Derfor eksploderer boblen snart for finansmarkedets oprørere

De digitale neobankers vaekst har vaeret en fest på linje med oppustningen af it-boblen for 20 år siden. Nu falmer festlighederne.

Nye sheriffer strømmer ind i finansverdenens svar på Dodge City – de gamle bankers territorium. I heltefortaellingen har de nytilkomne en klar mission: vip finansernes herskere af pinden. Saet byens borgere fri. Og gør det med alle lovlige midler.

De nye sheriffer har en massebetegnelse. Neobanker. Neo, fordi vi taler om banker, der ikke er banker i gaengs forstand. De er selvbetjente mobile apps, udspringer af fintech-miljøet og specialiserer sig i hurtigere og billigere serviceydelser – ofte båret af kryptobølgen – end de gamle banker med de tunge filialer i gebyrjunglen kan tilbyde kunderne. Der findes i dag ca. 400 neobanker i verden, og 50-100 yderligere kommer til hvert år.

Men neobankerne har også en anden historie end heltefortaellingen.

For det første har bagmandspolitiet, Finanstilsynet og andre banker peget på, at neobankers ofte flegmatiske forhold til begrebet kundekendskab gør dem til gefundenes fressen for hvidvaskforbrydere. Forleden fortalte vi, at det eneste danske eksemplar af racen, Lunar, tegner sig for en ekstremt stor andel af indberetninger om hvidvaskmistanker i forhold til bankens størrelse. Lunar mener selv at have styr på tingene, så der står den sag.

For det andet er neobankernes evne til at braende penge af intet mindre end spektakulaer. Milliarderne fosser ud af kassen. Behovet for nye penge fra risikovillige investorer er enormt og konstant. Ja, man fristes til at låne en afdød musikers ord og konkludere, at i neobankerne fester de stadig, som var det 1999. Inden dot.com-boblen ryddede spillepladen og sendte titusindvis af tech-guruer direkte i konkurs.

Lunar matcher ganske udmaerket billedet af en tech-startup med et imponerende pengeforbrug. Banken tabte i 2021 en halv mia. kr. Det svarer til mere end 1.000 kr. per kunde. Siden er dét hul lukket med 520 mio. kr. i ny kapital.

Årsagen til de enorme burn rates ligger entydigt i neobankernes forretningsmodel.

De er bygget på et fundament af omkostninger, der i store traek er faste, uanset hvor mange kunder der kommer i biksen. Der er én vej og kun én vej til at få omkostningerne per kunde ned: skaf flere kunder. Og skaf dem hurtigt – naesten uanset hvor store anskaffelsesudgifter, det indebaerer.

Konsekvensen har hidtil vaeret, at neobankernes kundemaengde er vokset voldsomt. Problemet er, at de med deres specialisering ikke stjaeler kundeforholdene fra de etablerede banker, men overtager en del af den enkelte kundes forretninger fra det, som kunden stadig betragter som sin primaere bankforbindelse. Og det er som regel ikke de mest lukrative dele af forretningen. Ifølge Cambridge Center for Alternative Finance havde den store maengde af neobanker i EU-området i 2020 stadig kun sikret sig 0,2 pct. af et af finanssektorens mest profitable markeder, nemlig udlånsvirksomhed.

Det vil koste neobankerne enorme summer at opbygge det kendskab, den trovaerdighed og det udlån, der uomgaengeligt skal vaere naeste skridt, hvis oprøret mod den etablerede finanselite skal lykkes.

Det store spørgsmål er, om dén model er holdbar i en nutid praeget af finansiel usikkerhed, dyrere finansiering og styrtdykkende risikovilje hos de investorer, der skulle betale festen på forventet efterbevilling. Vi er vist efterhånden en del, der tvivler. Da brasilianske Nubank i efteråret gik på børsen i New York, blev den verdens mest vaerdifulde neobank med en markedsvaerdi på naesten 300 mia. kr. Siden er aktiekursen faldet med ca. 70 pct. Ifølge en undersøgelse fra konsulentfirmaet Simon-Kucher, der udkom i maj, har neobankerne nu 1 mia. konti på verdensplan. Men faerre end hver 20. af dem tjener penge.

Der er laaaaang vej hjem.

Man fristes til at låne en afdød musikers ord og konkludere, at i neobankerne fester de stadig, som var det 1999. Inden dot.comboblen ryddede spillepladen og sendte titusindvis af tech-guruer direkte i konkurs.

Det er et problem at ramle hovedkulds ind i en recession, når forretningsmodellen kraever konstant og voldsom vaekst. Bliver modvinden flerårig, kan vi forvente en stribe af overtagelser blandt de mange, men alt for små, neobanker. Vi kan forvente, at ”fjenden”, de etablerede banker eller tech-giganterne, samler neobankernes teknologi op for selv at anvende den – mod behørig og anderledes maerkbar betaling fra kunderne.

Jeg håber, jeg tager fejl, for banksektoren har i den grad brug for den rusketur, de nye sheriffer har haft i støbeskeen. Men det sandsynlige udfald er, at vi har slettet ”neo-” fra ligningen, når vi i fremtiden taler videre om banksektorens sejre og synder.