Uden en ting som Folkemødet på Bornholm kunne benzin koste 18 kr. pr. liter

Allinge kalder. Jaevne mennesker forstår som saedvanlig ikke hvorfor.

Jeg kan huske de to år, hvor russiske jager- og bombefly fløj så taet på Bornholm under Folkemødet, at mange af os på festivalpladsen smågrinende talte om magtdemonstration og hule trusler, inden vi snakkede videre. For selvfølgelig går russerne ikke i krig. De larmer og truer. Men de gør ikke noget.

AEren for, at vi ikke har krig i Europa i dag, den 14. juni 2022, skal deles af mange – Nato, Tyskland og vores dialog med Vladimir Putin – men også med Folkemødet. Jo. Det årlige møde i Allinge har også en del af aeren. For Allinge-mødet er en hyldest til samtalen. Og kogt ind til fond, helt nede på bunden, er det jo samtalen, dialogen, der er fundamentet for fred. Hvis vi ikke mødtes og talte sammen, i Allinge, ville et lille tandhjul mangle i den komplicerede maskine, der holder krig ude af Europa.

”Aldrig har det vaeret så vigtigt at tale sammen”, som formanden for en brancheorganisation i weekenden på Linkedin praesenterede sit debatprogram på Bornholm de naeste dage. Og hvor har han ret.

Aldrig har samtalen vaeret vigtigere. Samtale i telte, hvor organisations- og erhvervsfolk og politikere taler, og en tv-vaert dirigerer ordet, og pensionister ser på. Det har aldrig vaeret vigtigere. Pensionisterne er taget med Olesens Busser klokken nat. For at lytte og også lidt for at se de kendte. Dristige pensionister stiller sig op ad en kendt i fadølskøen og siger: »Jeg er nu ikke helt enig med dig«. For eksempel. Og den kendte svarer venligt. For eksempel: »Ikke?« Det er det saerlige ved Allinge fra den 16. til den 19. juni.

Uden samtalen, dialogen, kunne vi i 2022 have krig i Europa. En russisk invasion et sted mellem Finland og Sortehavet, med døde i tusindvis, voldtaegter, lemlaestelse, flygtninge for slet ikke at tale om de økonomiske konsekvenser. Af en krig. I Europa.

Tanken om krig er så saer og fremmed som en kasuar – ja, jeg ved det – men det kunne vi. En kasuar er verdens farligste fugl.

Den holder sig mest for sig selv, men kan omvendt angribe på et sekund. Uvarslet. Med sin vaegt på mere end 50 kg, sit øglelignende udseende og sine barberbladsskarpe kløer er den et vaesen fra et mareridt. Men et levende mareridt. Kasuaren har styrken til at slå et menneske ihjel. Og har gjort det. Og uberegneligheden.

Jaevne mennesker skønner efter min erfaring ikke nok på Folkemødet.

De ser ikke, hvordan samtalen i de fire dage på Bornholm er et lille, men vigtigt tandhjul i den maskine, der fastholder freden og velstanden i Europa. De ser Folkemødet som de privilegeredes frikvarter. Fejlagtigt.

Men jaevne mennesker med jaevne job ser ikke de store linjer og tager ikke til Bornholm, for de fylder hylder op i Netto, kører lastbil, ordner regnskaber, passer en landbrugsbedrift eller andet af samme slags.

Hvad den jaevne mand og kvinde mangler er forståelse for samtalens og Folkemødets betydning.

Krig er ikke bare død og voldtaegt. Krig er stigende priser og faldende købekraft. Eller – skåret ud i pap, så selv den dummeste kan følge med – forestil dig efter tre måneders krig i Europa, at benzin koster 18 kr. pr. liter og et halvt kilo hakket oksekød 45 kr.

Benzin til 18 kr. pr. liter og hakket oksekød til 45 kr. pr. halvkilo – det er den konsekvens, det kunne have for hr. og fru Strygefri, hvis samtalen i Allinge gled ud. Det er snak, som den jaevne mand og hans kone kan forstå.

Karikaturen er grov og uretfaerdig. I den situation ville de såkaldte magthavere i samfundet – herunder medierne – naturligvis afstå.

Vulgaer snak, ja, men også nødvendig snak, for det lille tandhjul i den store maskine bliver indimellem gjort til de privilegeredes frikvarter. Karikaturen er, at om så de russiske bombefly havde bombet et land i Europa, og Vladimir Putin havde invaderet en fri nation nogle hundrede kilometer fra Danmark, ville De Samvirkende Turist- og Handelsstandsforeninger på Bornholm saette telte op i Allinge og leje huse ud til 50.000 kr. for fire dage – og de såkaldt ”privilegerede” leje husene og tale i fire dage om betydningen af dialog, debat og samtale.

Karikaturen er grov og uretfaerdig. I den situation ville de såkaldte magthavere i samfundet – herunder medierne – naturligvis afstå.

Fra teltene, snakken, letheden, rosévinen, fornemmelsen af sorgløshed, klipperne og flaskerne. For vel kan samtalen meget. Men når der er krig i Europa, er der alligevel graenser. Graenser for, hvordan man kan opføre sig, uden at det ligner et frikvarter.