Stort svigt over for Besaettelsen

Besaettelsen er »en saerlig periode, der er med til at definere vores nyere historie og identitet«, sagde vicedirektør for Forskning, samling og bevaring på Nationalmuseet, Lars Højer, mandag til Jyllands-Posten. Og det kan man da vist roligt sige, for i den moderne danmarkshistorie er der intet, der er i naerheden af at nå op på siden af Besaettelsen i betydning. Det er 82 år siden, at Nazityskland den 9. april 1940 besatte Danmark, og det er lidt mere end 77 år siden, besaettelsesmagten trak sig ud efter nederlaget i Anden Verdenskrig. Inden for en meget overskuelig periode vil de sidste førstehåndsvidner, om de så var modstandsfolk, kollaboratører, internerede, flygtninge i Sverige, kz-fanger, der vendte hjem med de hvide busser, eller helt almindelige danskere, der på godt og ondt levede med Besaettelsen og krigens ondskab, derfor vaere borte.

Dermed går noget vaesentligt tabt, og tilbage vil kun vaere tolkningen af tiden og dens kilder på den afstand, vi lever med. Derfor vil faghistorikere vaere af overordentlig stor betydning, og derfor er det en mindre katastrofe, at det vaesentligste museum for besaettelsestidens historie, Frihedsmuseet, som hører under Nationalmuseet, for nylig har afskediget den sidste faghistoriker med speciale i Besaettelsen.

Årsagen er, at Nationalmuseet gennem en lang periode har vaeret underlagt besparelser og fattes penge. Men det er uforståeligt, at det skal gå ud over et kerneområde i den danske historie. Besaettelsen er de seneste 77 år blevet udforsket og diskuteret som ingen andre historiske begivenheder, fordi den er så vigtig og jaevnligt revitaliseres, senest i forbindelse med krigen i Ukraine, hvor det er let for danskere at identificere sig med et folk, der brutalt angribes af et ondsindet naboland, og samtidig revitaliseres også debatten om at placere sig på den rigtige side af historien, som også har sit udspring i besaettelsestiden.

For den er et politisk og politiseret minefelt, og det vil den formentlig blive ved at vaere mange årtier endnu. Var samarbejdspolitikken en kujoneret nations eftergivenhed for fortsat at kunne hygge sig i smug og sejle under bekvemmelighedsflag eller en fornuftig regerings forsøg på at beskytte nationen? Hvem og hvor mange ydede modstand, og hvor kom de fra? Ja, hvis ens historiebevidsthed udelukkende stammer fra ”Matador”, bestod modstandsbevaegelsen af violinspillende, blide kulturradikale, og intet kunne egentlig vaere mere forkert. Og på samme måde vil der vedblivende vaere aspekter ved Besaettelsen, som vi aldrig bliver faerdige med at drøfte.

Dette blot for at understrege, at Besaettelsen som et følelsesmaessigt minefelt ikke forsvinder, fordi de sidste vidner forsvinder. I en i stigende grad historieløs tid, hvor det ikke kun er på museer, men også på universiteterne, at historiefaget og humaniora som sådan nedprioriteres, og hvor ”synsninger” – altså argumentløse påstande – har stigende vaegt i den offentlige debat, er det afgørende, at der også findes en faglighed, der kan skaere igennem og sortere i det materiale, der findes.

For Frihedsmuseet er det ikke gjort med at pege på, at museernes fokus generelt er rykket mod formidlingen, fordi det er der, pengene er. Også formidlingen eller forretning af baseret på en faglighed og en forskningsbaseret viden, der kan kuratere samlingerne. For uden den er der i højere grad frit slag for ufunderede fortolkninger og ”synsninger”.