Mens vi venter på krigen
Krigen i Ukraine naermer sig sin femte måned. Og hvad er resultatet? Flere end 30.000 døde russere, tusindvis af døde ukrainere, mennesker på flugt og kolossale materielle tab. I Odesa er krigen endnu et stykke vaek. Endnu.
Krigen – alle krige, også denne i Ukraine – har mindst to sider. Der er kamphandlingerne ude på slagmarken, afbrudt af pauser så lange, at man risikerer at dø af kedsomhed. Og der er den offentligt tilgaengelige fortaelling, som ifølge sin natur er så koncentreret, at den ikke kan gengive krigen i alle dens detaljer og slet ikke i dens helhed.
Odesa er en af Europas smukkeste og venligste byer. Tid efter anden gjalder en luftalarm, men ingen tager sig af den. Russiske raketter har draebt en snes mennesker, men de egentlige kamphandlinger foregår i Donbas og øst for Mykolaiv laengere henne på Sortehavskysten. I Odesa kan man føle sig hensat til Europa af i går: velplejede parker med elegante caféer, brolagte boulevarder, borgerpalaeer, handelshuse og glemte gårdspladser. Tusinder er flygtet, andre tusinder er kommet til fra de russisk erobrede områder. Byen som sådan er der, intakt i sommervarmen, kølet af en brise fra Sortehavet, med sine minder og monumenter, en by, der – trods barrikader, kontrolposter og natlige udgangsforbud – indbyder til lediggang og laesning.
Krig er maend og kvinder i kamp. Krig er blod og død og lemlaestelse. Krig er tordnende larm, braendende huse, bortspraengte broer, udbombede hospitaler, børnehaver, museer og jernbanestationer.
Krig er også stilhed og ventetid, den dybe indånding. Jeg kender det fra Centralamerika, fra Mellemøsten, fra Balkan – og nu fra Ukraine. Jeg kunne forsøge at traenge igennem til det østlige Ukraine, men der ville jeg med mine aldrende ben, min sukkersyge og andre gebraekkeligheder vaere i vejen. Jeg agter mig ud til fronten ved Mykolaiv. Maksimalt. Der har jeg venner. Der vil jeg ikke vaere et problem.
Her og nu, i Odesa, møder jeg kolleger, intellektuelle og kunstnere. Jeg vil ned under krigens overflade, ned i dens natur, ind i dens princip.
Krigen i Ukraine har afsløret den russiske haer som vaerende rådden ind til benet, gammeldags i sine metoder, korrupt, ringe forsynet og ringe ført, ekstremt brutal. Ordrer er ordrer og kan ikke diskuteres. Selv feltkommandørerne risikerer at komme i vanskeligheder, hvis de taenker eller handler på eget initiativ. De menige behandles så hårdt, at de deserterer snarere end at begive sig ud på, hvad alle kan gennemskue som selvmordsmissioner. En foreløbig laere af Ukraine er denne: Moderne, intelligent krigsførelse er ikke en russisk prioritet.
For så vidt er begge krigens parter på haelene, ukrainerne taktisk, hvilket er til at leve med, russerne strategisk, hvilket udgør et eksistentielt problem, ikke blot for krigsmageren i Kreml, Vladimir Putin, men for hans magtsystem og for Rusland i sin nuvaerende skikkelse.
Mandagens nyheder på ukrainsk tv vedrører de uhørt hensynsløse kampe omkring Sjevjerodonetsk ude i Donbas. Vil russerne tage denne store, men militaert set ikke overvaeldende vigtige industriby efter ugers stormløb? Det kan formodes. Men en sådan sejr vil i den politiske og militaere virkeligheds verden vaere et nederlag.
Når den russiske øverstkommanderende i Ukraine, general Dvornikov, ofrer tusinder af sine soldater og store maengder af materiel på denne offensiv, har det at gøre med prestige. Putin kan ikke tåle endnu et nederlag og slet ikke et nederlag i Donbas.
Ukrainerne viger langsomt i øst og slet ikke nede på Sortehavskysten. Krigen naermer sig sin femte måned. Og hvad er resultatet? Flere end 30.000 døde russere, kolossale materielle tab. Kyiv, Kharkiv, Dnipro og Odesa ligger uden for fjendens raekkevidde. Gevinsterne er provinsbyer som Mariupol, Melitopol og Kherson, på sin egen vis en triumf for ukrainerne, en ydmygelse af Rusland.
Jeg møder Alina Zadorozhnyya, førende journalist, skarpsindig iagttager, i Odesas rosenduftende bypark. Hun er bekymret, men også stolt af den ukrainske haer. Hun føler, at hun og hendes familie beskyttes af den, og hun er overbevist om dens senere, fuldstaendige sejr. Det russiske angreb den 24. februar, siger hun, skabte eller genskabte nationen Ukraine. Som de fleste i Odesa er Alina naturligt russisktalende, og som de fleste naegter hun nu at tale eller skrive russisk, kolonimagtens sprog, forvaltningssproget, elitens sprog. Hun er gået tilbage til sine foraeldres og bedsteforaeldres sprog, til hjemmets sprog, til store ukrainske digtere som Lesya Ukrainka og Taras Sjevtjenko, til det aegte.
Alina er sammen med sin veninde, Iryna, professionel musiker, medlem af blaesersektionen i Odesas Symfoniorkester, desuden lidenskabeligt optaget af sin mandolin. Hun taler om, hvordan ukrainsk musik styrker den ukrainske identitet, den ukrainske selvtillid. Endnu en flugt vaek fra det kommunistiske og det putinske Ruslands fremstilling af Ukraine som det bondske og primitive, som folklore.
Hun har medbragt sin mandolin og spiller to små stykker for mig, det første fyldt med temperament, det andet med ynde, en danserytme, en tone af melankoli.
I det både større og mere intime billede af krigen indgår et møde med Jevgenyj Golubovskyj, russisktalende og skrivende forfatter og intellektuel, ukrainsk patriot, ifølge Alina ”Odesas sjael”, kendt af alle. Med den 86-åriges visdom fortaeller han mig i sin stue, fyldt med bøger, malerier, gamle møbler og stabler af papir – midt i det hele en bjaeffende pekingeser – at han vil anvende russisk til sin død, og at ingen vil misforstå hans beslutning. Odesa, siger Golubovskyj, er åbenhedens by, mangfoldighedens by, der selv under sine kommunistiske herskere var friere og dristigere end andre sovjetiske byer.
»Vi er den store havneby,« praeciserer han.
»I Odesa havde vi alle mulige folkeslag, russere, ukrainere, graekere, italienere og franskmaend, jøder, armeniere og georgiere, tyrker og gagauzere, syrere og serbere, langt over 100 nationaliteter. Mange er nu vaek, men ikke Odesas frisind.«
Putins nationalt ensrettede Rusland betragter han som fortabt. »Vi befinder os i de vilde dyrs tid,« siger Golubovskyj til afsked og giver mig to af sine bøger.
»Der vil komme andre og bedre tider, hvor vi atter kan leve sammen som mennesker.«
Demokrati, sikkerhed og krig har beskaeftiget mig siden min ankomst til Information som ung journalist i 1963, mere intensivt på Jyllands-Posten, der ansatte mig som udlandskorrespondent i 1980. Jeg foretog i midten af 1960’erne den første af utallige rejser gennem det af russerne besatte Østeuropa og fortsatte i 1970 med tog – langsomt, langsomt – fra Helsingfors til Nakhodka på Stillehavskysten. Den såkaldte forståelse i Vesten for Rusland, hvad enten dette var kommunistisk eller som nu fascistisk, delte jeg aldrig. Jeg holdt mig til den romerske general Vegetius, hvis råd – selvsagt upåagtet – til sine landsmaend lød: Den, der vil freden, forbereder sig på krigen.
Hvad angår Ukraine, forberedte Vesten sig ikke. Advarslerne stod i kø: Tjetjenien, Georgien, Syrien, Libyen, Krim, Donbas. Vi foretrak at leve højt på den såkaldte fredsdividende. Vi forvandlede vore demokratiske stater til hujende underholdningssamfund. Vi brugte historien som stoppested, ikke som udgangspunkt. Gangstersyndikatet Putin & Co. anså os af samme grund for dekadente og perverterede, et let offer for deres barbari.
Forventningen er, at den nuvaerende ligevaegt mellem angriber og forsvarer henover sensommeren langsomt vil forskubbe sig til fordel for ukrainerne. Jeg kan sagtens forestille mig, at Putin og Rusland vil ende, hvor Hitler og Tyskland endte i 1945.
De tog fejl. Heldigvis. Vesten vågner til dåd, selv Danmark vågner. Tredje verdenskrig foregår i Ukraine. Foreløbig har ukrainerne standset russerne. En forventning er, at den nuvaerende ligevaegt mellem angribere og forsvarere langsomt vil forskubbe sig til fordel for ukrainerne. Min egen forestilling er, her i det fredelige Odesa, at inden årtiets udgang vil Putin og Rusland ende, hvor Hitler og Tyskland endte i 1945.