »Ethvert forsøg på at etablere parallelle strukturer og duplikere kommandostrukturen vil svaekke vores faelles evne til at arbejde sammen,« sagde han for bare et halvt år siden og understregede, at »ethvert forsøg på at svaekke båndet mellem Nordamerika og Europa vil ikke kun svaekke Nato – det vil splitte Europa.«
Nu er Danmark ikke i en situation, hvor vi bliver afgørende for, hvordan EU’s haer- og forsvarssamarbejde udvikler sig. Så langt er Lidegaard og jeg nok enige.
Netop derfor er det også klogt at afvente, hvad Berlin-ParisBruxelles egentlig kommer frem til. Bliver det europaeisk autonomi med egen kommandostruktur – eller bliver det blot til en mindre europaeisk haer, der skal gøre Frankrigs beskidte arbejde i Afrika? Jeg ved det ikke. Det gør Lidegaard heller ikke.