Lyngvild er fra et univers, mange kun tør drømme om
I weekenden besøgte jeg Ravnsborg, Jim Lyngvilds vikingeborg på Sydfyn. Den kontroversielle kunstner, vi alle elsker.
Han er folkets mand med fødderne solidt plantet på Jorden.
Han er fra et andet univers, et univers, mange kun tør drømme om. Et univers, hvor kreativiteten ingen graenser har. Det er inspirerende at se på et menneske, som tør gøre og sige det, han taenker. Såsom at bygge en vikingeborg.
Men som det er med så meget, er det også svaert at få succes uden at få en flad.
Senest har Jim Lyngvild vaeret i vaelten i forbindelse med hans kontroversielle udstilling med grønlandske billeder.
Debatten drejede sig om, hvorvidt en hvid mand kunne tillade sig at lave kulturelt arbejde i Grønland og fotografere grønlandske kvinder i saelskind.
Debatten var heftig, og skillelinjerne klare, men er vi for kraenkelsessyge i det senmoderne samfund?
Kunsten skal sgu vaere lidt provokerende, det er jo det, den kan, den kan fremprovokere følelser i menneskekroppen, når den bevidst udfordrer de dominerende normer i samfundet. Kunstnere er de eneste, som har muligheden for at vaere systemkritikere uden for samfundets etik og moral. Alting er tilladt i kunstens verden.
I Danmark er der ytringsfrihed (det haevdes der i hvert fald at vaere), defineret som: »retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsaetning til censur.« Altså en lovbestemt rettighed, som alle danskere har – også kunstnere.
I modsaetning til (sommetider) autoritaere politikere har forfattere og kunstnere lov til at tage os i hånden og føre os ind i kunstens absurde teater, hvor ord ikke behøver at have en bestemt mening.
Kunsten skal have lov til at vaere frihed for tankernes rebelske selvstaendighed, og den skal derfor forstås på sine egne praemisser og ikke samfundets.
Provokation er jo netop den ultimative kunstneriske ytringsfrihed.
Kunsten er ikke underlagt nogen form for magtelite, der findes ingen facitliste i den kunstneriske verden, alt er til af en mening, og så kan man jo så vaere enig eller uenig.
Hvad blev der af den stille aestetik? Den kaotiske verden har taget overhånd, der findes ikke laengere et dybt kunstnerisk rum, som vi kan lade os synke ned i, ikke laengere ord uden mening og ingen nuancerede menneskeudtryk. Det hele skal vaere så forbandet politisk korrekt, at det er til at kaste op i munden over.
Vi er alle omvandrende og forargede kroppe med ondt i røven overalt. Sørgeligt.
Kunsten har altid fungeret som en barsk konfrontation med virkeligheden, og pludselig kommer det skrevne ord og billedkunsten så taet på, at det enkelte individ tvinges til at forholde sig til den virkelighed, som vi reelt godt ved eksisterer, men som vi lykkeligt har fortraengt i vores egen lille verden.
Lad os nu ikke blive for kraenkelsessyge, lad os i stedet holde vandene åbne i forestillingernes fiktive rum, hvor verden er åben for diskussion.
Skal alting virkelig handle om hudfarve, identitet og køn? ”Se mig, jeg er kraenket!” Vi har ikke brug for en politisk styring af kunsten.
Vi har brug for et vaerdifuldt åndehul i samfundets ellers kyniske virkelighed. En flugt fra vor Jords foruroligende virkelighed.
Kunsten er frihed, og ingen kan nogensinde give kunsten en bestemt mening, og heldigvis for det da. Kunsten er individuel. Kunsten er eksistens.
Kunstens rolle i samfundet er netop at udfordre vores normer og moral, hvem skulle ellers gøre det?
Flere af dig, Jim Lyngvild.