Dansker og verdensborger

Uffe Ellemann-Jensen åbnede Danmark mod de nye, mere liberale og demokratiske tilstande, der banede sig vej internationalt op gennem 1980’erne og kulminerede med Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Han koblede Danmark på hele dette verdenshistoriske opbrud med sit vid og sit vidsyn, sin uforfaerdethed og sit ideologiske fundament, der var så staerkt, at det var noget af et saersyn i et Danmark haerget af mange års middelmådighed og laveste faellesnaevner i Anker Jørgensen-aeraen.

Uffe – som alle kaldte ham, selv om han også blev beskyldt for at vaere elitaer – tog sig af udenrigspolitikken, de store idékampe og isaer Europa, mens hans partner, statsminister Poul Schlüter, var den drevne pragmatiker, der på hjemmebanen holdt sammen på umage regeringskonstellationer og forestod oprydningen efter det socialdemokratiske fallitbo. De to står stadig som det staerkeste makkerpar i nyere dansk parlamentarisme, og deres indbyrdes arbejdsdeling er en vigtig del af forklaringen. Ellemann leverede visionerne; Schlüter bundtraekket.

Uffes egen far, folketingsmand Jens Peter Jensen (V), sagde engang kaerligt om sønnen, at der var for meget Ellemann og for lidt Jensen over ham. Det var faktisk meget praecist – i hvert fald for det Christiansborg, som var dengang. Han polariserede som sjaeldent set. Han hentede den store verden hjem til kongeriget og insisterede på, at også lille Danmark skulle gøre en forskel. Deraf de 23 Nato-fodnoter, som det sikkerhedspolitiske flertal omkring S og R tvang ham til at fremføre i Bruxelles i en iskoldt udtaenkt indenrigspolitisk manøvre. Han bar dem flot og stolt og var naturligvis den, der landede på den rigtige side af historien. Både S og R har siden lagt afstand til deres moralsk anløbne fodnotepolitik. At Uffe stod fast, da det virkelig gjaldt og for mange svigtede, var hans stjernestund som udenrigsminister.

Ellemann var bare den helt rette til på Danmarks vegne at bestyre de monumentale omvaeltninger, der i hans år markerede den endelige afslutning på efterkrigstiden. Frihed blev virkelig skrevet med stort i de år. Opgøret med de store, forstenede systemer var lige ham. Han gik forrest med anerkendelsen af de baltiske landes selvstaendighed, og han nydefinerede Danmarks forhold til Tyskland. Hans Europavisioner led åbenlyst nederlag ved Maastricht-afstemningen i 1992, men det var også Ellemann, der var mand for at rydde op på de indre linjer i Bruxelles. Det var et privilegium for ham personligt, men også for Danmark, at han kunne vaere udenrigsminister over hele dette lange straek 1982-1993 og fastholde en sjaelden kontinuitet.

Han trådte tilbage, da der manglede et par håndfulde faerøske stemmer ved valget i 1998, og han gjorde også her det rigtige. Hans efterfølgende håndtering af sit politiske otium var rent ud eksemplarisk. Under Muhammed-krisen, da gemytterne var i kog, kom han i konflikt med denne avis. Han satte det selv på en faengende formel om, at vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt, og lige så langt det var fra avisens holdning dengang, så tydeligt blev det, at både Ellemann og Jyllands-Posten kom i bevaegelse i årene derefter.

Uffe Ellemann-Jensen er ikke alene formentlig den bedste udenrigsminister, Danmark nogensinde har haft. Han var også noget så sjaeldent som en kosmopolitisk hjemmefødning. Han elskede sit Danmark, og han elskede den store verden. Hans solide aftryk på historien skyldes hans suveraene måde at kombinere sine to sider på.