Aftale om en lille ø har store perspektiver

Den aftale, der tirsdag aften blev underskrevet i Ottawa af Danmark, Grønland og Canada, vil kunne bane vej for ikke blot et styrket samarbejde i Arktis, men også politisk nytaenkning.

Det internationale samarbejde omkring Arktis er i øjeblikket i krise som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Den fik i begyndelsen af marts syv af otte medlemmer til at traekke sig ud af Arktisk Råd, hvor Rusland lige nu har formandsposten.

Men det betyder ikke, at mulighederne for samarbejde – både bilateralt og mellem de syv øvrige arktiske lande indbyrdes – dermed er udtømt. Det vil således vaere muligt at genåbne samarbejdet i Arktisk Råd, når formandskabet til naeste forår overgår til Norge. Den mindste blandt de syv arktiske stater. For det andet vil den aftale, der tirsdag aften blev underskrevet i Ottawa af Danmark, Grønland og Canada, kunne bane vej for ikke blot et styrket samarbejde i Arktis, men også politisk nytaenkning.

Skønt Storbritannien efter 1870 havde overgivet det såkaldt arktiske øhav til Canada, herskede der helt frem til 1930 stor forvirring og tvivl om mange af de arktiske øers placering og tilhørsforhold. Der var heller ikke klarhed om Grønland. Først i 1933 blev Grønlands tilhørsforhold til Danmark bekraeftet af Den Internationale Domstol i

Haag. Forud var gået en toårig strid med Norge om retten til et ubeboet landområde i Østgrønland. Dermed var graensedragningen i Arktis dog langtfra afsluttet. Tilbage stod fastlaeggelsen af de marine graenser i forhold til Canada.

Canada havde støttet Danmarks krav på Grønland, men efter krigen opstod der uenighed mellem dem om et område af Lincoln Havet nord for Grønland og den nøgne klippeø Hans Ø på blot 1,2 km2.

I 1960’erne foretog canadiske forskere og virksomheder opmålinger i regionen omkring Nares Straedet, blandt andet af dens seismiske forhold, isstrømme, arkaeologien og de mulige ressourceforekomster, og brugte herunder Hans Ø som base. Det vakte irritation i København, at Canada tilsyneladende ikke respekterede den overhøjhed over øen, som Danmark haevdede ret til. Da der desuden var grønlandske fiskeri-interesser på spil, besluttede de to regeringer at lade en gruppe embedsmaend komme med forslag til en graensedragning.

I 1973 indledte den arbejdet omkring et stort kort. På kortet opdelte de havet mellem Grønland og Canada over en straekning fra havet ud for Labrador til Lincoln Havet i nord. På grund af Nares Straedets smalle bredde var det ikke muligt at traekke graensen de internationalt vedtagne 200 sømil ud for henholdsvis Grønlands og Canadas kyster, bortset fra i Baffin Bugten. Derfor valgte de at tegne en linje mellem de to kyster, der sikrede en ligelig fordeling af havområdet. De blev dog ikke enige om graensedragningen i Lincoln Havet og ved Hans Ø. Derfor valgte regeringerne midlertidigt at holde dem udenfor og erklaerede, at de var ”enige om at vaere uenige”.

Mellem 1980 og 1983 byggede det canadiske olieselskab Dome Petroleum en lille base på øen i forbindelse med undersøgelser af ismassernes bevaegelse med henblik på mulige, fremtidige boringer. Det bemaerkede den canadiske forfatter og forretningsmand Kenn Harper, som efterfølgende skrev om det i den regionale avis i hans hjemby Iqaluit på Baffin Island. I et interview med ham i 2012 fortalte Harper mig, at hans artikel kom meget ubelejligt for de canadiske myndigheder, fordi den også blev laest af den danske ambassadør i Ottawa. Ambassadøren informerede prompte Udenrigsministeriet, hvor nyheden om olieselskabets aktiviteter blev opfattet som en klar provokation. Blot året forinden havde Danmark og Canada nemlig indgået en samarbejdsaftale om faelles overvågning af havmiljøet i Nares Straedet.

I 1984 besluttede grønlandsminister Tom Høyem derfor at tage op for at markere den danske suveraenitet, som bl.a. byggede på Kenn Harpers viden om, at øen gennem århundreder havde vaeret brugt af inuitter fra Grønland under deres jagt på saeler og isbjørne på isen nedenfor. Høyem fløj til Thule, hvor han chartrede en helikopter, der fløj ham og hans lille delegation af håndgangne maend ud til øen. Med sig bragte de et Dannebrog, som de plantede på toppen af øen. Inde i en varde lagde Høyem en lille besked, hvor der stod ”Welcome to the Danish island”. Han efterlod også en flaske Remy Martin. Så havde canadierne noget at varme sig på, hvis de kom tilbage, fortalte Høyem mig for nylig, da jeg interviewede ham til en bog om de dansk-grønlandsk-canadiske forbindelser i Arktis.

Det følgende år landede en lille gruppe canadiske soldater rigtignok også på øen, hvor de opsatte ahornbladflaget og efterlod en flaske Canadian Club. Det blev indledningen til den såkaldte Whiskykrig. Men den begyndte altså med en flaske cognac.

»Baggrunden for mit besøg var gennemtaenkt politisk og var ikke et pr-stunt,« sagde Høyem. »Vi talte dengang ikke så meget om klimaaendringer, men GGU (Grønlands Geologiske Undersøgelse, red.) havde nogle fantastiske geologer, og de sagde, at isen nok ville blive tyndere, og at isbryderne blev staerkere. Derfor ville Nordvestpassagen komme i fokus i fremtiden. Samtidig var der visioner om, at Thule Airbase kunne komme til spille en global rolle for flyfragt i fremtiden. Og det tror jeg stadig på. I så tilfaelde ville en havn for sikkerhed, søredningstjeneste og forsyninger vaere vaerd at overveje.«

Whisky-krigen fortsatte i mere end to årtier og tiltrak sig en international opmaerksomhed, som var pinlig for begge lande. I september 2005 mødtes den canadiske udenrigsminister, Pierre Pettigrew, med sin danske kollega, Per Stig Møller, i New York. Her blev de enige om en erklaering, der bl.a. lød: »Vi anerkender, at vi har vidt forskellige syn på spørgsmålet om suveraeniteten af Hans Ø.« De forpligtede sig dog til, at alle kontakter fra begge sider fremover »ville blive gennemført på en afdaempet og behersket måde«.

Selv om der blev indgået en foreløbig aftale om Lincoln Havet i 2012, trak dialogen mellem de to lande dog ud. På baggrund af den fastlåste situation omkring Hans Ø tog jeg selv og min canadiske kollega og ekspert i arktisk ret professor Michael Byers et såkaldt forskningsdiplomatisk initiativ i forbindelse med en stor konference om ”Sikkerhed i Arktis” på Aarhus Universitet i 2015. Byers og jeg var enige om, at der kun var to mulige løsninger: enten at dele øen på langs eller at erklaere øen for en såkaldt condominium, dvs. et territorium under faelles autoritet. Danmark og Canada har nu valgt den første løsning, men på grund af øens størrelse betyder det formentlig i praksis, at administrationen af øen de facto vil minde om en condominium, idet eventuelle aktiviteter på øen vil skulle koordineres af kongeriget og Canada. Det forekommer dog usandsynligt, at der fremover vil vaere interesse for øen, da hverken den eller det omgivende hav tilsyneladende rummer vaerdifulde mineraler.

Overordnet bør aftalen ses som et symbol på, hvordan civiliserede stater kan løse territoriale uenigheder på en fredelig måde.

Aftalens betydning kan opsummeres i tre punkter. For det første har den fjernet en for de to lande irriterende sten i skoen for begge parter, der er ivrige efter at opnå internationale løsninger på de store udfordringer – klimatiske, infrastrukturelle, økonomiske og sikkerhedsmaessige – som Arktis står over for, og som de samarbejder om i Arktis Råd og dets mange projekter. Blandt de vigtigste er en beskyttelse af det store isfrie område North Water Polynya, som ligger i den nordlige del af Baffin Bugten og er et af de biologisk rigeste havområder i verden.

Nu, hvor Canada og Kongeriget Danmark ikke laengere har overlappende krav på hverken havbundsområder eller land, vil Danmark og Canada desuden kunne optraede som partnere over for et aggressivt Rusland, der bl.a. gør krav på hovedparten af den undersøiske Lomonosov-sokkel nord for Grønland. Canadas og Danmarks egne overlappende krav bør ikke skille dem igen

Endelig kan graenseaftalen paradoksalt nok bane vejen for et taettere samarbejde henover graensen, dvs. mellem grønlaendere og befolkningen i Nunavut. Overordnet bør aftalen ses som et symbol på, hvordan civiliserede stater kan løse territoriale uenigheder på en fredelig måde. En sådan forpligtelse skrev Rusland under på i 2008 i Ilulissat-erklaeringen. Om det nuvaerende regime også vil overholde den, er dog uvist.