Nyt tv-program saetter pessimisterne til vaegs
En grøn udgave af ”Løvens Hule” formåede overraskende at laegge trappetrin ud af såvel det faelles som det individuelle klimahul.
Allerede navnet på TV 2’s klimasatsning ”Min Idé – Vores Mission” gjorde det let at afskrive konceptet som et klodset forsøg på at skabe en konkurrent til DR’s ofte kritiserede, men blandt seerne meget populaere, ivaerksaetterprogram ”Løvens Hule”.
Kritikerne kunne også finde naering i det lettere spraglede dommerpanel, som blandede klimaaktivister, forretnings- og mediefolk. Eller det faktum, at ”Min Idé” ikke behøvede at vaere til en kommerciel virksomhed, men også kunne vaere til et foreningstiltag eller sågar en politisk intention. Dommerne skulle heller ikke selv have penge op ad lommen i form af investeringer, men i stedet finde ud af, hvem der skulle have en halv million i praemie.
Med andre ord: Programmet led af de samme udfordringer, som den grønne omstilling i øvrigt gennemgår. Den kan vaere svaer at få haenderne om og vokser i uventede retninger, der ikke let lader sig indfange af et stramt koncept. Desvaerre. Men også heldigvis.
Jeg tillader mig et kort resume til dem, der ikke måtte have set programraekken. Over fire udsendelser pitchede godt 30 teams deres produkter, forretningsmodeller og idéer for fem dommere, som sammen skulle blive enige om, hvilken idé der fortjente en finaleplads.
I sidste udsendelse så man finalisterne modtage coaching fra relevante eksperter med erfaring inden for deres idéområde og lave et nyt, staerkere pitch, på baggrund af hvad de havde laert, og hvad dommerne havde givet dem af feedback. Robotto (dronesoftware til bekaempelse af skovbrande) vandt foran Stop Spild Lokalt (forhindring af madspild), Mewalii (mindre miljøbelastende hygiejnebind) og Hemboo (mere klimavenligt alternativ til cement).
Udover at hjaelpe konkrete og glimrende klimaløsninger på vej, hvilke positive aftryk efterlader programmet sig, nu da projektørlyset er slukket, og den genanvendelige (håber jeg) konfetti er fejet op? Mindst to.
Det første aftryk er af oplysende karakter. På trods af programmets lidt løse og søgende form formåede det at identificere og promovere fire idéer, som har fokus på de punkter, hvor det gør mest ondt: Vores forbrug, vores fødevaresystem, vores byggeri og udbedring af de klimakatastrofer, der kommer stadig flere af. I udskillelsesløbet blev der også tid til at forklare seerne om behov for alternative energiformer, emballageudfordrin ger, cirkulaere problemstillinger, tøjindustriens genvordigheder og meget andet, som det er svaert at formidle uden at blive belaerende.
En stribe sympatiske og kompetente ivaerksaetterteams kan ikke redde hele verden, og det er ikke sikkert, at deres idéer kommer til at overleve de udfordringer, der altid er, når man skal bygge en forretning eller forening fra bunden. Men som minimum gjorde de den bredere befolkning opmaerksom på, hvor klimakrisen gør mest ondt, og hvor der kan og skal saettes ind.
Vi er allesammen forbrugere og vaelgere. De af os, der derudover har penge at investere, kompetencer at bidrage med og lovgivning at saette i vaerk, har et ansvar for at gøre vores hellige pligt. På alle måder vi kan. For ivaerksaetternes skyld og for vores allesammen. Det vidste vi godt. Der er forandringer og løsninger, der skal saettes i vaerk. Nu ved vi det igen.
Det andet aftryk er af mere psykologisk karakter. Meget overraskende indgød programmet, som tog udgangspunkt i en udfordring af enorme dimensioner, en yderst tiltraengt følelse af håb om, at vi faktisk kan komme i mål med grøn omstilling i tide. Idéerne var gode, nuvel – men lige så vigtigt: Der er tydeligvis mange mennesker, som tager verdens problemer alvorligt og er villige til at dedikere deres arbejdsliv til at løse dem. Programmet var stoppet med folk, som personificerede det paradoks, det er både at kunne se et fatalt og naesten uløseligt problem og alligevel udstråle entusiasme over at få lov til at arbejde med det.
Der er tydeligvis mange mennesker, som tager verdens problemer alvorligt og er villige til at dedikere deres arbejdsliv til at løse dem.
Den hollandske filosofiprofessor Mara van der Lugt beskriver ”håbefuld pessimisme” som et nyttigt punkt mellem den naive optimisme (det løser sig, så jeg behøver ikke at gøre noget) og den lammende pessimisme (alt er alligevel tabt). Ingen af de to yderpositioner kan bruges til noget, hverken som samfund eller individ. Det første er en illusion, det andet en depression. Begge positioner er ansvarsfralaeggelse.
Moralen i ”Din idé – vores mission” blev en kaerlig påmindelse om, at det både er trist og unyttigt at vaere en doomer – ekstreme pessimister og fatalister, når det gaelder globale problemer. Der er langt mere perspektiv, og glaede, i at smøge aermerne op og arbejde sammen med andre på at blive en del af løsningen.
Må indsatsen fra dommerne og deltagerne tjene som hvervekampagne, både for dem, som springer ud som ivaerksaettere, og dem, der tager ansvaret på sig på deres nuvaerende arbejdsplads.