Her er milliarderne, der kan minimere energiprischokket

Staten skal ikke drive virksomheder, men baere sin del af ansvaret, når politiske beslutninger spaender ben for erhvervslivets krisehåndtering.

De siger det igen og igen, topcheferne, når de i disse uger mødes med deres aktionaerer på de årlige generalforsamlinger. Det er hårde tider. Historiske tider. Og selv de mest fremsynede har ingen trovaerdig prognose for, hvor deres marked, deres virksomhed og deres medarbejdere står om et, to eller tre år.

CEO Jens Axel Birn fra Valdemar Birnkoncernen udtrykte det forleden befriende aerligt: »Man ved simpelthen ikke, hvad der sker. Derfor er man nødt til at prøve at etablere en eller anden form for sikkerhed, der hvor man kan.«

Den ubevidste distance i det upersonlige ”man” er naeppe tilfaeldig. Ansvaret tynger hårdt lige nu på dem, der personligt har den forbandede pligt at lede. Mens universet leverer det ene meteornedslag efter det andet, hvirvler en massiv tåge af afmagt op og haelder det, vi troede var etablerede sandheder, ned ad braettet. Faktorerne er velkendte: pandemi. Krig. Kollapsede forsyningskaeder og energiprischok. Mangel på arbejdskraft. Voldsomme prisstigninger. Stigende renter og presset likviditet.

Konsekvensen er til stadighed tydeligere: Dansk erhvervslivs top er kløvet i to fraktioner. Medlemmerne af den ene forsøger af al magt at tage ansvaret på sig og finde det spor, de kan stikke snuden i for dog at finde en retning ud af det helt nye risikobillede. Den anden fraktion har i store traek opgivet jagten på orden i kaos og haelder hovedet til, at nogen må gøre noget. Laes: at Staten da for hulen snart må på banen med de hjaelpepakker, der kan sikre virksomhedens eksistens på bare lidt laengere sigt.

Sidstnaevntes problem er, at Staten og Folketinget vist har fuldt op at gøre med at finde penge til militaer oprustning og varme i rørene hjemme hos de forbrugere, der i sidste instans er de folkevalgtes egentlige arbejdsgivere.

Det giver al mulig mening at begraense statsstøtten til erhvervslivet til et absolut minimum. Mens det i en pandemi med påtvungne nedlukninger er naturligt, at samfundet kompenserer virksomhederne, er det andre faktorer, der styrer den aktuelle udvikling. Geopolitiske risici, råvareforsyninger og energi-indkøb er og bliver driftsvilkår, som den enkelte virksomheds direktion og bestyrelse har det fulde ansvar for.

Driften af det private erhvervsliv skal håndteres af det private erhvervsliv. Ikke på Slotsholmen. Punktum. Det princip gaelder altså også, når tiderne er benhårde og producentpriserne – som i årets første to måneder – pludselig hopper mere end 30 pct. op over det, vi troede var normalen.

Det vil imidlertid vaere en stor fejl at tro, at det politiske system intet bør gøre for erhvervslivet midt i århundredets vanskeligste konjunktur. For politiske beslutninger, som f.eks. at accelerere vaek fra afhaengighed af russisk gas, forstørrer entydigt energiprischokket og rammer erhvervslivet hårdt på kort sigt.

Af samme årsag har EU-Kommissionen ekstraordinaert åbnet for, at staterne kan føre den markante stigning i provenu fra energiafgifter – knap 3 mia. kr. herhjemme – og CO2-kvoter tilbage til virksomhederne og beskatte energiselskabers bugnende overskud saerligt hårdt. Mere fra samme skuffe er på vej, når kommissionen senest til maj detaljerer udmøntningen af sin energiplan, kaldet ”RePowerEU”.

Samtidig ser vi, trods de usikre tider, en stor villighed i virksomhederne til at investere i fremtiden for egne penge. Så sent som i onsdags forudså Nationalbanken i en spritny økonomisk prognose, at virksomhedernes investeringskvote i de kommende år vil nå det højeste niveau i dette årtusind.

Det vil vaere en stor fejl at tro, at det politiske system intet bør gøre for erhvervslivet midt i århundredets vanskeligste konjunktur.

Det ligger altså på den flade hånd for regeringen at dirigere statens midlertidige gevinster på energiprischokket tilbage til det pulserende erhvervsliv i form af massive fradrag for f.eks. investeringer i energibesparende foranstaltninger, automatisering og omlaegning af energiforsyningen.

Planen vil langtfra redde usunde virksomheder fra konkursens rand. Men den vil på sigt redde sunde arbejdspladser, geare erhvervslivet til tiden efter det akutte kaos og bidrage i meget stor grad til opfyldelsen af de politiske dikterede målsaetninger. Og ikke mindst vil den forsvare danske virksomheders konkurrenceevne på et tidspunkt, hvor vore nabolande og konkurrenter med sikkerhed kommer til at benytte alle de smutveje til at subsidiere det nationale erhvervsliv, som EU-Kommissionen kommer til at åbne.