Vindmølleparker til havs kan sende 100 mia. kr. i statskassen

Hvis private selskaber får mere frihed til at opføre havvindparker i danske farvande, vil der kunne blive sendt flere milliarder i statskassen og blive opført mere grøn energi, lyder det i en analyse fra taenketanken Axcelfuture.

Frem mod 2050 skal Danmark opføre 35 GW havvind i Nordsøen, og hvis staten spiller sine kort rigtigt, vil det ikke blot gavne klimaet, men også statskassen.

Det konkluderer erhvervslivets taenketank, Axcelfuture, i en analyse af udbudsdesign af havvind. Hvis staten aendrer på en raekke krav, vil udbygningen af havvind kunne sende mere end 100 mia. kr. i Finansministeriets retning de kommende 28 år, lyder det.

»Der er naturligvis en del aspekter, som spiller ind i den konklusion. Materialefordyrelser, hvor attraktive områderne er, konkurrencen og prisen på strøm bare for at naevne nogle få. Men det viser, hvor stort potentialet er, og det er da dumt, hvis staten ikke får det provenu, man kan få,« siger seniorrådgiver Finn Lauritzen.

Overraskende lodtraekning

Bagtaeppet for analysen er det nyligt overståede udbud på Thor Havvindmøllepark, som, når den står faerdig i 2027, med sin gigawatt vil vaere den største havvindpark i Danmark. Da udbuddet blev afgjort i december, stod Energistyrelsens medarbejdere nemlig med en uvant opgave. Hvordan man bedst traekker lod.

Den grønne omstillings kommercielle giganter i form af danske Ørsted, Andel og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), svenske Vattenfall, franske Total Energies og spanske Iberdrola, og tyske RWE havde nemlig alle budt på den maksimalt tilladte kapacitet med mindst mulig støtte.

Det endte med, at Kammeradvokaten og Energistyrelsen trak vinderens navn ud af en til lejligheden hastigt fremskaffet plasticspand.

Vinderen blev tyske RWE, mens de danske selskaber, men også den danske stat og klimaet, havde tabt. Havvindparken måtte nemlig maksimalt vaere på 1 GW, men ifølge svenske Vattenfall kunne der vaere 2,3 GW på den udbudte havbund. Og med en villighed til at betale ville det kunne sende mere end 4 mia. kr. i statskassen i stedet for de 2,8 mia. kr., det endte med.

»Myndighederne havde ikke forladt det gamle mindset om, at havvind kraevede støtte,« siger seniorrådgiver i Axcelfuture Finn Lauritzen om det kaotiske udbud, hvor tilfaeldighederne afgjorde, hvem der skulle opføre Danmarks største havvindpark.

Lodtraekningen fik flere af folketingets partier, lige fra SF over Radikale Venstre til Liberal Alliance, til at kraeve hurtigere og mere effektive udbud. Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen praesenterer sit forslag inden laenge.

Ny betalingsmodel

Hvis potentialet på 100 mia. kr. i betaling for havvind skal kunne indfries, kraever det dog ifølge Axcelfuture en raekke aendringer i, hvordan havvindparker kommer i udbud. Først og fremmest bør staten løsne håndbremsen og detailstyringen ved bl.a. at fjerne den øvre graense for, hvor mange vindmøller man må saette op i et område. Det vil betyde mest mulig grøn omstilling på mindst mulig plads, pointerer taenketanken.

Derudover bør man inddrage andre kriterier end blot pris, så man får den bedst mulige vinder og ikke laengere behøver at traekke lod.

Endeligt foreslår Axcelfuture, at man går over til en anden betalingsmodel end den nuvaerende differencekontrakt, forkortet CFD. I stedet anbefaler Finn Lauritzen en overskudsdeling, hvor udviklerne af havvind konkurrerer på, hvor stor en andel af overskuddet fra havvindparken, de vil give til staten i betaling.

»Når der ikke er tale om støtte, men betaling, er det meget naturligt, at det er den private aktør, som beslutter, hvordan det fungerer bedst. Det er på tide, at man dropper de mange detailkrav, for det er dem, der tager tid. Vi tror, at der er størst sandsynlighed for succes, hvis det er de private, som tager risikoen. Og vi tror også, at det er sådan, at Finansministeriet får den største betaling,« siger Finn Lauritzen.

Axcelfutures pointer møder bred opbakning i industrien, hvor man, med forbehold for endnu ikke at have laest den fulde analyse, overordnet er enig i, at det vil skabe mere grøn energi end den nuvaerende model. At det ikke er hensigtsmaessigt, at store infrastrukturprojekter afgøres ved hjaelp af en plasticspand, er der bred enighed om.

»Lodtraekningen var det endegyldige bevis på, at havvind er en sindssygt konkurrencedygtig teknologi. Når vi så ved, at der er behov for at traede på speederen for at komme ud af Putins gas, så er det aergerligt, at der er fem bydere, som vil, men at kun én får lov,« siger Ulrik Stridbaek, chef for energiøkonomi i Ørsted.

Et raes mod bunden

Han bakkes op af partner i Copenhagen Infrastructure Partners Thomas Dalsgaard.

»Det er jo et nybrud inden for havvind, at selskaber vil betale penge for at opføre det. Jeg deler i store traek Axcelfutures analyse. Det er gode anbefalinger, hvor hovedoverskriften bør vaere, at samfundet vil have stor glaede af at saette de private aktører fri,« siger han og understreger isaer behovet for at inddrage andre parametre end blot pris i udbud.

»At afgøre så vigtige ting ved lodtraekning er virkelig en uheldig måde at gøre det på.«

Også svenske Vattenfall, der ejer godt halvdelen af den opførte havvind i Danmark, støtter op om Axcelfutures forslag, omend public affairschef i Danmark Mads Krogh advarer mod fortsat udelukkende at vaelge vinderen af udbud på baggrund af betalingsvillighed, som det sker i dag.

»Der er flere gode forslag. Men jeg kan ikke se, om Axcelfuture støtter et raes mod bunden eller ej. Altså, hvor man i en fremtidig udbudsmodel skal konkurrere på, hvem der kan betale mest til staten,« siger han.

Isaer forslaget om at fjerne begraensningen på kapacitet i et udbud får dog ubetinget støtte fra branchen.

»Når vi kunne bygge mindst 2 frem for 1 GW i Thor-området, så viser det tydeligt, at tiden er løbet fra at saette begraensninger på kapaciteten. Hvis det handler om, at eksempelvis elnettet ikke kan aftage strømmen, kan udvikleren selv nyttiggøre den ekstra energi på anden vis,« siger Mads Krogh og fremhaever brintproduktion som en oplagt mulighed.

Mere kreative løsninger

Da udbuddet for Thor blev designet, var det blot otte år siden, at staten måtte punge ud med statsstøtte på omkring 11 mia. for den blot 400 MW store Anholt Havmøllepark, som blev opført af davaerende Dong.

Det viser ifølge selskaberne, at konkurrencen på pris har skabt resultater, men også, at tiden nu bør vaere inde til andre parametre.

»Det ansporer byderne til mere kreative løsninger, hvis staten tog en mere holistisk tilgang til havvind. Der får samfundet simpelthen mere bang for the buck. Hvis man udelukkende konkurrerer på pris, sker det med maksimal risiko, og så bliver prissaetningen også derefter. Så paradoksalt nok vil det i et samfundsperspektiv blive dyrere på den måde,« siger Ulrik Stridbaek.

Han advarer sammen med Vattenfall mod fortsat udelukkende at vaelge vinderen af udbud på baggrund af pris, som det sker i dag:

»Man bør overhovedet ikke afgøre udbud gennem betalingsvilje. Det bør fjernes helt. Der skal selvfølgelig vaere en betaling til statskassen, men det bør i højere grad vaere i form af deling af overskuddet eller lignende.«

I Danmarks grønne taenketank Concito advarer senioranalytiker Karsten Capion dog om at måle selskaber på andet end pris.

Når der ikke er tale om støtte, men betaling, er det meget naturligt, at det er den private aktør, som beslutter, hvordan det fungerer bedst. SENIORRÅDGIVER I AXCELFUTURE, FINN LAURITZEN

I dag bliver et havbundsområde til etablering af havvindmøller udlagt i en auktion.

Der laegges et loft over, hvor stor parken må vaere. Det er isaer et hensyn til statens udgifter, da tidligere udbud har vist sig ganske dyre.

Interesserede laegger et bud på, hvor meget de vil opføre, samt hvor stort et beløb i støtte man kraever. Støttemodellen er i dag en differencekontrakt, hvor udvikleren af havvindparken melder ind, hvor stort et tillaeg man ønsker ift. en referencepris udregnet af det forudgående års gennemsnitspris for strøm. Hvis strømprisen er lavere end referenceprisen, betaler staten til ejeren af havvindparken, mens det modsatte gør sig gaeldende, hvis strømprisen er højere. Vinderen af auktionen er det selskab, som byder mest mulig kapacitet til det laveste tilskud. I Thor-udbuddet bød fem konsortier den lavest mulige pris på 0,01 kr. per kWh strøm og den maksimale kapacitet på 1 GW, hvorfor der skulle traekkes lod. I Thor-udbuddet blev der fastsat en maksimal betaling fra starten på 6,5 mia. kr., mens den maksimale betaling til staten er fastsat til 2,8 mia. kr.

Med den projicerede elpris forventes det, at de 2,8 mia. kr. fra RWE til staten vil blive betalt inden for få år, hvorefter parken de facto vil operere på markedsvilkår.

»Det er uklart for os, om det er hensigtsmaessigt at konkurrere på baeredygtighed i udbuddet. Hvis man skal konkurrere på andet end pris, skal det ske på så objektivt et grundlag som muligt. Eksempelvis kan man prissaette udledninger ved anlaeg og drift. Miljøpåvirkning håndteres dog umiddelbart bedre ved minimumskrav, da det er vanskeligt at vaegte miljøeffekterne af forskellige måder at etablere havvind på,« siger han.

For lidt vind udbydes

Den mest fundamentale udfordring ifølge Ørsted er dog, at der udbydes for lidt havvind ad gangen.

For nyligt bebudede statsminister Mette Frederiksen i Esbjerg, at Danmark skal opføre 35 GW havvind inden 2050, og det kan ikke nås, hvis der ikke udbydes mange flere områder ad gangen, siger Ulrik Stridbaek.

Hvis den danske stat skal nå sine klimamålsaetninger og samtidig høste store indtaegter fra havvind, bør fremtidige udbud ifølge taenketanken Axcelfuture ikke laengere indeholde maksimum kapacitet for områder, sådan som det har vaeret saedvane hidtil.

Det hører ifølge taenketanken til en tid, hvor havvind kraever støtte. I stedet bør de private aktører selv kunne vurdere, hvor store maengder havvind der er plads til på et stykke havbund inden for gaeldende regler.

Derudover bør staten indføre andre parametre end blot pris i udbud for at sikre, at det er den bedste og ikke blot billigste havvindpark, som opføres. Selskaber skal have mulighed for at konkurrere på eksempelvis baeredygtighed og klimaaftryk.

Endeligt anbefaler Axcelfuture, at staten indfører en såkaldt overskudsdelingsmodel, hvor selskaber i udbud kan konkurrere på, hvor stor en andel af et eventuelt overskud på en havvindpark de vil tildele staten. Axcelfuture understreger, at mange faktorer spiller ind på prisen på en havvindpark, hvorfor der ikke er garanti for, at alle havvindparker fremadrettet vil resultere i indtaegter for staten.

»Når vi taler om havvind, kan man bruge rigtig meget krudt på at tale om udbud, men det vigtigste er faktisk, at vi får volumen hurtigst muligt. Der er i dag taget beslutning om 5-6 GW havvind. Det bør udbydes på én gang,« siger han.

Det synspunkt deler Concitos senioranalytiker.

»Der bliver i øjeblikket udbudt for lidt ad gangen. Havet er meget stort, og der er meget plads, så staten bør ikke skabe kunstig knaphed på areal. Vi anbefaler en model, hvor man udbyder mere areal, end der er brug for, og hvor størstedelen af de statslige indtaegter kommer fra de bedste placeringer, hvor aktørerne overbyder hinanden for at få retten til at bygge,« siger han.

Det har ikke vaeret muligt at få en kommentar til Axcelfutures analyse fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Hun understreger, at der globalt i dag produceres korn nok til at kunne brødføde alle mennesker i verden, men at der på grund af krigen er »meget stor risiko for, at produktionen ikke vil nå frem til dem, der har mest behov«.

»Det er afgørende, at vi sikrer, at landbrugsråvarer og fødevarer når alle forbrugere til priser, som de har råd til at betale,« slår Laurence Boone fast.

Hun peger specifikt på, at de fejl, der blev begået i forbindelse med distributionen af coronavacciner, ikke skal gentages, når det gaelder logistikken i forbindelse med at sikre den globale fødevareforsyning.

Bremse på pengepolitikken

Dagen før et afgørende møde i Styrelsesrådet for Den Europaeiske Centralbank (ECB) advarer OECD mod pengepolitiske overreaktioner.

Den høje inflation og beskaeftigelse indikerer, at der ikke laengere er behov for en lempelig pengepolitik. Imidlertid drives inflationen i mange dele af verden af fødevarer og energi.

»Hvis pengepolitikken ikke kan adressere disse forsyningschok, kan den signalere, at inflationen ikke vil få lov til at stige yderligere og sprede sig endnu mere i samfundsøkonomien. Derfor er det velbegrundet at indstille den lempelige pengepolitik,« betoner Laurence Boone, men siger så:

»I Europa, hvor den forsyningsdrevne inflation dominerer, er der grund til forsigtighed med pengepolitiske aendringer. Omvendt i lande som USA, hvor inflationen drives af en overdrevent kraftig efterspørgsel, skal pengepolitikken strammes hurtigt for at mindske risici for overophedning.«

Ikke kun, når det gaelder pengepolitikken, kommer OECD med en advarsel. Det samme gaelder håndteringen af inflationen.

Havvindmølleparken Kriegers Flak med 72 vindmøller er bygget og drives af svenske Vattenfall. Arkivfoto: Marcus Emil Christensen