Partykonge med tømmermaend
Partykongen Boris Johnson, der har en sidebeskaeftigelse som britisk premierminister, har overlevet endnu et forsøg på at saette en stopper for sine eskapader. Om det så betyder, at han har stået stormen igennem og kan blive siddende indtil naeste faux pas, må dog kaldes et åbent spørgsmål. Mange partifaeller vil af med ham, og han er selv mand for hele tiden at laegge sig nye vanskeligheder i vejen.
148 konservative parlamentsmedlemmer udtalte mistillid til ham, mens 211 stadig støtter ham – formentlig af forskellige grunde. Mange af dem skylder Johnson deres lukrative positioner i regeringsapparatet og må frygte en udrensning, hvis en ny leder tager over. Andre lader til at vaere overtalt med alle hånde løfter. Mange vil have støttet ham i en personlig kalkule mere end af overbevisning om, at Boris Johnson er den bedste for Storbritannien.
Hele partygate-affaeren er en fuldtonet uvaerdig farce, der kun har én årsag: Boris Johnson og hans excesser. Hans haemningsløse omgang med magten og totale mangel på personlige bremsemekanismer har gjort hans foreløbige regeringsperiode til en prøvelse for alle Storbritanniens venner – også for alle, der efter brexit har ønsket det bedste for Det Forenede Kongerige. Johnson står i politiske og økonomiske problemer til halsen, men viser sig løbende ude af stand til at praestere den nødvendige dømmekraft, der burde vaere en forudsaetning for jobbet. I andre sammenhaenge ville man minde om, at Boris Johnson faktisk har fingeren på den britiske atomknap, og at det må føles urovaekkende. Det undlader man nådigt hér, men det er af respekt for det civiliserede Storbritannien, ikke af overbevisning om regeringschefens selvkontrol.
Det kan blive en meget lang nedtaelling til naeste ordinaere parlamentsvalg, senest i januar 2025. Der er masser af suppleringsvalg undervejs, og Johnson er så hårdt ramt rent på kaeben, at allerede naeste dårlige meningsmåling kan traekke taeppet endegyldigt vaek under ham. Hvis han tror, at han nu har fået en frist på 12 måneder, hvor han vil vaere skånet for nye mistillidsafstemninger, kan han roligt tro om. Hvis en ofring af Johnson er, hvad der skal til for at redde de konservative udsigter, vil et flertal i partiet ikke tøve med at aendre de interne partiregler.
Johnsons store argument for sig selv har vaeret, at han har givet partiet den største valgsejr i 40 år, og det er bestemt også vaerd at fastholde. Han var oprindelig en vindertype med en betydelig folkelig karisma, hvilket så også gjorde ham anløben i visse kredse. Han kørte brexit igennem, og hvad man end mener om det, så er idéen om, at han skulle have manipuleret de britiske vaelgere til at stemme sig ud af EU, lige så meget en konspirationsteori som så meget andet for tiden. Nej, de fulgte ham, fordi han overbeviste dem. En overgang gik Johnson for at vaere selve svaret på en ny tids krav til politikere som typer. Desto mere pinagtigt har det vaeret at følge, hvordan han har sat opbakningen over styr i rekordtempo. Afstanden fra komet til klovn er ingen steder kortere end i politik.
Johnson skal nu samle stumperne. Han personificerer alt det modsatte af, hvad Storbritannien har brug for, hvilket er ro, omtanke, bundtraek og fokus på de store udfordringer på alle vigtige fronter. Hans største force er lige nu, at heller ikke de potentielle afløsere står staerkt blandt vaelgerne. Det vil vaere skaebnens ironi, hvis netop den populistiske Johnson redder sig ved at vaere den mindst upopulaere.