Rapport fra en sengekant: Venligst intet kompromis med Putins Rusland

Anbragt i Mykolaiv, på den ukrainske Sortehavskyst, under en vedvarende, men ikke specielt heftig regn af russiske missiler, prøver jeg på at give begreber som krig og retfaerdig eller nødvendig krig en tanke. Egentlig burde jeg overnatte i et beskyttelsesrum. Hvor et sådant måtte befinde sig, ved jeg ikke. I øvrigt fastholder jeg i Ukraine min vane fra Mellemøsten og Balkan: Jeg skal ikke begraves levende under en sønderskudt bygning.

På et i det ydre beskedent, i sit indre forbløffende fornemt hotel har man givet mig et logi med ryggen til fronten. Russernes kanoner glammer en halv snes kilometer øst for den så godt som mennesketomme bykerne. Hvor missilerne kommer fra, ved jeg ikke. Måske fra søsiden, måske fra det russisk besatte Krim. Mine ledige stunder fordriver jeg med at laese i Kants ”Den evige fred”, medbragt til formålet.

Mykolaiv er for mig den virkelige virkelighed: ingen tomgang, ingen illusioner, ingen strandbarer eller fortovscaféer, ingen ligegyldige sommerfestivaler, ingen faste arbejdstider. Jo aeldre jeg bliver – russerne fejrede tirsdag min 78-års fødselsdag i Odesa med to krydsermissiler – des mere foretraekker jeg, hvad jeg kalder det sande menneskelige vilkår. Jeg har døden i haelene, så der skal løbes staerkt.

Russerne? Hvad stiller vi op med dem? De har erobret og terroriserer for tiden 20 pct. af et fredeligt, europaeisk nabolands territorium. 13 pct. blev invaderet i 2014. I 2022 har knap fire måneders ekstremt hensynsløs krig – anslået 50.000 draebte og kolossale tab af militaert materiel og civil infrastruktur – givet dem yderligere 7 pct., et for Kreml så sølle resultat, at det ligner et strategisk nederlag, for de numerisk underlegne ukrainere en triumf på vegne af deres unge republik og Europa.

Berlin og Paris taler nervøst om et kompromis, om dette, at Ukraine må indstille sig på landafståelser. Frankrigs praesident Macron har før et forventet møde denne torsdag med praesident Zelenskyj i Kyiv blameret sig med en erklaering om, at Vladimir Putin, krigsmageren i Kreml, ikke må tabe ansigt.

Hvorfor denne defaitisme? Det er muligt, at krigen ad åre ender med et kompromis. Lad dog Rusland tilbyde det. Indtil videre kan demokratierne – de gode kraefter ifølge Kant og kirkefaedre som Augustin og Thomas Aquinas – roligt lade ondskabens og løgnens tyran fortsaette ud mod afgrunden, medbringende Rusland og russerne, som han anser for sin personlige ejendom. Skulle afslutningen minde om Hitler, om nazisterne og Berlin i 1945, vil meget vaere vundet. Vi har alle, også russerne, brug for et nyt, et mindre og isaer et mere anstaendigt Rusland.

Byen baever, ruder klirrer, biler giver sig til at hyle og skrige. Jeg sidder et øjeblik åndeløs på sengekanten. Så husker jeg en gammel regel: Hører du braget, har du overlevet.

Måtte Natos topmøde i Madrid senere på denne måned bevilge ukrainerne al den bistand, de har brug for i deres kamp mod barbariet og for Europas civilisation: penge, sanktioner, våben, luftstøtte. Statsminister Frederiksen kan samtidig meddele Macron og Tysklands skamfuldt tøvende forbundskansler Scholz, at et kompromis vil kompromittere ikke blot de to herrer, men Vesten.

Endnu en alarm. Minuttet efter følger det indkommende missils tunge drøn. Byen baever, ruder klirrer, biler giver sig til at hyle og skrige. Jeg sidder et øjeblik åndeløs på sengekanten. Så husker jeg en gammel regel: Hører du braget, har du overlevet.