Fortaellekunsten er Jørgen Leths livslange levevej
Forfatteren, digteren og filmmageren Jørgen Leth fylder 85 år og ser tilbage på inspirationen fra Hemingway og på cykelsporten, der satte ham i gang som fortaeller.
Det er efterhånden nogle år siden, at Jørgen Leth begyndte at skrive om sin egen alder. Om hvordan det føles at få stive ben og dårlig balance, når man ser sig selv som en, der går gennem livet med faste skridt. Det handler om for enhver pris ikke at falde – og om ikke at få den der kalkunhals.
Nu fylder filmmageren, journalisten og digteren 85 år i en tid, hvor han har travlt med at gøre endnu en film faerdig – denne gang om den danske jazzmusiker Jakob Bro.
Jørgen Leth begyndte som journalist på dagbladet Aktuelt i 1959, han udgav sin første digtsamling, ”Gult Lys”, i 1962, og han lavede sin første film, ”Stopforbud”, i 1963.
Fra begyndelsen af 1990’erne kom Jørgen Leths stemme hver sommer ud til danskerne, da han kommenterede Tour de France med sin faste makker Jørn Mader.
I dag siger Jørgen Leth, at han »ikke har lukket butikken« – f.eks. udkom samtalebogen ”Sidste tour – Mader & Leth for nylig”.
»Jeg er ikke holdt op med at skrive digte, selv om der går laengere imellem. Min kreativitet er nedsat, og jeg kan ikke så mange ting samtidig laengere, men jeg prøver at skåne mig selv – og mine børn gør mig opmaerksom på, at jeg skal passe på.«
Cykelsporten bjergtog Leth
Cykelsporten gjorde Jørgen Leth bredt kendt, og han har vaeret med til at udbrede fortaellingen om cykelsporten i Danmark. Interessen for cykelsporten begyndte, da han var dreng og kom på Aarhus Cyklebane, hvor hans onkel var banechef, og hvor Jørgen Leth fik adgang til verdensstjernerne. Allerede i 1950’erne begyndte han som journalist at skrive om cykelsport.
»Jeg havde en lyst til at fortaelle om mine oplevelser, og jeg syntes, forståelsen af cykelsporten manglede en fortaeller. Den rolle tog jeg på mig. Jeg måtte opfinde mit sprog for det. Og jeg oplevede, at min poesi aendrede karakter, da jeg begyndte at fortaelle. Der skete et eller andet med mit sprog.«
Hvordan blev du en god fortaeller?
»Jeg har ikke en saerlig teknik. Jeg fortaeller det, jeg ser. Det er den enkle mekanik i det. Afstanden fra oplevelse til fortaelling skal vaere så kort som mulig.«
Hvorfor fungerer det, når du f.eks. fortaeller om almindelige oplevelser som at danse eller at køre i tog gennem Danmark?
»Hvad skal jeg sige? Der er noget, der hedder dygtighed. Det er kunsten. Jeg har ikke en strategi, det er altid spontant. Det er afgørende for fortaellingen, at den kommer spontant. Det kan høres, og det er det, der gør, at folk måske har tillid til det, jeg fortaeller.«
»Mit sprog er baseret på det spontane og det enkle. Der er så få adjektiver og adverbier som muligt. Hemingway er en stor laeremester for mig, og hans bog om tyrefaegtning er et af mine laerevaerker (”Døden kommer om eftermiddagen”, 1932, red). Det er beskrivelsen af et emne, som man interesserer sig for. Detaljerne i det er fantastiske. Det er et sprog helt renset for pynt. Jeg saetter en aere i at udrense unødvendige gloser, det skal helst vaere så enkelt som muligt med så mange punktummer som muligt.«
Føler skyld over fravaer
For nylig udgav Jørgen Leths søn Kristian Leth den anmelderroste erindringsbog ”En vej ud af tågen,” hvor han beskriver fravaeret af en far.
Hvordan har du det med den bog?
»Jeg har det godt med den, for der er en del kaerlighed i den. Den er bevaegende, det er klart, den vedrører jo mig. Først var jeg chokeret, men senere var jeg med omkring udgivelsen for at vise min støtte og min accept. Kristian har delt bogen med mig; jeg kendte den et år, før den udkom. Men det gør da ondt, det er klart, når jeg – hvilket jeg er enig i – i den grad har vaeret fravaerende i forhold til visse spilleregler. Og det føler jeg mig meget skyldig over,« siger Jørgen Leth.
»Men det en meget staerk bog, som jeg vil anbefale, at man laeser. Ikke for at vide noget om mig, men fordi den er udtryk for et sårbart sind, og fordi Kristian er meget talentfuld. Og det er jeg meget stolt over.«
Jørgen Leth har boet mange år i Haiti, hvor han også har vaeret Danmarks konsul. I selvbiografien ”Det uperfekte menneske”, der udkom i 2005, beskriver Leth et forhold til en 17-årig pige på Haiti.
Det førte til en mediestorm og til, at TV 2 kort efter fyrede ham som cykelkommentator.
I år indledes Tour de France i Danmark, og Jørgen
Leth forklarer, at han for tiden er ved at forberede sig til netop det.
»Jeg får en eller anden rolle. Men jeg har lovet ikke at sige mere.«
Jeg har ikke en saerlig teknik. Jeg fortaeller det, jeg ser. Det er den enkle mekanik i det. Afstanden fra oplevelse til fortaelling skal vaere så kort som mulig. JØRGEN LETH
Jørgen Leth, journalist, forfatter, digter,
er forfatterens vigtigste opgave, når historien skal forløses helt. Det bryder min tvilling sig meget lidt om, skønt han er blevet langt bedre til det med tiden.«
»Når du mindst venter det«
Forlaget og forfatterskabet fylder i deres liv, begge har de hele tiden øje for en ny bog, et nyt plot, uanset hvor de er, og »når du mindst venter det.« Sådan må og skal det vaere, når man er forfatter, mener de, der også har et godt råd til andre med forfatterdrømme:
»Skriv. Det lyder simpelt, men det er det bedste råd, man kan give. Ingen er nogensinde blevet forfatter uden at skrive,« konstaterer Morten Ellemose, og hans tvilling er enig:
»Skriv. Enhver forfatterdrøm starter med det første ord.«
Vil man ikke skrive, kan man i det mindste laese, mener de. Det kunne vaere krimiserien om Manus Albino, synes de med et smil, for hvis alle laeste den, ville de have råd til at skrive resten af deres liv.
»Men ellers går man aldrig galt i byen med noget fra Bjarne Reuters skrivemaskine,« mener Morten Ellemose.
»Han er en mester i mange genrer og med et forfatterskab, der har praeget både min barndom, ungdom og mit voksenliv.«
Søren Ellemose har lidt flere ord at saette på til de laeselystne:
»Ingen bør nogensinde kun laese én bog. Laes alle dem, du har tid og lyst til, for der er noget at laere i enhver bog – på godt og ondt. Om persongalleri, plot, genre, dialog, spaendingskurve og alt det andet, der gør en fantastisk fortaelling. Selv er jeg rundet af Tolkien, Bjarne Reuter og Dennis Jürgensen, men min tvilling og jeg lånte omtrent det meste af bibliotekets hylder, da vi var børn og unge.«