Museumsdirektør: Tiden er inde til at overveje heksen på sankthansbålet
Et mindesmaerke for hekseafbraendinger i Køge har fået forfatter og kunstner Olga Ravn samt museet KØS til at gentaenke, hvordan og hvem vi skal minde i vores offentlige rum.
Her huserede Kiøge Huskors 1608-1615.«
Sådan står der på en gammel mindeplade på en husmur i naerheden af rådhuset i Køge. Pladen refererer tilbage til en blodig affaere, som begyndte i 1608, da købmand Bartskjaer og hans kone, Anna, over en årraekke følte sig hjemsøgt af djaevlen. De hørte for eksempel høns klukke, som de ikke havde, og flere af børnene blev syge.
Familien var overbevist om, at de blev ramt af en slags trolddom, og efter et skaenderi med en kvinde fra byen endte de med at anklage hende for haendelserne. Senere anklagede de hendes tjenestepige, og sådan fortsatte det, indtil i alt 16 kvinder var blevet dømt for trolddom.
Sagen endte med, at 13 kvinder blev braendt, to begik selvmord, mens det lykkedes en sidste at flygte.
Og så skulle man måske tro, at mindepladen i Køge aerer de kvinder, der uskyldigt blev revet med ind i og gjort til en del af købmandsfamiliens pinsler. Men det gør den ikke.
Det var forfatter Olga Ravn, der oprindeligt undrede sig over mindepladen. Hun gravede Køge Huskors-sagen frem i arkiverne, og det viste sig, at mindepladen blev opsat i 1911 for at minde dem, der ledte trolddomsprocesserne. Pladen er altså blandt andet sat op til aere for købmanden og hans kone.
Den opdagelse blev starten på et langt og forgrenet samarbejde mellem KØS, museum for kunst i det offentlige rum i Køge, og Olga Ravn, som har lavet et mindesmaerke af ritualer og skrift til aere for de kvinder, der led den hårde skaebne ved hekseafbraendingerne.
Ulrikke Neergaard, som er museumsdirektør på KØS, fortaeller, at de på museet havde armene i vejret, da de hørte om Olga Ravns arbejde med Køge Huskors-sagen, for diskussionen om, hvem man skal mindes, og hvordan man laver et mindesmaerke i dag, er centralt for museets arbejde.
»Jeg så for nylig, at Inger Støjberg under rigsretssagen i en satiretegning blev fremstillet flyvende på en kost, og jeg blev bare helt traet! For i virkeligheden er heksen jo et kvindefjendsk symbol. Det er jo et billede på, hvordan vi gennem tiden har forfulgt og braendt uskyldige kvinder på bålet – det er ret voldsomt, når man taenker over det. Og alligevel står vi helt glade og ureflekterede og synger rundt om sankthansbålet, mens vi futter den figur af. Tiden er inde til, at vi begynder at taenke over det, og der kan mindesmaerket komme os til hjaelp, for det er en genre, hvor der bliver diskuteret vaerdier. Af samme grund er det også en konfliktfyldt genre, hvor der er mange følelser på spil,« fortaeller museumsdirektøren.
Samarbejdet mellem Olga Ravn og museet om det nye mindesmaerke straekker sig over
Mindepladen fra Køge, der mindes dem, der anførte hekseprocesserne. flere år og er indtil videre resulteret i et performativt ritual, et bogvaerk og et processuelt udstillingsrum.
I udstillingsrummet ”Et henført år” kan man få indblik i Olga Ravns proces med skabelsen lille tekststykke tilknyttet, og så er de farvet i alverdens nuancer, som alle stammer fra planter, som Olga Ravn gennem 12 måneder har indsamlet ved en lille baek i Køge kaldet Ellebaekken. Det var efter sigende her, de trolddomsanklagede kvinder mødtes i 1600tallet, og derfor har Olga Ravn brugt stedet til at naerme sig dem.
I bogen ”Mindesmaerke for de trolddomsanklagede” skriver Olga Ravn kvindernes historie frem og blander digte, beretninger fra Køge, besvaergelser, opskrifter og gennemskrevne retsdokumenter fra trolddomsprocesserne. I bogen har hun blandt andet givet to af kvinderne stemme i digtene ”Mette taler” og ”Volborg taler”.
»Noget af det smukkeste for mig personligt i dette mindesmaerke er, at det ikke blot aerer kvinderne, men giver dem en stemme. Gennem Olga Ravns digte maerker vi jo, at de er helt almindelige mennesker. Olga Ravn får skabt en lethed og en skønhed i det, så kvindernes historie ikke blot bliver forbundet med den gru og vold, der blev begået mod dem,« siger Ulrikke Neergaard og fortaeller, at det fiktive greb er et anderledes og nytaenkende take på, hvordan vi mindes i det offentlige rum.
Skal det altid vaere for evigheden?
De sidste par år har mindesmaerker vaeret genstand for stor polemik. Også i Danmark, hvor gamle kolonistatuer for eksempel er blevet skaeldt ud og blevet pillet ned, ja, det er nok naeppe gået nogens naese forbi, at en gipsbuste af Frederik V endte i Københavns havn.
Det er en diskussion, som de på KØS har fulgt nøje med i. Som museum med fokus på kunst i det offentlige rum er de interesserede i at undersøge, hvordan vi gentaenker mindesmaerket som kunstnerisk genre og giver det en ny og tidssvarende form.
»Selv om det ikke er en ny ting, at vi diskuterer mindesmaerker, har de seneste par år aktualiseret, hvor vigtigt det er, at vi debatterer, hvem og hvad vi fremstiller, erindrer og hylder i vores offentlige rum. Jeg er meget glad for Olga Ravns vaerk, fordi det jo taler ind i en samtale om, hvordan vi finder nogle nye kunstneriske formmaessige udtryk at gøre det i, og det er en rigtig, rigtig svaer opgave. Portraetstatuen er jo på mange måder lidt foraeldet som kunstnerisk genre, men også foraeldet i et demokratisk samfund, hvor det i monumenter og mindesmaerker ikke laengere i så høj grad er individet, vi hylder, men derimod faellesskabet, vigtige begivenheder eller vigtige samfundsmaessige vaerdier. Vi ville jo ikke lave en rytterstatue af dronning Margrethe i dag – det går bare ikke i den tid, vi lever i,« siger Ulrikke Neergaard og tilføjer, at set i det perspektiv er det vigtigt at prøve kraefter med nye kunstneriske eksperimenter, der gentaenker genren.
»I kunstverdenen diskuterer vi meget det permanente, for spørgsmålet er, hvad det egentlig er for en størrelse? Monumenter og
mindesmaerker er altid gennem tiden blevet flyttet, taget ned, sat op nye steder, og det kraever et aktivt valg, hver gang vi vedligeholder dem. Så spørgsmålet om, hvordan og hvorvidt de skal stå der for evigheden, har altid vaeret aktuelt. Man kan også spørge sig selv: Har midlertidigheden måske en anden styrke i sig? Kunne man f.eks. forestille sig et mindesmaerke, der gentager sig selv?« siger hun og fortaeller, at Olga Ravn indledte arbejdet med mindesmaerket med en rituel handling, en mindehøjtidelighed af lyd, ved Ellebaekken, hvor de 16 kvinder blev kaldt frem, og følgende uddrag af en rituel tekst blandt andet kollektivt blev laest højt:
»Her, her – ved denne baek, på denne plads, i min tid, husker jeg jer. Og ved at huske lytter jeg, på tvaers af tiden. Og ved at huske lytter jeg, på tvaers af tiden. Og ved at tale klinger jeg, på tvaers af tiden.«
Ulrikke Neergaard fortaeller, at det blev en smuk og stemningsfuld seance i naturen ved Ellebaekken, som man kunne forestille sig kunne danne forlaeg for, hvordan det rituelle kan bruges som model i nye kunstneriske gentaenkninger af mindesmaerker fremover.
Mindesmaerket skal pege fremad
Uden for museumsrummet på KØS er der plantet frø fra Ellebaekken, der skal vokse op og skabe en forbindelse til baekken og kvinderne. Det er nogle af de planter, som Olga Ravn i 12 måneder sankede og brugte til at udvinde plantefarver, pigmenter og blaek.
Til at fremstille det har hun blandt andet brugt aeldre opskrifter, som hun forestiller sig, at kvinderne også brugte i 1600-tallet. På den måde har hun forsøgt at forbinde sig til kvinderne ved at lytte til fortidens farver. »I mindesmaerket traekker Olga Ravn noget frem fra fortiden for at sige noget om fremtiden. Skaber vi et mindesmaerke i dag, handler det selvfølgelig om, hvordan vi behandler vores historie og erindring, men ud fra nogle nutidige diskussioner, og så handler det jo nok i virkeligheden mere om fremtiden. Altså: Hvordan vil vi gerne vaere som samfund? Hvilke vaerdier vil vi gerne tage med videre? Og hvordan vil vi gerne omdefinere de praksisser, vi ikke er tilfredse med i dag? Så på den måde ser jeg potentialet i mindesmaerket som noget, der producerer nye dagsordener og fortaellinger, mere end statisk at reproducere en gammel fortaelling. Og det er lige praecis det spaendingsfelt, der gør det så vigtigt og relevant at arbejde med lige nu i en tid, hvor vi på mange måder gør op med gamle paradigmer,« fortaeller Ulrikke Neergaard.
I aften er det heldigvis ikke kvinder, men dukker af halm og gammelt tøj, der vil gå op i flammer på bålene rundtomkring i landet. Alligevel håber museumsdirektøren, at mange vil taenke over, hvilke strukturer og hvilket kvindesyn traditionen bygger på. Og så håber hun, at Olga Ravns mindesmaerke kan saette gang i en diskussion om vores fremtidige vaerdier.
»I 1600-tallet havde kvinderne absolut ingen rettigheder, og derfor kunne de vaere nødsaget til at gå alternative veje for at opnå et spillerum. For eksempel ned til baekken, hvor de kunne mødes i et faellesskab. Vi er jo alle sammen produkter af de samfundsmaessige strukturer, vi lever under, og dengang var der nogle kvinder, der i lokalsamfundets øjne ikke passede ind, og af den grund blev de gjort til hekse. Vi kan bruge mindesmaerket til at få diskuteret vores vaerdier og få sat fokus på de mekanismer, der kan føre til vold, også i vores samfund i dag.«
Jeg så for nylig, at Inger Støjberg under rigsretssagen i en satiretegning blev fremstillet flyvende på en kost, og jeg blev bare helt traet. ULRIKKE NEERGAARD, MUSEUMSDIREKTØR PÅ KØS