Jaevne danskere betaler for højindkomsters CO2-fest

Der er en massiv – men overset – ulighed i vores CO2-udledning. Højindkomster udleder i snit omkring otte gange så meget som danskere med jaevne indtaegter. Det konkluderer den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, der med sit team bedriver en omfattende forskning i klasseskel:

»Hvis du ser på lande som Danmark og Frankrig, vil den nederste halvdel af befolkningen udlede mellem tre og fire tons CO2 om året, hvilket stadig er for meget, men ikke alarmerende i forhold til vores samlede mål. Hvis du derimod ser på de øverste 10 pct., udleder de 25-30 tons om året, og den øverste 1 pct. vil nå helt op på 70 tons om året,« forklarede Piketty for nylig i Information.

Egentlig ikke så overraskende. Højindkomsterne kører i større biler, flyver ofte, opvarmer store villaer etc. Ganske anderledes end Oda, der kun skal have varme i den tovaerelses og tusser rundt med rollator. Piketty fortsatte da også med en vigtig opfordring:

»Hvis man ikke taenker fordeling ind i kravet om reduktioner, får man store sociale bevaegelser imod den grønne omstilling, og de laveste indkomstgrupper vil aldrig komme til at stemme på grønne partier.«

Opfordringen er i dén grad tiltraengt. Spørgsmålet om social – og geografisk – retfaerdighed i klimaomstillingen er stort set fravaerende, også på meget af venstrefløjen. Det interesserer heller ikke medierne og slet ikke den håndfuld ”eksperter”, der gang på gang bruges som sandhedsvidner. Professorer og vismaend, som ved noget om CO2, energi etc., men er åbenlyst uinteresserede i bredere konsekvenser for lokalsamfund og social fordeling.

Tag bare Nordic Sugar på Lolland-Falster. Sukkerfabrikkerne er Danmarks naeststørste CO2-udleder; det har påkaldt sig en naturlig, men meget ensidig, interesse, også hér i avisen: Hvorfor bygges der en dyr gasledning af hensyn til Nordic Sugar? Ja, hvorfor lukkes den slags ikke bare? Lad en høj CO2-afgift og markedet klare aerterne.

Klimateknokraterne og deres mikrofonholdere er løjerligt blinde over for de sociale forhold på sydhavsøerne. Lolland er Danmarks socialt hårdest ramte kommune, 34 pct. i den erhvervsaktive alder er på langvarig overførselsindkomst – 34 pct.! Hvis en høj CO2-afgift lukker sukkerfabrikkerne, berører det ikke alene hundredvis af ansatte, men også roeproduktionen i landbruget. Enhver, der har vaeret på Lolland i efteråret, ved, hvad roekampagnen betyder – det ville vaere en social katastrofe.

Laeg hertil, at danskerne ikke af den grund holder op med at bruge sukker. Lollands borgmester har da også dette hip til de klimabevidste københavnere: »Det kan godt vaere, at vi producerer sukkeret hernede, men det er ikke kun os, der aeder det. Det går jo også til københavnernes lørdagsslik. Og cementen fra Aalborg Portland bruges jo også til alle byggerierne inde i København,« konstaterer Holger Schou Rasmussen (S) i Berlingske.

En socialt bevidst venstrefløj ville spørge: Hvorfor skal folk på Lolland med beskedne indtaegter undgaelde for højindkomsternes CO2fest? Den ville kaempe hårdt for højere afgifter på flyrejser og store biler, men ikke for at flytte efterspurgte produktionsvirksomheder til andre lande – CO2 er som bekendt et globalt problem. Den ville, for det sker ikke i dag.

Danmark har skibet sig ind i verdens mest vidtgående klimamål, det vil på godt og ondt aendre vores hverdag, men de mest elementaere kritiske spørgsmål bliver ikke stillet.

Klimateknokraterne og deres mikrofonholdere er løjerligt blinde over for de sociale forhold på sydhavsøerne.