Søren Pape: Regeringens Rwanda-plan tester min
K-formanden har stemt for lov om modtagecentre, men bryder sig grundlaeggende ikke om at skulle flyve asylsøgere vaek. DF spørger, om han overhovedet vil vaere statsminister.
Det er en test på humanismen at sende asylsøgere til Rwanda.
Det mener den konservative formand, Søren Pape, som »i bund og grund« ikke bryder sig om at skulle flyve asylsøgere langt vaek, men dog støtter idéen, hvis det kan lade sig gøre.
Udtalelserne får Dansk Folkeparti til at beskylde ham for at vakle.
»Vil den mand vaere statsminister?« lyder det blandt andet fra vaerdiordfører Pia Kjaersgaard (DF).
Søren Papes udtalelser faldt i sidste uge til et offentligt arrangement på JP Scenen i Jyllands-Postens hovedkontor i Aarhus. Han blev interviewet af politiske analytiker Niels Th. Dahl, og der var også spørgsmål fra salen.
En tilhører ville gerne høre Søren Papes holdning til regeringens plan om et modtagecenter i Rwanda.
Regeringen forhandler i øjeblikket med det centralafrikanske land om en aftale, der vil betyde, at asylsøgere fremover flyves derned. De vil få ophold i Rwanda – ikke Danmark – hvis de anerkendes som flygtninge.
Tester humanisme
Søren Pape bemaerkede, at De Konservative har stemt for den lov, der gør det juridisk muligt at etablere et modtagecenter. Han sagde, at man i dag ser »kyniske menneskesmuglere, der bilder folk ind, at vi kan bringe dig til en verden med maelk og honning, og de bliver meget skuffede. For det er jo ikke det, de møder«.
En asylbehandling i Rwanda vil gøre det »meget lidt attraktivt« at søge asyl i Danmark, lød det også fra Pape.
Men han lagde samtidig vaegt på, at menneskerettighederne skal vaere i orden, og Danmark skal kunne garantere ordentlige forhold i det land, der får et eventuelt modtagecenter. Og det vil han gerne se i realiteten, »før jeg helt tror på det«.
Søren Pape fortalte tilhørerne, at spørgsmålet ikke er helt nemt for ham.
»Og det er en svaer sag, det vil jeg godt sige,« lød det fra Pape, der fortsatte:
»Man tester også lige sin egen humanisme lidt her. Og siger: Hvor langt kan vi gå?«