I Venstre er de djøf’ere om natten
En vaesentlig del af min vej ind i politik var en protest imod den centralisering af vores land, der foregik i 00’erne, ikke mindst under ledelse af Venstre. Sandheden er jo nok, at når det kommer til centralisering, er Venstres ledelse som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. De er grundtvigianere om dagen, men djøf’ere om natten.
Det startede dengang i 00’erne, hvor Anders Fogh udskiftede tidligere tiders højskolefolk og satsede på handelshøjskolen i stedet. Fra 2001 til 2011 gennemførte Venstre – isaer med Lars Løkke som drivkraft – en danmarkshistorisk stor centralisering, hvor ingen gik fri: kommuner, uddannelser, politi, domstole og mange flere.
For ikke at naevne den store reform af skattevaesenet i 2004, hvor man fjernede de kommunale inddrivelser og i stedet satsede på et it-system, som aldrig kom.
Det var både dyrt og dårligt for
Danmark. Mange købstaeder og mindre byer mistede uddannelser og skoler og meget af det liv, som man havde haft før.
Produktionserhvervene blev nedgjort, og man satsede i stedet på globaliseringsstrategier og kreative erhverv. Flere kontorer med farvede saekkestole og faerre maskinvaerksteder, hvis man skal saette det på kort formel.
Venstre har siden skammet sig noget, og partiets politikere taler ikke højt om de reformer, som de gladeligt hujede frem i centraliseringens storhedstid.
Og man forsøgte at gøre det godt igen efter valget i 2015, hvor provinsens vaelgere slog tilbage og reducerede Venstre med 13 mandater. De farvede slips fra handelshøjskolen i København blev erstattet af Dansk Folkepartis farvehandlere, farmakonomer, automekanikere og receptionister fra provinsen.
Ikke desto mindre oplever vi nu, hvordan Venstre endnu en gang er slået tilbage på kursen fra 00’erne. Lad mig blot tage to eksempler fra den senere tids debat i Folketinget.
Først drejer det sig om de realkreditlån i landdistrikterne, som Venstre ofte har sagt er et problem, der skal løses. Nu har vi fra regeringens side fremlagt en model, der svarer til den måde, man har gjort det på i Norge i mange år. Landdistrikternes Faellesråd og mange lokale politikere er glade for vores løsning, men Venstre stemmer af uransagelige årsager alligevel imod. Det er helt uforståeligt, at Venstre ikke vil hjaelpe folk på landet til at kunne købe et hus.
I anden omgang drejer det sig om fordelingen af landets gymnasieelever. Mange små gymnasier er presset af faldende elevtal, og regeringen har derfor fremlagt en model, hvor hvert gymnasium er sikret mindst 72 elever. Det vaekker glaede på de mindre gymnasier i provinsen, som f.eks. Fjerritslev, Morsø, Faaborg og Haslev.
Men da jeg diskuterede sagen med Venstres landdistriktsordfører, Peter Juel-Jensen, i efteråret, var han imod og sagde, at »hvis man vil have gymnasier liggende ude i landdistrikter, så skal det gerne vaere sådan, at de er valgt til, ikke, at de er valgt fra andre steder«, og satte trumf på: »Der skal vaere frit valg.«
Men som de fleste ved, har der aldrig vaeret frit gymnasievalg i Danmark. Og med god grund. Lad os antage, at alle unge i Holstebro Kommune frit kunne vaelge at gå på gymnasiet i Holstebro. Dette ville betyde, at de to gymnasier i Lemvig og Struer ville mangle elever og dermed vaere truet af lukning. Og ekstra surt ville det så vaere for de unge i Thyborøn, som så skulle rejse mere end halvanden time for at komme i skole. Derfor beder vi en lille gruppe unge i Holstebro Kommune om at gå på Lemvig Gymnasium, sådan at der også er frihed for de elever, der bor i Thyborøn. En lille smule ufrihed for nogle giver en stor frihed for andre.
Venstre har siden skammet sig noget, og partiets politikere taler ikke højt om de reformer, som de gladeligt hujede frem i centraliseringens storhedstid.
Men Venstre stemmer altså imod og lader til at vaere helt ligeglad med de små gymnasier i købstaederne. Måske fordi isaer Jakob Ellemann-Jensen synes, det er vigtigere at imødekomme den kritik af gymnasieaftalen, som kommer fra de velstående kommuner i Nordsjaelland. Derfor en opfordring herfra til Venstres ledelse: Tag en tur rundt i landet. Snak med alle de gode og solide Venstre-folk, der udgør rygraden i mange af vores lokalsamfund, og som hver dag kaemper for at skabe et land, der haenger sammen. Eller med nogle af de gode byrødder, som kaemper for at skabe udvikling i deres byer og kommuner. Det kan vaere, at I kommer tilbage beriget med nye indtryk, I ikke får til daglig.