Merete Pryds Helle: »Det er lidt skraemmende, hvor overbeviste vi var om, at vi havde sandheden«
I Merete Pryds Helles nye roman, ”Det vågne hjerte”, undersøger hun, hvordan verden pludselig aendrede sig i 80’erne. Pludselig slog de socialistiske ideologier revner, og det fik store personlige konsekvenser for mange.
Vi begynder på Kvindehøjskolen ved Visby i Sønderjylland. Året er 1984, sommeraftenen er kold, og blodmånen gemmer sig bag mørke, regnfulde skyer. Ud i mørket strømmer en gruppe nøgne kvinder. Jorden er smattet under deres fødder, så de må holde godt fast i hinandens koste og kurve for ikke at falde. De bevaeger sig ned til søen, hvor de saetter deres egeriskoste mellem benene og danser rundt i en heksering, mens de hujer uhaemmet og haest.
I udkanten af scenariet står Lis og kigger på. Hun er også nøgen og baerer ligesom de andre en kost og en kurv med sin offergave til månen. Hun tager et skridt frem for at vaere med i gruppen, men føler sig pludselig afskåret fra ritualet og faellesskabet og bliver overdynget af så voldsom en ensomhed, at hun må smide sin kost og kurv på jorden og styrte vaek fra de blege kvindekroppe.
Scenen er taget fra Merete Pryds Helles nye roman, ”Det vågne hjerte”, som er en fortsaettelse af ”Folkets skønhed”, som tager udgangspunkt i 30’erne, og ”Vi kunne alt”, som foregår i 70’erne.
I den nye roman er det 80’erne, forfatteren har haft under sin lup. Bogen handler om en tid, hvor musikeren Trille, flowerpowerbevaegelsen og fri seksualitet pludselig blev erstattet af rå musik og anarkistiske opgør mod borgerlighed og autoriteter foranlediget af bz- og punkbevaegelsen.
Over en omgang smørrebrød på den lokale frokostrestaurant i Tisvilde fortaeller hun, at hun altid bliver meget berørt, når hun taenker tilbage på store historiske begivenheder.
Som for eksempel da der i 80’erne pludselig opstod spraekker i østblokkommunismen, hvilket senere ledte til Murens fald. Merete Pryds Helle får tårer i øjnene, mens hun fortaeller.
»Altså det var virkelig stort, og de der østtyskere, der kørte ud i deres Ladaer. Pludselig så man en Lada i Danmark, og alle vinkede. Desvaerre strøg jeg ikke selv afsted, da muren faldt. Det har jeg fortrudt,« siger forfatteren og dupper øjnene med bagsiden af hånden.
Hekseridt med Danni Druehyld
Hun var ellers midt i det hele, da det skete. Hun var lige vendt hjem fra en måned i Moskva. Hun var selv rødstrømpe og så sine venner rejse afsted.
»Folk kom hjem med stykker af muren. Og man troede jo, at nu ville det bedste af østblokkommunismen smelte sammen med det bedste af den europaeiske kommunisme. Det skete så måske ikke rigtig. Men der var et stort håb,« siger hun smilende og tager en bid af sin sildemad.
I romanen får vi beskrevet indefra, hvordan de store ideologier ryster. For Lis, som går til møder i Kvindehuset, er maoist, rødstrømpe og lesbisk. Hun er kaerester med
Kirsten, som godt nok bor sammen med Hans, men som elsker Lis.
Pludselig maerker Lis, hvordan følelserne omkring faellesskabet forandrer sig og bliver til noget andet. Hvordan den frihed, solidaritet og socialistiske kampånd, der har praeget de sidste årtier, langsomt begynder at slå revner.
I stedet for at deltage i hekseseancen trykker hun sig derfor ind i soveposen og forsøger at få bakset sit hjerte på plads.
Det samme skete for Merete Pryds Helle, da hun tilbage i 80’erne for tredje gang besøgte Kvindehøjskolen i Visby.
»Efter det her hekseridt lå jeg alene på sovesalen, mens de andre var sammen ovenpå, og heksen Danni Druehyld forklarede, hvordan det hele var et tegn på, at nu var patriarkatet overvundet, fordi det havde hendes healer fortalt hende i telefonen, og der stod jeg bare af. Jeg kunne ikke vaere med i det. Jeg havde haft en rigtig dårlig oplevelse, og jeg følte ikke, jeg blev rummet af de der holistiske forklaringer. Så der skete pludselig noget,« siger hun.
En forestilling om virkeligheden
Og dette noget undersøger hun så i romanen. Hvordan det staerke faellesskab og den staerke tro, som op gennem 60’erne og 70’erne voksede sig stor, pludselig begyndte at smuldre midt i 80’erne.
»Jeg synes, det var så interessant at undersøge, hvordan det her ekstremt staerke faellesskab pludselig kunne forsvinde,« siger Merete Pryds Helle og drikker den halve snaps, hun har fået serveret til sildemaden.
»Hvordan bevaegelsen begynder at vise sine bagsider, og hvilken effekt det har på den enkelte. For at en ny bevaegelse kan opstå, skal vi jo hver isaer traeffe nogle valg, som så forstaerker bevaegelsen. Og i 80’erne aendrede alt sig. Der var noget, der forsvandt,« siger hun og fortaeller, at hun gerne vil vise nuancerne og alle de overlap, der også praeger historien.
»Vi havde marxister, maoister og hele anti-atomkraftbevaegelsen og den meget staerke kommunisme, som støttede Sovjet og Kina, men så kom bz’erne. Jeg tror, at mange mennesker var sådan: Jamen, hvad er nu det for noget? Her har vi skabt jer revolutionen, og I skal sådan set bare følge vejen, vi har lagt, og så er I sure? Men det var jo det, der skete. At der kom den her modbevaegelse, hvor man ikke ville noget flowerpower og ikke troede på socialismen, men var mere sådan: prøv lige at åbne jeres øjne og se, hvad der sker omkring jer.«
I romanen bliver Lis en aften i Utterslev Mose overfaldet af en mand med vanvittige, isblå øjne, og det vender op og ned på alting. Hun siger sit job i børnehaven op, bliver venner med politibetjenten Lily og møder Thorbjørn, som får kroppen til at sitre på en ny måde.
Men Lis er lesbisk og glad for Kirsten, fortaeller hun krampagtigt sig selv og slår derfor alle tanker om Thorbjørn ud af hovedet. Derfor fortsaetter hun sit liv forblaendet af sine egne forestillinger om, hvem hun er.
Og det er måske i virkeligheden det samme, der skete med de socialistiske bevaegelser der i 80’erne, siger Merete Pryds Helle.
»De her meget staerke socialistiske bevaegelser var i virkeligheden også forestillinger, som dybest set ikke havde saerlig meget med virkeligheden at gøre. Men folk levede i deres forestillinger. De forestillede sig et socialistisk fremtidsliv, men man så ikke, hvad det var, der egentlig foregik – i Kina, i Østberlin. Man lukkede øjnene for virkeligheden og levede i sine forestillinger, og lige pludselig bragede den her forestilling om det dejlige socialistiske samfund sammen med virkeligheden,« siger Merete Pryds Helle, men tilføjer hurtigt:
»Jeg vil dog sige, at jeg synes stadig, socialismen bygger på nogle gode idéer. Tanken om de sociale faellesskaber og at der ikke skal vaere nogle, der er enormt rige, og nogle, der er enormt fattige, er rigtig, synes jeg.
De her meget staerke socialistiske bevaegelser var i virkeligheden også forestillinger, som dybest set ikke havde saerlig meget med virkeligheden at gøre. Men folk levede i deres forestillinger. MERETE PRYDS HELLE