Det er ingen kunst at vaere kriminel

Hvornår er det blevet en kunst at vaere kriminel? Forleden valgte en selverklaeret kunstner at skamfere et milliondyrt Asger Jorn-maleri, der indtil nu har haengt frit på Museum Jorn i Silkeborg.

Først blev maleriet overhaeldt med kontaktlim og påklistret et fotografi, hvorefter bagmandens autograf blev tvaeret ud på laerredet med sort sprittusch.

Bag vandalisering står fiduskunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard, som efter at have skiftet juridisk køn og foretaget navneaendring åbenbart var løbet tør for måder at gøre sig selv interessant på.

Og hvad gør man så, når ens kunstneriske evner helt åbenlyst ikke raekker til ret meget?

For Ibi-Pippi var svaret at udøve uoprettelig haervaerk på et stykke dansk kunsthistorie. I stedet for at skabe noget selv valgte Ibi-Pippi at ødelaegge et anerkendt vaerk for at føre sig selv frem i rampelyset.

Det er både grotesk og uordentligt – hvordan i alverden kan man finde på sådan noget?

Svaret skal nok findes i, at Ibi-Pippi i sin selvcentrede fantasiverden slet ikke anser sine ugerninger som kriminelle. Tvaertimod mener vandalen, at hun med sit haervaerk har overtrumfet Asger Jorns ejerskab, og at der i det hele taget er tale om en type saerlig kriminalitet, der kan betegnes som stor kunst.

Intet kunne imidlertid vaere mere forkert. Der er tale om dybt skadelig kriminalitet, som har frarøvet – eller i bedste fald permanent beskadiget – et stykke dansk nationalkunst af en af vores mest anerkendte kunstnere. Og med hvilket formål?

Ibi-Pippi har forsøgt at bortforklare sin ødelaeggelsestrang med noget vrøvl om, at der var brug for en diskussion om kunstnerisk ejerskab.

Den virkelige forklaring er langt mindre malerisk og graensende til det sørgelige.

Hvad Ibi-Pippi sikkert vil betegne som en kunstnerisk happening, er decideret haervaerk, som kun tjener det åndsfattige formål at give den afdankede og uoriginale ”kunstner” et snaert af opmaerksom. Et par minutter i vaelten, som ikke kunne anskaffes med egne evner på haederlig vis.

MF (K), bestyrelsesmedlem, Museum Jorn

Et fuldstaendig lignende faenomen så vi for et par år siden, da den nu afskedigede institutleder på Kunstakademiet Katrine DirckinckHolmfeld valgte at smide en buste af Frederik V i Københavns Havn.

Desvaerre stod kunstnere dengang i kø for at støtte op om haervaerket, og det er ikke svaert at forestille sig, at der også nu sidder nogle kunstnertyper derude og mener, at Ibi-Pippis vandalisering ligeledes kan forsvares med henvisning til en eller anden arbitraer og lommefilosofisk kunstdebat.

Men det kan det ingenlunde. Der er tale om gemen kriminalitet, som skal straffes hårdt, så ingen andre bliver inspireret til noget lignende, når deres tilvaerelse som kunstner ikke leverer den ønskede berømmelse.

Det er aldrig okay at begå haervaerk på andre menneskers ejendele, og det er simpelthen absurd, at Danmark står tilbage med et voldsomt beskadiget stykke nationalkunst, fordi Ibi-Pippi følte sig glemt.