Ellemann havde et sjaeldent klarsyn - og enkelte blinde pletter
Helt til kort før sin død udlagde Uffe Ellemann-Jensen den internationale politik, han selv var en markant bidragyder til i sine mange år som udenrigsminister. I Baltikum glemmer de aldrig hans kamp for de tre landes selvstaendighed, herhjemme erindrer vi
At Uffe Ellemann-Jensen var en stor dansker og europaeer er ubestrideligt. Jeg har haft opgaven som hans debatredaktør på Berlingske Tidende i godt et tiår, kendte ham udmaerket forud, og vi blev ved med at holde forbindelsen, så her er min oplevelse af Ellemanns gerning og ord, primaert i hans egenskab af udenrigspolitiker:
Uffe Ellemann-Jensen var et krigstidsbarn, så Danmarks forankring i Nato og EU var en laeresaetning, der praegede hans udenrigsministertid (1982-93) og frem.
Ellemanns laesning af international politik var, at det kraever en international, regelbaseret orden, baseret på klare frihedsvaerdier for at undgå, at der breder sig en farlig jungle omkring os. Han forstod, at USA udgør Danmark og Europas sikkerhedsgaranti.
Både før og under Donald Trumpårene advarede Uffe derfor om, hvad der var på vej, hvis Europa ikke betaler dets fair andel: At en international regelbaseret orden kun lader sig opretholde og forsvare, hvis vi i Danmark og Europa husker på det. Ellemann sagde det faktisk i årtier, og her var han på linje med den jaevnaldrende, Robert Gates, USA’s tidligere forsvarsminister og CIA-chef. Gates advarede i 2011 om, at der ellers ville komme en dag, hvor en amerikansk opinion ikke ville sende skatteyderpenge og risikere deres sønner og døtres liv i kampen for frihedsorienterede vaerdier.
Det kom så med Trumps utilslørede trusler, der godt nok fik europaeerne til lommerne, men også skadede de transatlantiske bånd i den proces. Til gavn for Vestens fjender.
Uffe var laenge med til at bane vejen for hvad der blev Baltikums befrielse fra Sovjet. Dengang, omkring 1990, hvor det var upopulaert, talte han de glemte balteres sag, som endte med tre selvstaendige stater.
At han mere end 25 år senere blev modtaget som statsmand, oplevede jeg i 2017, hvor han ledsagede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i Riga, og der talte varmt for de europaeiske og transatlantiske vaerdier.
Siden besøgte han – der allerede dengang var plaget af kraeft og alskens dårligdomme - de danske soldater i Baltikum uden andet formål end at fortaelle en ny generation om, hvorfor vi i Danmark er en del af Natos fremskudte forsvar.
Ellemann levede fuldt og helt, og gav alt, hvad han havde i sig. Der er koldt på toppen, men udsigten er god, og man holder sig kun der så laenge ved at vaere disciplineret. Og det var han.
Alt dette kan synes indlysende nu, hvor vi rykker sammen ovenpå Putins invasion af Ukraine den 24. februar i år. Og hvor Uffe i en af sine sidste bidrag i debatten herefter reflekterede over, hvordan den eksisterende sikkerhedsarkitektur pludselig udgør verden i går. Men det har det så sandelig ikke altid vaeret, f.eks. under koldkrigen.
At forhandle ud fra en styrkeposition var udgangspunktet for vestlige, konservative statsmaend & -kvinder som Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Helmut Kohl i Den Kolde Krigs sidste fase. Det var også Uffes standpunkt, når han bidrog på Danmarks vegne.
Den såkaldte fredsbevaegelse og den hjemlige venstrefløj ville det helt anderledes. Som udenrigsminister i en mindretalsregering måtte han derfor finde sig i at få mange parlamentariske naeser, fordi han stod på mål for Natos mål. Uffe var stolt over dette skab, helt fyldt med naeser.
Da folkene endelig gjorde sig fri af tyranniet i øst, gjorde Uffe sit til, at den europaeiske integration tog fart Hans europaeiske taler fik stående applaus. Og han fik en kaempe skare af følgere.
Modsat andre glemte Uffe aldrig, at EU’s vision var fred og forsoning mellem tidligere modstandere. Og at i det lys bliver de fleste diskussioner om størrelsen på krumme agurker eller aebler til småting. At der skal indgås kompromiser, såvel i national som europaeisk politik, var for ham en laeresaetning. Uffes kritikere mente, at han kammede over her, og at vi nok skulle sige ja til EU, men ikke halleluja.
Saerligt efter, at han forlod aktiv politik efter folketingsvalget og siden blev skrivende, var han i de første år forsigtig med at blande sig i dansk politik. For ikke at gå i vejen for statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det kom han nu til på en måde, så Fogh på et tidspunkt markerede afstand.
Som så mange liberale havde Uffe nemlig også en idealistisk side, kritikere ville kalde den kulturradikal. Det gjorde, at en del af hans gamle kampfaeller i det borgerligtliberale Danmark blev virkeligt traette af ham i et par andre sager. Mig selv inklusive i en periode:
Ellemanns synspunkter om udlaendingepolitikken efter 2001 og Muhammedkrisen blev grebet af hans politiske modstandere med kyshånd. Det gjorde Uffe til en helt i disse kredse, mens andre så et principielt svigt overfor radikal islam. JP var fyldt af kritik.
Jeg oplevede det tillige som hans redaktør på Berlingske, hvor der også var kras debat. Kritikken gik ind under huden, og her oplevede jeg, at Ellemann i samtaler var mindst lige så irriteret over kritik, som hans kritikere var over ham.
En så erfaren mand som Uffe Ellemann forstod dog godt, at han her fik et knaek i omdømmet blandt den hidtidige fanskare. Nogle tilgav ham, andre ikke. Min oplevelse som redaktør, der indimellem havde ideer til temaer, Ellemann som fast skribent kunne byde ind med, var, at han var meget opmaerksom på al den virak det kunne medføre.
Som skribent fokuserede han endnu mere i det udenrigske. Det blev han en ikke en ringere skribent af, bare endnu mere analytisk, og var totalt på hjemmebane. Tidligt advarede den gamle koldkriger mod tendenser i den omverden, vi i Danmark og Europa står overfor, det vaere sig USA, Rusland eller Kina.
Ellemann levede fuldt og helt, og gav alt, hvad han havde i sig. Der er koldt på toppen, men udsigten er god, og man holder sig kun der så laenge ved at vaere disciplineret. Og det var han. Mødte troligt op i tv og i debatter. Og som redaktør var han blandt de få, hvor manus altid kom rettidigt. I aftalt laengde. Tit ledsaget af en lun, sarkastisk eller humoristisk bemaerkning, alt efter situationen. Sidste gang, jeg hørte fra ham, ønskede han mig således “til lykke med posten hos gartnerne” under overskriften: “Grønne fingre”.
Sådan husker jeg ham: humoristisk, passioneret, engageret, en dansk statsmand, der også blev kendt langt udenfor landets graenser.