Det blev heldigvis en »u’laending« i Aarhus
AGF valgte rigtigt ved at hente Uwe Rösler som ny cheftraener frem for at satse på en dansker med erfaring fra Superligaen.
»Det blev en u’laending.«
Leveret på sit charmerende fynske tungemål kom Richard Møller Nielsen med en sidenhen sagnomspunden udmelding, da han i 1990 blev forbigået som landstraener og i stedet måtte se Dansk BoldspilUnion vaelge Horst Wohlers.
Tyskeren kom dog aldrig til at arbejde i Danmark, men nu kommer en af hans landsmaend, der i den grad bringer mindelser om salige Ricardos citat. Uwe Rösler, ny AGF-traener, er måske nok østtysker af fødsel, men med en norsk hustru, en stor kaerlighed til England og traenererfaring fra blandt andet Sverige må han siges at vaere svaer at saette i bås.
Ikke kun derfor bliver hans arbejde i Aarhus spaendende at følge – AGF har umiddelbart gjort klogt i at satse på et nyt ansigt i stedet for at vaelge en dansker med erfaring fra Superligaen.
På den måde får truppen og hele klubben en endnu bedre chance for at laegge David Nielsen bag sig. Så markant var den tidligere cheftraeners aftryk både internt og eksternt, at det kraever bevidste valg at komme videre.
Ien gennemgang af hele strukturen skal den overliggende ledelse formå at bibeholde de stadigt brugbare arbejdsrutiner og tanker for så ellers at bortskaffe resten, mens Uwe Rösler primaert skal kigge fremad. Renset for indtryk fra eksempelvis interne superligakampe kan han koncentrere sig om at indføre sine principper – uden at føle sig forpligtet til enten at leve op til den hidtidige fortaelling om AGF som ligaens kontante mandskab eller til at laegge ekstraordinaer stor afstand til stemplet.
Helt grundlaeggende er denne tilgang et brud med traditionerne. I forbindelse med traenerskifter har AGF iøjnefaldende mange gange haft held til at tiltraekke traenere, der enten var samtidens varmeste navne eller blev regnet for sidelinjernes største talenter – det vaere sig David Nielsen, Glen Riddersholm, Morten Wieghorst, Peter Sørensen, Erik Rasmussen og endnu laengere tilbage Poul Hansen.
Et udtryk for klubbens generelle position i dansk fodbold, men de selvsamme traeneres manglende succes er til gengaeld også en indikator på, hvor laenge AGF både sportsligt og ledelsesmaessigt har vaeret en skygge af sin selvopfattelse. De nuvaerende beslutningstagere har fået aendret kursen og har – indtil den forgangne saesonsvipser – formået at indgyde tro på en lysere fremtid i toppen af Superligaen, og netop på grund af forskraekkelsen og flirten med nedrykning har AGF ikke råd til at fejle de kommende måneder.
Udadtil skal klubben ramme plet med både de indog udgående transfers.
Den nuvaerende trup skal scannes for både mental og taktisk dødvaegt, hvilket kan betyde et farvel til profiler som Patrick Mortensen og Nicolai Poulsen.
På samme måde skal rekrutteringen naturligvis ramme plet. Forrige sommer mistede AGF mange stamspillere og dumpede totalt i forsøget på at erstatte dem én til én – et facit, der havde sin store andel i de efterfølgende fortraedeligheder og slutteligt fyringen af David Nielsen.
Netop på grund af forskraekkelsen og flirten med nedrykning har AGF ikke råd til at fejle de kommende måneder.
Alles øjne er derfor rettet mod sportschef Stig Inge Bjørnebye, der er sluppet overmåde godt fra første traek – købet af Tobias Mølgaard. Vejle-forsvareren var blandt de mest positive bekendtskaber i den just afsluttede saeson og rummer også stor signalvaerdi, da AGF netop på backpladserne var ugenkendelig i 2021/ 2022 efter at have haft Casper Højer Nielsen og Kevin Diks rendende dér.
Og endnu et plus at naevne om Tobias Mølgaard – han er ikke en lottokupon i form af en udlaending, men har erfaring fra Superligaen, og modsat i tilfaeldet med Uwe Rösler er det en kaempe fordel.