Vi har ligesom set det før
Danmark gik i alarmtilstand den 24. februar. Den morgen overskred Putins Rusland skillelinjen mellem provokationer og åben krig. De fleste var overraskede – og så alligevel ikke: På én måde var det vel, hvad vi havde ventet.
To uger før deltog jeg i et møde med temaet ”Skal EU have en haer?” – og en del af debatten kom til at handle om, i hvor høj grad Rusland var en trussel for Danmark og for Europa, og hvad vi burde foretage os i den anledning.
Og vi havde naeppe gnedet søvnen ud af øjnene, før et nationalt kompromis med 130 mandater i ryggen sikrede det danske forsvar et løft, som vi ikke har set mage til i generationer. Militaeret kom ret naturligt i forgrunden, men vi fik et tiltraengt øget fokus på at ”sikkerhed” også er et spørgsmål om, hvordan vi får varme i radiatorerne og kan gennemføre betalinger på internettet eller for den sags skyld sladre med – og om! – hinanden på Facebook og Twitter.
Alt det er en del af den undtagelse fra EU-samarbejdet, som vi nu skal fjerne. Vi kan ikke laengere bilde os ind at europaeisk samarbejde kun handler om flaeskepriser, og at vi har vores ”suveraenitet”, bare handler om at holde os ude af alt ”det politiske” – dét har de politiske yderfløje ellers travlt med at bilde os ind.
Det er ikke en så enestående situation, som man skulle tro. En tidligere generation oplevede en naesten identisk situation, da Hitlers Tyskland gentagne gange provokerede resten af Europa, og hvor de europaeiske lande sov.
I USA fik man i forsommeren 1940 hele ladningen fra begge løb på én gang, da den tyske vaernemagt på sølle seks uger i 1940 løb hele Vesteuropa over ende. I marts havde Kongressen ellers barberet flådens budget fra 1,8 mia. dollars til 800 mio. dollars – og dengang kostede et IOWA-klasse-slagskibe 100 mio. dollars. Nu blev alene flådens budget haevet til 5 mia dollars.
Alt dette og meget mere beskrev en 23-årig student i statskundskab ved Harvard-universitetet i sin afgangsopgave. Studenten hed John F. Kennedy og blev 20 år senere valgt som USA’s praesident.
Opgaven blev hurtigt bearbejdet til en lille bog: ”Why England Slept”, hvor han fremfører den tese, at det ikke var premierminister Chamberlains vintersøvn ved sommertide – alene – der gjorde, at det demokratiske England var to år bagud i rustninger sammenlignet med diktaturerne. Det var Englands politiske system og laengslen i hele Europa efter fred, nedrustning og stabilitet, der stod i vejen for oprustning i tide. Virker det ikke helt nutidigt?
I 2022 var Europa taet på at blive fanget på det forkerte ben over for et diktatur. Men én ting mislykkedes totalt for praesident-på-vistnok-livstid-Putin: Han havde kalkuleret med et splittet EU. Han havde sikkert også regnet med genvalg til Donald Trump, eller at den militante højrefløj so oder so ville sikre ham ”four More Years”.
Det skete heldigvis ikke. Nu skal vi sikre, at Europa atter kan danne en trovaerdig ”medvaegt” sammen med USA om at sikre fred, stabilitet, demokrati og velfaerd. Det er faktisk Den Europaeiske Unions eksistensberettigelse.