Farvel til negative renter, goddag til tabt købekraft

Få ting har vaeret så forkaetrede som de negative renter. Derfor er det godt, at det snart er slut. Det varer dog en rum tid, før danskerne kan glaede sig over at få penge for at have penge i banken.

De negative renter har snart 10 års jubilaeum, men det er så som så med den festivitas, der normalt følger med en rund dag. Negative renter er en maerkelig, usaedvanlig og svaert forståelig størrelse, som har skabt glaede, når de var udgangspunktet for din boligfinansiering, men vrede og forvirring, når du skulle saette dine overskydende penge ind i banken og måske betale for det.

Det var i midten af 2012, at Nationalbanken nedsatte den rente, som bankerne deponerer penge til, indskudsbevisrenten, til under 0. Danmark var et par år forud for Europa og den europaeiske centralbank, ECB, i kampen for at stimulere økonomien og passe på at kronen ikke blev for staerk.

Rentemarginalen – bankernes bread and butter – består af en fortjeneste på såvel ind- som udlån, og det er formentlig her, årsagen til, at de negative indlånsrenter har vaeret så forkaetrede og svaert forståelige, skal findes. Bankkunderne taenker på rentemarginalen på udlånssiden, men historisk har den også eksisteret på indlånssiden. Rentemarginalen på ind- og udlånssiden har langsigtet samlet vaeret på ca. 3,5-4 pct.

Indlånsmarginalen, defineret som forskellen mellem den rente, som bankerne betaler dig for at have dine penge stående på dine konti, og renten i bankernes bank, Nationalbanken, havde i gennemsnit vaeret 0,9 pct. i tiden forud for finanskrisen i årene 1997-2008.

I 2008 kom finanskrisen, og den forandrede rigtig meget de efterfølgende mere end 10 år. Den globale økonomi fik sig en ordentlig pengepolitisk vaekstbooster for at sikre, at vaekstmotoren ikke satte ud, og at inflationen kunne forblive omkring 2 pct.

Sammen med og efter finanskrisen fortsatte det rentefald, som startede i 1985. Rentefald er og var altså ikke en ny ting. Det nye var, at renteniveauet var ekstremt lavt.

Tilbage til indlånsmarginalen. De penge, som bankerne ikke kunne eller ikke ønskede at låne ud, blev sat ind i Nationalbanken. Hvis den historiske indlånsrentemarginal skulle have vaeret intakt, skulle indlånsrenten straks vaere sat på køl. Nationalbanken

tog 0,1 pct. til at begynde med, og inklusive det historisk gennemsnit i årene 1998-2007 ville det have svaret til en indlånsrente for dine penge på minus 1 pct. 0,1 + 0,9. I starten skete der ingenting, og det var der en lang raekke gode grunde til. Tiden var ikke moden til negative indlånsrenter, og bankerne var med rette bange for konsekvenserne af at sende dig en regning for at have penge i banken. Pengesager er delikate, hvilket bl.a. kom til udtryk, da der tidligere havde vaeret diskussion om at pålaegge en dankorttransaktion et gebyr på 0,25 kr.

Fra 2019 var tiden moden til, at bankerne spredte regningen for de negative renter ud på flere, og det skabte røre. De fleste steder er indeståender under 100.000 kr. forblevet friholdt fra at betale, og det har vaeret en god og fornuftig graense at saette.

I 2022 er verden forandret på ny. Her 14 år efter finanskrisen er markedsrenterne, alle andre renter end Nationalbankens indskudsbevisrente, steget markant. Denne rente er stadig aktuelt på minus 0,6 pct. Hvis den historiske indlånsmarginal skulle vaere forblevet intakt, ville din rente på indlån have vaeret minus 1,5 pct. i gennemsnit. Nogle mere og andre lidt mindre.

Hvis Nationalbankens indskudsbevisrente inden årets udgang eksempelvis løftes med 1 procentpoint, vil det bringe renten til 0,4.

Allerede når renten passerer 0, vil det vaere realistisk, at naesten alle indlån ikke laengere skal betale negative renter. Mindre indlån har aldrig betalt, og derfor vil den rente forblive uaendret meget laenge. Skulle historien gentage sig, og det gør den sikkert ikke helt, ville det kraeve betydelig større rentestigninger for at bringe alle indlånsrenter over i positivt terraen.

Når indlånsmarginalen ikke kommer tilbage til 0,9 men noget lavere, skyldes det heldigvis bl.a. øget konkurrence. Det er en god ting. På trods af en Arne-skat, som bliver udskrevet af politikerne, men reelt betalt af kunderne, vil indlånsrentemarginalen naeppe vende tilbage til det historiske gennemsnit. Kunderne betaler flere gebyrer og bankerne har skåret i deres omkostninger.

Når de negative renter forsvinder, gør det ikke turen hen til banken meget mere interessant, men det fjerner parkeringsafgiften.

Er du storindlåner, som ønsker at vaere kontant og likvid, er der formentlig udsigt til rentebedring snart. Nogen afkastfest af kontanter skal du dog ikke forvente at blive indbudt til. En indlånsmarginal på eksempelvis 0,5 pct. vil kraeve en indskudsbevisrente højere end 0,5 pct., før du får en forrentning. Og det endda i gennemsnit.

Når de negative renter forsvinder, gør det ikke turen hen til banken meget mere interessant, men det fjerner parkeringsafgiften. Bevaegelsen til 0 er en lettelse, men hvis du ikke investerer pengene til et afkast, som kan matche prisudviklingen, mister du købekraft.

Nullet bør i sig selv ikke vaere nogen målsaetning for afkast af din kapital, selv om det bliver opfattet og omtalt som en milepael. Det svarer til at taenke mere på parkeringspladsen end køreturen.