Svag vaekst presser Kina til vanskelig balancegang
Presset af en stadig svagere kinesisk vaekst ser Xi Jinping sig nødsaget til at opbløde stramninger i dele af økonomien. Glansen er i allerhøjeste grad gået af Kinas umiddelbart succesfulde nultolerancepolitik.
Den kinesiske regering har set sig nødsaget til at signalere til sit folk og omverdenen, at den står klar til at understøtte økonomien, som undergår en voldsom opbremsning. Opbremsningen skyldes nedlukninger af store områder i Kinas største og mest dynamiske kystbyer, herunder Shanghai.
Nedlukningerne betyder, at millioner og atter millioner fra middelklassen sidder indespaerret uden mulighed for at gå på både arbejde, indkøb og restaurant. Men frygten for, at de økonomiske konsekvenser af nedlukningerne spreder sig og ender i et kollaps, har fået myndighederne op af stolen.
Blandt signalerne fra Kinas politbureau var en yderligere opblødning af de regulatoriske tiltag, der over det seneste halvandet år har ramt bl.a. ejendomssektoren. Sektoren har laenge vaeret i søgelyset pga. ekstremt høj gaeldsaetning, som måske en dag kunne underminere Kinas finansielle system.
Samtidig repraesenterer udviklingen i ejendomssektoren en koncentration af ekstrem rigdom blandt en mindre gruppe i toppen af selskaberne.
En tilsvarende udvikling har Kina – ligesom Vesten i øvrigt – oplevet i en raekke andre brancher som f.eks. eundervisning og tech. Også her har det tidligere affødt et såkaldt regulatorisk crackdown, hvor myndighederne griber abrupt og hårdt ind i en sektor med helt nye krav og regler.
Det har i nogen grad vaeret uklart, om afsaettet var en aegte indignation over koncentrationen af velstand blandt en snaever elite, som flugter dårligt med Kinas kommunistiske arvegods (common prosperity). Eller om det har drejet sig om at tøjle nogle stadig mere åbenmundede samfundsspidser.
I hvert fald var der et bemaerkelsesvaerdigt sammenfald mellem optakten til de regulatoriske stramninger og Alibaba-ejer/erhvervsstjernen Jack Mas mystiske flermånedlige forsvinden ved udgangen af 2020. Uanset hvad er nu også de regulatoriske stramninger, som var annonceret for techsektoren, droppet – eller i hvert fald udskudt.
Umiddelbart er der ikke udsigt til en kovending i nultolerancepolitikken, sådan som mange af os, der følger Kinas udvikling, havde ventet.
Måske fordi det er ydmygende for regimet at erkende strategiens fejlbarlighed, eller måske fordi myndighederne bekymrer sig for de tilsyneladende talrige uvaccinerede aeldre kinesere og den moderate effektivitet af Kinas vacciner.
Trods nultolerance melder Politbureauet dog, at man vil afveje økonomiske og sociale hensyn i forhold til de sundhedsmaessige. Med den massive smitsomhed, som kendetegner omikronvarianten, er konsekvensen af de meldinger ikke nemme at tolke. Foruden ovennaevnte regulatoriske opblødning varsler Kinas ledelse både pengepolitiske lempelser, skattelettelser, subsidier og infrastrukturinvesteringer. Den ønsker en politik, der »understøtter efterspørgslen med fuld indsats«.
Humlen er jo bare, at det er vanskeligt at skubbe på efterspørgslen, hvis folk er spaerret inde i deres boliger.
Nultolerancen øger derfor usikkerheden om, hvor laenge Kinas vaekst vil vaere underdrejet.
Men den seneste tids signalskifte styrker forventningen om, at Kinas økonomi hurtigt kan rejse sig igen, når nedlukningerne afsluttes.