Sommerens bedste film om verdens vaerste mennesker

Joachim Trier afslutter sin Oslo-trilogi med den uimodståelige ”Verdens vaerste menneske”.

Det er en i enhver forstand overlegen film, norske Joachim Trier har lavet med sit seneste mestervaerk ”Verdens vaerste menneske”, der sublimt afrunder instruktørens Oslo-trilogi, der indledtes med ”Reprise” (2006) og ”Oslo, 31. august” (2011). Det er stadig Oslo, Norges smukke, kultiverede hovedstad, der binder de tre film sammen, men de samles også af en elegant tematisering af livet, kaerligheden og kunsten.

Det er efterhånden en slidt sang at tale om Joachim Trier som Skandinaviens ”anden Trier”, for den norske instruktør er helt sin egen, selv om han i ”Verdens vaerste menneske” faktisk lader en saerlig Lars von Triersk praemis vaere strukturerende princip i den lige dele boblende lette og smertefulde historie om Julie og hendes faerd gennem livet. ”Verdens vaerste menneske” fortaelles nemlig i 12 kapitler samt en prolog og en epilog, og dette litteraere greb, der også inkluderer en faenomenal ydre fortaellerstemme, er både en formmaessig genialitet og en effektiv plotmotor.

I begyndelsen kunne det se ud som om, ”Verdens vaerste menneske” er et resultat af en satirisk kaerlighedsaffaere mellem Christian Tafdrups ”En frygtelig kvinde” (2017) og Stanley Kubricks William Thackeray-filmatisering ”Barry Lyndon” (1975). Jeg klukkede af grin. Det slår gnister, da Julie (Renate Reinsve) introduceres som en dygtig, ung kvinde, der ikke helt kan finde ud af, hvad hun skal stille op med alle sine talenter. Bevaegelsen fra medicinstudiet over psykologi (”Hun havde jo altid interesseret sig for sjaelen” lyder det citeret frit fra hukommelsen) til eksperimenter med fotografi med endestation bag disken i en boghandel er formidlet med både spydig humor, loyal forståelse for Julies dannelsesrejse og – ikke mindst – Triers lydefri blik for tidens paradoksale linedans mellem praestationspres og navlepillende apati. For ”Verdens vaerste menneske” er nemlig noget så sjaeldent som kombination af fornemt fortalt samtidsdrama og romantisk komedie.

Uanset hvor Julie, som den uimodståelige Reinsve, der vandt skuespillerindeprisen i Cannes i fjor, gør til en både elskelig og uudholdelig størrelse, vender sig hen, venter kaerligheden. Hun bryder med sin kaereste i filmens begyndelse, indleder en affaere med en forelaeser og dernaest en model – hele tiden med forhåbningen om at finde både lykken og sig selv.

Tegneserieforfatter

Det ser ud til at lykkes, da hun møder den noget aeldre Aksel (Trier-genganger Anders

Lie Danielsen, der igen gør det formidabelt). Er det nu, Julie holder op med at føle sig som tilskuer til sit eget liv? Aksel er tegneserieforfatter og har den ro, Julie laenges efter. Selv om han efter deres første møde gør det klart, at de ikke skal vaere sammen, da de er forskellige steder i livet, vil skaebnen og deres tiltraekning det anderledes. Aksel, der kaemper med at få forståelse for sin grovkornede politisk ukorrekte humor i woke-tidsalderen, er klar til at få børn, men det er Julie ikke. Slet ikke efter at have tilbragt en weekend sammen med hans jaevnaldrende venner og deres afkom.

Og så sker det selvfølgelig igen. Bedst som Julie begynder at maerke vanerne trykke, møder hun Eivind (vidunderlige Herbert Nordrum), som også har en kaereste. Hun flirter med ham til en bryllupsfest, hun ikke er inviteret til, og de balancerer på utroskabens rand uden helt at falde i. Men efter mødt er alt forandret, og i filmens smukkeste scene saetter Julie alt på pause – i bogstaveligste forstand – og løber ud i sommeryndige Oslo for at finde ham igen. Men hverken virkeligheden eller filmkunsten er en romance, må Julie sande, mens tiden stadig går.

Julie, Eivind, Aksel og alle deres ligesindede er måske verdens vaerste mennesker. Men de er også sårbare, skrøbelige og fejlbarlige i al deres modige omgang med livet. Trier har (sammen med manuskriptforfatter Eskil Vogt, som altid fortjener ros) endnu en gang skabt en film, der går rent ind, og som også om mange år vil stå som et dokument over 2020’ernes privilegerede traengsler.

DRAMA

KATRINE SOMMER BOYSEN