ECB sidder med fingeren på panikknappen

Krisemøde onsdag understreger, at ECB frygter en gentagelse af statsgaeldskrisen, som den fra 2010 til 2015, der var taet på at tvinge eurosamarbejdet i knae.

på de svage eurolande er nu så stort, at Den Europaeiske Centralbank (ECB) forbereder sig på at gribe ind.

Det står klart efter et overraskende krisemøde i ECB’s styrelsesråd onsdag – mindre end en uge efter det seneste møde i det organ, der fastsaetter pengepolitikken i eurozonen.

Krisemødet var en direkte konsekvens af, at kursen på statsobligationer i de forgaeldede sydeuropaeiske eurolande siden i torsdags er faldet kraftigt, hvilket har resulteret i stigende renter.

De finansielle markeder har taget ad notam, at ECB fra sit naeste rentemøde vil begynde at haeve renten og gøre det i et hurtigere tempo end hidtil bebudet. Tillige indstiller centralbanken sine programmer til støtteopkøb af stats-, realkredit- og erhvervsobligationer.

De to tiltag i forening betyder, at årene med en ekstremt lempelig pengepolitik i eurozonen er overstået for denne gang, da det vigtigste for ECB nu er at tvinge inflationen ned på målsaetningen om »taet på, men under 2 pct. på mellemlangt sigt«.

Imidlertid anses stigende renter at vaere gift for staerkt forgaeldede eurolande som Italien og Graekenland, og netop den virkelighed har de seneste handelsdage vaeret styrende for kursudviklingen på statsobligationer.

Uden et indgreb i form af onsdagens krisemøde ville situationen kunne eskalere med risiko for, at den ville komme ud af kontrol.

»Siden den gradvise proces med normalisering af pengepolitikken blev indledt i december 2021, har styrelsesrådet forpligtet sig til at gribe ind over for de genopblussede fragmenteringsrisici. Pandemien har efterladt varige sårbarheder i euroområdets økonomi, som de facto bidrager til den ujaevne transmission af normaliseringen af vores pengepolitik på tvaers af jurisdiktioner,« hedder det i den kortfattede meddelelse fra ECB.

Reaktionerne i de finansielle markeder siden mødet i styrelsesrådet i torsdags har isaer kredset om udtalelser fra ECB-praesident Christine Lagarde om at ville »agere kontant på overdreven fragmentering« – altså at renteforskellen mellem Nord- og Sydeuropa bliver uacceptabelt stor.

Frygtdaemperen

For alt i verden vil ECB undgå en ny statsgaeldskrise som den fra 2010 til 2015, der var taet på at tvinge eurosamarbejdet i knae.

Hvis først den opfattelse breder sig, at en ny statsgaeldskrise kan vaere under opsejling, vil de finansielle markeder saelge ud af statsobligationer fra sydeuropaeiske eurolande og i stedet placere pengene i primaert tyske og hollandske statsobligationer.

Umiddelbart er ingen eurolande i fare for at blive vaeltet af udviklingen, men i takt med at obligationsserier forfalder til indfrielse, vil der skulle udstedes nye statsobligationer, og det vil ske til renter, som er vaesentligt højere end de hidtidige.

Netop den proces vil gradvist gøre det svaerere for lande som Italien, Graekenland, Spanien og Portugal at servicere den offentlige gaeld, der er steget markant under pandemien og derfor potentielt udgør en større statsfinansiel risiko, end tilfaeldet var for et tiår siden.

De aktuelle udfordringer er ikke begyndelsen på »statsgaeldskrisen 2.0«, mener Holger Schmieding, cheføkonom i Berenberg, verdens aeldste privatbank.

»ECB har i dag alle nødvendige magtmidler til at kunne intervenere med stor kraft til fordel for lande, der får bevilget hjaelp fra EU’s redningsfond. Tillige har de lande, der var centrum for statsgaeldskrisen, gennemført reformer, som har sikret dem staerkere økonomisk vaekst end eurolandene som helhed,« påpeger Holger Schmieding.

Redningsfonden er den gaengse betegnelse for Den Europaeiske Stabilitetsmekanisme (ESM), der blev indført i konsekvens af statsgaeldskrisen, og som skal håndtere alle fremtidige situationer, hvor et euroland ikke laengere har realistisk mulighed for at låne penge via de finansielle markeder.

»Virkeligheden er, at ECB via eurolandenes centralbanker har købt så godt som hele nettotilvaeksten i eurolandenes offentlige gaeld siden 2015; og den offentlige gaeld, der ejes af centralbanker, er ikke rigtig relevant for de finansielle markeder,« understreger Holger Schmieding og fortsaetter:

»Korrigerer man for centralbankernes beholdninger, er den italienske statsgaeld, som er i cirkulation, faktisk en kende mindre, end den var ved udgangen af 2015. Eftersom ECB har forpligtet sig til – frem til udgangen af 2024 – at reinvestere indtaegterne fra alle statsobligationer, der forfalder til indfrielse, er det svaert at se grundlaget for nervøsiteten i de finansielle markeder.«

Vaekstscenarierne

Hvis man ser bort fra rentebetalingerne til centralbanken, vil Italiens rentebyrde i år ligge under 3 pct. af bruttonationalproduktet (bnp). Det skal sammenlignes med en rentebyrde på 5 pct. af bnp, da statsgaeldskrisen kulminerede.

»Den gennemsnitlige løbetid på Italiens offentlige gaeld er 7,6 år. Det vil altså først vaere engang laenge efter 2025, at en stigende rentebyrde vil begynde at manifestere sig. Italien, ECB og eurosystemet har således god tid til at forberede sig på sådanne eventualiteter,« fastslår Holger Schmieding.

Reaktionerne i de finansielle markeder siden i torsdags understreger, at ECB ikke har vaeret tilstraekkelig grundig i sin kommunikation til omverdenen. Det gaelder såvel de professionelle aktører som den brede offentlighed.

I lighed med andre centralbanker er ECB kommet sent i gang med inflationsbekaempelsen og må derfor tage mere drastiske midler i anPresset

ECB har i dag alle nødvendige magtmidler til at kunne intervenere med stor kraft til fordel for lande, der får bevilget hjaelp fra EU’s redningsfond. HOLGER SCHMIEDING, CHEFØKONOM, BERENBERG

vendelse. Forcerede rentestigninger kommer på et tidspunkt, hvor energiprischokket er blevet ledsaget af et prischok på landbrugsråvarer og fødevarer, og hvor inflationen har bredt sig til de fjerneste hjørner af samfundsøkonomien.

Krigen i Ukraine og den økonomiske krig mod Rusland er så indgribende, at de vil føre til en ganske kraftig opbremsning i den økonomiske vaekst, og denne proces forstaerkes af de hastigt stigende renter.

Det ansete Ifo Institute i München har i sin netop offentliggjorte prognose saenket forventningerne til den økonomiske vaekst i Tyskland.

»Fra 3,1 pct. i marts regner vi nu med en vaekst på 2,5 pct. i år, mens inflationen vil bevaege sig fra 6,8 pct. i år til 3,3 pct. naeste år. Resultatet er, at produktionen aktuelt ligger 1 pct. under niveauet i slutningen af 2019 – altså før coronakrisen,« forklarer professor Timo Wollmershäuser.

»Vi forventer et gradvist fald i råvarepriserne i 2. halvår i år, hvor vi også regner med, at de globale forsyningskaeder normaliseres, og materialemanglen vil ebbe ud,« føjer han til.

Nedjusterer Ifo Institute vaekstforventningerne for Europas største økonomi i år, opjusteres forventningerne til gengaeld til en vaekst på 3,7 pct. naeste år, hvilket er milevidt over de 1,7 pct., som OECD forudser i sin prognose, der blev offentliggjort så sent som i den forgangne uge.

»De seneste måneder har vi set klare tegn på, at coronapandemien er aftaget, og i konsekvens heraf er privatforbruget steget. Det gaelder ikke mindst i oplevelsesøkonomien. Vi forventer, at denne normalisering fortsaetter, og at privatforbruget holder det høje niveau resten af året, hvorved det vil spille en vaesentlig rolle for udviklingen i tysk økonomi,« siger professor Wollmershäuser.

De relativt positive perspektiver kan dog hurtigt fordampe, hvis kursfaldene i de finansielle markeder accelererer, og hvis der på ny skabes tvivl om sammenhaengskraften i euroland. 12,0 10,0 8,0 6,0 4,0