Vi vil altid vaere krigens børn
I årtier har europaeisk og amerikansk militaer vaeret til stede i Somalia, men har ikke løst problemerne med fattigdom og ekstremisme. Det viser, at troen på, at en militaer løsning altid er den eneste rigtige, er forfejlet.
Jeg har altid undret mig over samtalen om militaere missioner, når danske soldater udstationeres ude i verden. Ikke sjaeldent italesaettes deres mission som en kamp for “sikkerhed, fred og demokrati”. Eller også handler det om at “varetage danske og udenlandske interesser”. Jeg er altid blevet provokeret af den slags romantisering af militaere missioner.
Min skepsis skyldes ikke mindst, at jeg er født under borgerkrigen i Mogadishu, Somalia. I ruinerne fra den militaere operation Black Hawks Down i 1992-1993, hvor amerikanske tropper bekrigede den davaerende diktator, Mohamed Farrah Aidid.
Amerikanerne satte ind, fordi det var vanskeligt for FN at levere nødhjaelp til de millioner af mennesker, som var i risiko for at dø af sult. Et prisvaerdigt mål, som ikke desto mindre kostede flere hundrede civile somaliere livet. Det var en skelsaettende begivenhed, som har påvirket mine foraeldre og familiemedlemmer meget. Jeg har fået den altoverskyggende frygt og skepsis for militaer og soldater ind med modermaelken.
Børn som mig føler os hverken trygge eller sikre ved kampklaedte soldater eller kontrolposter. Tvaertimod mister man sin barndom tidligt, uroen i nervesystemet er konstant, og hvis man ikke selv har vaeret vidne til kampe og eksplosioner, så får man det i arv fra sine dybt traumatiserede og ptsd-ramte foraeldre og bedsteforaeldre.
Jeg har ikke så mange barndomsminder fra Somalia, som involverer udenlandske soldater, men jeg kan tydeligt huske en haendelse flere år efter i en lufthavn. Min mor tog helt instinktivt min hånd og holdt om mig, mens tyske soldater naermede sig vores siddepladser. Det er disse traumereaktioner, vi børn har vaeret vidne til hos vores mor og andre familiemedlemmer i årenes løb. Frygten for at blive anholdt og faengslet sidder i kødet.
Vores rejse tilbage til Mogadishu i 2018 står skarpest i min erindring. Grundet traumerne gik der mange år, før vi rejste tilbage til Somalia, hvor krigen havde vaeret voldsom. Selv i 2018 anså man hovedstaden Mogadishu for at vaere en af de farligste byer i verden. Men gensynet med vores far og familiemedlemmer hjalp os til at forstå, hvad der skete dengang. Det, der gjorde staerkest indtryk på mig, var den massive tilstedevaerelse af militaer. Somaliske soldater, som EU har traenet, og udenlandske styrker. Checkpoints i byen startede allerede med FN-soldater, der stoppede os i lufthavnen. Endnu flere styrker mødte os i byen, og vi var alle aengstelige og bange.
Mange gange blev vi udspurgt af soldater, også europaeiske tropper. Men somalierne har ikke glemt historien. Tidligere traumer har plantet frø dybt i én. Og så opleves udenlandske soldater i ens foraeldres hjemland som graenseoverskridende, som var vi stadig i krig.
Der har altid vaeret uheldige episoder med selv de fredsbevarende tropper i form af voldtaegt af kvinder, som civilbefolkningen er opmaerksom på og derfor på vagt over for disse soldater. Selv FN’s fredsbevarende tropper skal have genvundet befolkningens tillid, hvis det skal lykkes med at hjaelpe de mennesker, man er sat i landet for at hjaelpe. Jeg har vaeret vidne til, hvor bange mine kvindelige familiemedlemmer er i mødet med FN-soldater, som jeg føler mig mindst bange for, og hvis tilstedevaerelse jeg prøvede på at legitimere. Nok fordi jeg er vokset op i Danmark, hvor der er en grundlaeggende tro på, at FN kan sikre menneskerettighederne i hele verden. Vi skal ikke kun vaere trygge ved og stolte af FN i Vesten. Det skal vi også sikre, at mennesker i Afrika og i andre dele af verden er.
Et middel kunne vaere at investere mere i at uddanne soldater i det enkelte land, som tilhører landets befolkning, da man i tidligere koloniserede afrikanske lande som Somalia stadig ser det som et overgreb at skulle ledes af folk udefra.
Frigørelsen fylder stadig som et ideal – heldigvis. Men det kan slå grueligt fejl, som vi så i Mali, hvor EU har traenet soldater, der nu opererer efter russiske magtmekanismer. Det er blandt andet det, vi står udenfor i Danmark, fordi vi har det forsvarsforbehold, vi skal stemme om den 1. juni.
Under vores besøg i Somalia mødte vi også tyrkisk militaer. Igen var folks reaktion: “Hvad laver de i vores land?” Jeg har, desvaerre, oplevet mindre apati hos somaliere over for Tyrkiet, som har købt aflad hos somalierne i form af at bygge skoler, hospitaler, bidrage med nødhjaelp og åbne ambassade i Mogadishu. Jeg har til gengaeld oplevet, at befolkningen har stor apati for USA og Europa samt deres soldater.
Invasion og øget tilstedevaerelse efter begivenhederne 9/11 har svaekket tilliden: ganske enkelt grundet civile, som er blevet draebt i USA’s militaere operationer under luftangreb. Selv under vores rejse tilbage i landet var der et luftangreb fra amerikansk militaer i det sydlige Somalia, hvor formålet var at draebe ekstremister. Man draebte ikke én ekstremist, men der var børn, der døde blandt de civile.
Det bliver desvaerre et argument, der legitimerer ekstremisterne som en modstandsgruppe, som befrier befolkningen fra udenlandsk invasion.
Skal der så ikke vaere noget udenlandsk militaer eller soldater? Jo, det skal der vaere. Spørgsmålet er bare hvem. For der skal arbejdes for, at børn og civile i Somalia og i andre afrikanske lande får en sikker og tryg tilvaerelse. Og ingen ønsker ekstremister og islamister. For også de har sønderknust og destabiliseret lande i Afrika og draebt mange civile på hoteller, skoler og hospitaler med selvmordsbomber.
Volden er alle steder i Somalia, og derfor savner jeg også et mere nuanceret billede af militaere interventioner. Hvorfor hører vi sjaeldent om de negative afledte effekter af europaeiske og amerikanske operationer? Hvorfor rammer det aldrig de danske nyheder, når amerikansk luftangreb har draebt civile i Somalia? Eller når europaeiske soldater har voldtaget kvinder under krigen? Hvordan stiller vi de ansvarlige til regnskab?
Vi skal ikke kun vaere trygge ved og stolte af FN i Vesten. Det skal vi også sikre, at mennesker i Afrika og i andre dele af verden er.
Europaeisk militaer er i stort omfang til stede i Somalia. I stedet for blindt at indgå i det, bør vi se på, hvad de har gjort godt for, og om de reelt har haft nogen effekt. Og som land bør vi overveje, om vi føler, vi bedst kan løse en fredsopbyggende opgave ved at deltage i EU’s militaere missioner frem for de fredsmissioner, vi kunne deltage mere i både i EU- og FN-regi. Det er vaerd at overveje, når vi diskuterer vores forbehold mod de EU-militaere missioner, som jo naesten alle sammen foregår på det afrikanske kontinent.
Jeg er vokset op med fortaellingen om Somalia som en forfejlet stat og uciviliseret land. I flere årtier har europaeisk og amerikansk militaer vaeret til stede i Somalia og uden for Somalias kyst. Men vi har ikke løst problemerne med fattigdom, ekstremisme og global ulighed. I stedet satser vi stadig på, at militaer er et ubetinget gode. Men jeg maerker det stadig i kroppen og hjernen, hver gang jeg ser en soldat i uniform. Det går ikke vaek.
Somaliere har laenge vaeret bevidst om deres fortid som et koloniseret folk af europaeerne. Man vil gerne have selvstaendighed. Mange somaliske kunstnere ser også med kritiske briller på somaliske flygtninge til Europa. De kalder det hyklerisk, at man flygter til de selvsamme lande, som historisk har koloniseret Somalia. Men i hjertet er vi ikke undsluppet fra militaer, ekstremisme og fattigdom. Vi vil jo altid vaere krigens børn.