Driv ikke politik på retsstaten

I den ene weekend raekker Mette Frederiksen hånden ud til de borgerlige for at få et bredt samarbejde over midten. I den naeste lyder det fra regeringen, at Venstre har overgivet sig til konspirationer og elementer af trumpisme ved at så mistillid til alt og undlade at forsvare institutionerne, som beskaeftigelsesminister Peter Hummelgaard fik det formuleret i et interview i Politiken. At det ikke var en fortalelse, blev tydeliggjort af, at indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen både bakkede op og uddybede synspunktet søndag aften på tv.

For den ikke indviede: Bagtaeppet for udtalelserne er sagerne om mink og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), herunder sigtelsen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Hummelgaard medgiver, at de er gjort af stof, som fodrer konspirationsteorier, men han undlader at se indad og overveje, hvad regeringens egen rolle er i det efterhånden noget slørede billede. Faktum er, at offentligheden forsat er uvidende om, hvad der skete bag kulisserne, og hvem som bestemte hvad, da i hvert fald tre afgørende beslutninger blev truffet: at alle mink skulle aflives, selv om der ikke var lovgrundlag for det, at flere ledende medarbejdere i FE skulle sendes hjem, da kritikken fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne landede på forsvarsministerens bord, og at såvel en tidligere FE-chef som en tidligere forsvarsminister blev sigtet for at have overtrådt en af straffelovens mest alvorlige bestemmelser.

Den dybe boring i beslutningsprocessen i såvel minksagen som FE-sagerne er kun naturlig og et tegn på, at retsstaten i hvert fald på det plan virker.

Både Hummelgaard og Rabjerg Madsen fingerer, at de er staerkt overraskede over, at de borgerlige så hurtigt afviste Mette Frederiksens angivelige tilbud om at danne en regering over midten. Men deres udtalelser denne weekend tyder staerkt på, at regeringen på forhånd havde kalkuleret med afslaget og derefter er gået videre til punkt to i en slagplan, som skal udstille Jakob Ellemann-Jensen som en tvivlsom statsministerkandidat. Hvad mon Mette Frederiksen ville have stillet op, hvis Ellemann-Jensen havde sagt ja tak?

Sandheden bag både den udstrakte hånd til og den hårde kritik af Venstre er naturligvis, at Mette Frederiksen er traengt. Den strategi, som hun lagde før valget i 2019, skød vaelgerne i saenk ved kommunalvalget. Virkeligheden har meldt sig, og der er snart ikke tal på, hvor mange gange statsministeren er drejet rundt om sig selv. I 2019 afslog hun Lars Løkke Rasmussens forslag om regering over midten, nu lancerer hun det selv. Tidligere var hun rød, før hun var grøn, nu er det så vidt vides omvendt. Da hun trådte til, var hun skeptisk over for EU, nu mener hun, at Danmark skal vaere i hjertet, og al snak om, at forsvarsforbeholdet ikke havde nogen praktisk betydning, forstummede, da Rusland angreb Ukraine. Økonomisk set er Mette Frederiksen også kommet på andre tanker og tør nu tale om reformer for at øge arbejdsudbuddet. Det er i det lys, regeringens skarpe kritik af Venstre skal ses.

At retsstaten og de institutioner, som den hviler på, gøres til kastebold i et politisk spil, er under alle forhold trist. Hvis Danmark ikke skal ende i amerikanske tilstande med facts og alternative facts, så kraever det, at man i det mindste kan vaere enige om den virkelighed, som man forholder sig til. Hertil hører, at den, der har magten, bruger den med omtanke og på en måde, så alle kan følge med i, hvad der foregår.