Danske toppolitikere er bedre end deres rygte
Holger K. Nielsen bliver det naeste politiske topnavn, der er udpeget til at gøre en forskel for Danmark i diplomatiet. Og det er at undervurdere, hvad de kan, hvis man ikke kan se erfarne politikere i den rolle.
Så blev der lige så stille listet en nyhed af de mere principielle af slagsen ud sidst på ugen, da tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen blev udnaevnt som saerlig repraesentant for Danmark ved FN. Herfra skal den seriøse, erfarne og vidende folkesocialist fremme chancen for dansk medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26.
Få i den politiske verden kaster sig ind i et forsvar for, at ledende politikere skal kunne blive udnaevnt til topdiplomater, fordi de kommer under mistanke om at mele deres egen kage, så her er den rå version, bl.a. baseret på mine års rådgivning af ministre og toppolitikere: De, der har styret tunge ministerier eller et helt land, kan selvfølgelig også styre en ambassade og tjene Danmark godt.
Og derfor kommer vi til at se flere forhenvaerende politikere i svaervaegtsklassen, ud over Holger K., betraede den vej, når der er helt saerlige omstaendigheder, som taler for det. Altså som supplement til klassiske diplomater, rekrutteret fra udenrigstjenesten, der stadig vil – og skal – vaere hovedreglen.
Over årene har jeg hørt det ene mere saelsomme argument efter det andet for, at forhenvaerende ministre ikke kan blive topdiplomater eller ambassadører. Der mangler i de situationer ganske enkelt anerkendelse af, hvad tidligere toppolitikere kan bidrage med.
Vi behøver ikke kigge helt til
USA for at finde eksempler på den udpegningspraksis. Sverige og Norge har også gjort det, og EUkommissaerer er mest rekrutteret blandt toppolitikere. Jeg har i det internationale oplevet flere politisk udpegede topdiplomater eller ambassadører, og klart nok er nogle af dem fejlskud. Anekdoter og skønhedspletter aendrer dog ikke ved det principielle.
I embedsvaerket er der dels modstand dikteret af saerinteresser, understøttet af staerke faglige organisationer. Dels ud fra det helt legitime perspektiv, at det er svaert at fastholde konkurrencemomentet og det principielt kvalifikationsbaserede i udenrigstjenesten, hvis vigtige poster bliver besat med udefrakommende. Udenrigsministeriet tiltraekker nogle af de skarpeste hjerner, og der skal selvsagt vaere karrieremuligheder blandt skolede diplomater, der kan deres metier.
Men toppolitikere har et ekstra gear, som gør dem egnede til at tjene Danmark i en anden kapacitet. De kan simpelthen noget specielt. Tale med andre landes magthavere, få saerlig adgang. De ved, hvordan man skal belaegge sine ord for at få taletid i medier, og de kan tåle den ret hårde kontaktsport, politik og diplomati også er, herunder iskolde kalkulationer over, hvad der tjener landet bedst. I en tid hvor public diplomacy er i højsaedet, og diplomater skal bruge tid på sociale medier, på at vaere synlige lobbyister for en sag og på at repraesentere Danmark i pressen, kunne forhenvaerende politikere vaere et nyttigt supplement.
Får vi flere ekspolitikere i diplomatiet, vil der blive holdt øje. Saerligt, hvor modstanden er størst.
Det er også o.k. Men det aendrer ikke på det principielle i sagen i, at rigtigt udtaenkt og eksekveret kan en saerlig repraesentant blive et vigtigt talerør for Danmark.
At bringe politikere i spil har en lang forhistorie: I 2016 blev det annonceret, at Bertel Haarder skulle vaere generalkonsul i Flensborg. Det døde efter meget virak. I 2011 blev der udnaevnt fem eksportambassadører, bl.a. Uffe Ellemann og Ritt Bjerregaard. Kort efter blev det skrottet ved regeringsskiftet. I
2009 blev Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen tilbudt ambassadørposter, ifølge Per Stig Møllers erindringer. Også endnu tidligere er det forsøgt.
Sidste år skete der noget nyt.
Ovenpå et slagsmål i Lønningsrådet, der laver vejledende udtalelser om tjenestemandsstillinger, indstillede et snaevert flertal, at det skulle vaere muligt med sådanne udnaevnelser.
Radikale Venstre betingede sig dog, at udnaevnelser ikke kunne ske som landeambassadører, men det kom ikke med i regeringens bekendtgørelse om opslag af disse stillinger, der nu lyder sådan: »Ansaettelse kan endvidere i enkelte helt saerlige tilfaelde ske uden opslag i stillinger i udenrigstjenesten, dog således, at ansaettelse sker for højst tre år.«
Så hyrede regeringen Kristian Jensen og nu Holger K.
Regeringen har med andre ord nogen bevaegelsesfrihed. Mit bud er, at Mette Frederiksen, der udviser fasthed i organiseringen af centraladministration, vil køre hen over systeminteresser, hvis hun mener, der er en kandidat, der kan spille Danmark god.
Mit bud er, at Mette Frederiksen, der udviser fasthed i organiseringen af centraladministration, vil køre hen over systeminteresser, hvis hun mener, der er en kandidat, der kan spille Danmark god.
Bundlinjen er, at vi bør tiltro ledende politikere, at de kan bidrage med noget substantielt, når de holder op med at tjene Danmark som folkevalgte. Danske toppolitikere er langt bedre end deres rygte. Rigtigt udført kan politiske udpegede diplomater supplere dygtige danske diplomater, så Danmark bokser i en højere vaegtklasse, end vores størrelse ellers berettiger til.